Birgits bier, de er vilde. Og mange. Virkelig mange. Og de er tegnet med begge hænder, og det er også vildt.

Se selv:

www.youtube.com/watch?v=pE3kGdDKUso

For (hunnans) mange år siden sad vi en nat ved et langbord i et hus i Åbyhøj. Og drak billig rødvin fra Netto og hørte Pretenders. Så tog Birgit en blyant i hver hånd, og gav sig til at tegne. Den ene hånds tegning var et perfekt spejlbillede af den andens. Man kunne folde papiret og holde det op mod lyset, og hver eneste streg fulgtes ad.

Et par år senere blev hun optaget på kunstakademiet. Vist ikke kun fordi hun kunne det der med højre og venstre hånd, der var også noget mere. Meget mere.

Og nu er der bier. Og meget mere. På Galerie Pi i København, og jeg ved helt sikkert at der skal jeg hen. De er der indtil d. 9 juni. Bierne. Og billederne. Birgits billeder. Med begge hænder.

Men i det mindste har jeg Lulle og hendes ret høje guldkornsfrekvens.

Som nu i morges:

Mor, der er sket en fejl. Jeg fik en forkert drøm i nat.

???

Ja, jeg fik en farlig voksendrøm. Det var om en isbjørn der ville ind til os. Jeg var bange. Du skal sige til dem der laver drømmene, at jeg kun vil have drømme for børn.

…åh Lulle, nok engang.

Og nu er det maj.

Men de er ægte! – siger du, og sender mig en solstråle.
Du ved du har mig i din hule hånd,
selv når du kyler med hagl og pisser på mit vasketøj.

Du har mig med dit aftenlys, dine løgplanter og dine skrukke solsorte,
din mildhed og din vildhed og din totale mangel på situationsfornemmelse.
Anemonemåned, og jeg er dit søndagsbarn.

Og tak for gaverne.
En skrubtudse på dørtrinnet og et luftkastel i samlesæt.
Lige hvad jeg ikke vidste at jeg ønskede mig.

April, du har spildt ned af din kjole, og kalder du det dér for en frisure,
havde jeg nær sagt.
Men før jeg får åbnet munden, har du skiftet til kirsebærblomster.

Hvor er du smuk! siger jeg forelsket.
Hvor er du vinterbleg – siger du, og klasker mig i hovedet med en rabarber
af egen avl.

Det er godt nok lang tid.

Der er 8760 timer i et år (8784 i et skudår). Og man skal også sove ind imellem. Og spise og børste tænder og tale med sine børn og snuse til blomsterne og overholde vigepligten og stemme til folketingsvalg og alt det. Så det kan tage svært lang tid at få skrabet titusind timer sammen.

Men lige nu kandiderer jeg i det mindste til en plads i den øverste elite på ét felt.

Har lagt vasketøj sammen i MINDST titusind timer indenfor den seneste uge, og jeg hader det.

Om en uge kan jeg begynde forfra.

Men måske, hvis jeg råber efter mine unger titusind gange, holder de i det mindste op med bare at efterlade deres klude der hvor de er trådt ud af dem. Det er ufatteligt, altså.

(men har muligvis en lillebitte smule at gøre med, at deres, hm, rollemodeller ikke er for fine i kanten heller.
Hvis man overhovedet har rollemodeller indenfor behandling af vasketøj. Har man det?

Nå, det her stinker vist efterhånden så meget af overspringshandling, at jeg bliver nødt til at gå tilbage til det jeg kom fra. Ville egentlig bare lige dele den her smarte ting.

www.youtube.com/watch?v=DdhDrLB_OwU

Sådan en har vi. Fordi Alfa har en meget stor forkærlighed for opfindelser. Hvis ikke det havde været for ham og hans gaffa, havde jeg sikkert bare set videoen, smilet og glemt den igen. Men nu har jeg altså Alfa, og derfor har jeg lige lagt mindst 30 t-shirts med snorlige folder på plads i skufferne. Og den virker. Hvis ikke jeg havde haft den, havde det helt klart taget 10.001 time at komme igennem de bunker, som er væk nu.

Indtil de ligger der igen om et øjeblik, dammit.

Det er Ginette Wien, min yndlingsfabeldyrehandler, der har lavet reje/orme/dimsedyret på søjlen.

Og den tænker sit, gør den:

Nu er der igen en eller anden der har fundet vej hertil ved at google… homokænguruer?

Hvad er det helt præcist I har gang i?

]]> http://undreland.dk/wordpress/2012/04/og-hvad-hvis-de-var/feed/ 5 http://undreland.dk/wordpress/2012/04/april-i-sh/ http://undreland.dk/wordpress/2012/04/april-i-sh/#comments Sun, 15 Apr 2012 08:28:28 +0000 Anne http://undreland.dk/wordpress/?p=3447 Om tre sekunder er der blade på alt (undtagen vores hæk, men det er vi selv ude om… hr. powertool). Jeg elsker de syregrønne dage på overgangen fra april til maj. Men jeg elsker også det hårde lys mellem træerne, lige før bøgetræerne lægger filter på.

Så kan man tage sit lillebitte  mobilkamera og lave noir-billeder på en solskinsdag i april.

…Det sidste billede er bragt med særlig tilladelse af den langhårede dreng, som ikke er langhåret mere. Pludselig fik han åbenbart nok, så i marts klippede frisøren 30 centimeter af. I kid you not. Tredive centimeter tykt garn, som en anden én ville have slået knuder på sin højre arm for at få. Men ham her, han er faktisk meget smukkere uden. Og en hel del dyrere i ID-voks.

God søndag til alle. Nu går jeg ud i haven og smadrer et skur sammen med min familie. Hvad gør man ikke for at glæde ungerne…

Jeg havde også forestillet mig at jeg skulle skrive en lang god blogpost i dag, for sådan at kompensere lidt for forårets umådelige slendrian, men så kom jeg til at give Lulle fri fra børnehaven. Det var noget med at hun var så sød og blød fra morgenstunden, at jeg i nogle få sekunder glemte, at jeg sgu da blødte ud af ørerne efter den enetale, hun brugte hele påskeferien på at holde.

Så i stedet for at skrive og ordne ting og tænke kloge og strategiske fremtidstanker, har jeg brugt hele dagen på det her:

- Har TinTin egentlig en adresse? Jeg synes vi skal skrive til ham!

- Mor, jeg ved godt hvorfor du vil beholde far. Det er fordi, hvis der er nogen der putter dig i et bur, så kommer han og redder dig.

- Passer det at man kan knække sine ben hvis man drikker for meget cola?

- Kan drager og dinosaurusser godt lide hinanden?

- Mor, hvor ser du altså bare sød ud når du arbejder.

- Har du noget der skal trylles orange?

- Kan et menneske blive til softice?

…og meget mere fra samme nørdegakkede rodekasse af en barnehjerne.
Så nu er jeg sådan lidt træt, og egentlig ikke så meget til ord.

Men her er en abe, som ikke er det mindste skuffet. Den ligner mere en, der har fået lidt for meget koffein til morgenmad. Den er noget af alt det jeg har lavet i stedet for at blogge.

Ligesom jeg ikke ved hvorfor jeg holdt op med at skrive, ved jeg ikke hvorfor jeg begyndte at hækle. Det skete bare. Verden er fuld af uforklarlige ting.

Som jeg lige har skrevet i kommentarfeltet på det forrige indlæg (som er fra den 20. februar?!), har jeg ikke engang en gedigen forklaring på, hvad den der rungende radiotavshed skyldtes.

Eller – jo, det har jeg selvfølgelig: Jeg holdt op med at skrive. Men jeg ved ikke hvorfor. Jeg har hverken været syg, nedtrykt, skæv eller strandet på indlandsisen. Nærmest tvært imod.

Måske er det – som en af mine livskloge homies sagde, nogenlunde samtidig med at jeg glemte min blog – bare ind imellem svært at vide hvad man skal stille op med eklatant mangel på drama.

Måske er det dét. At jeg synes jeg havde skrevet et næsten uendeligt antal variationer over temaet ‘her-sker-ikke-ret-meget-men-på-den-gode-måde-og-alle-i-mit-lille-mikrokosmos-har-det-godt’.

På et tidspunkt var det lige før jeg begyndte at overveje, om man kan jinxe det. Ligesom jeg er holdt op med at sige at jeg næsten aldrig bliver forkølet, fordi forkølelsesvirus helt klart hører den slags og springer på folk der siger det.

Men det er sådan det er: Godt. Altså – med plads til forbedringer, for selvfølgelig er jeg sgu da træt af at konkurrere med alt for mange andre enestående dygtige mennesker om de drømmejobs jeg går og søger. Vel er jeg da så, og derfor går jeg og finpudser den ske, som jeg har tænkt mig at tage i den anden hånd, og det bord (eget), som jeg tager tilløb til at plante begge mine utålmodige fødder under. Åh, det er forår, og der skal nogle helt vilde boller på suppen lige om lidt!

Og hvad? Jamen ikke så meget andet end at nu er jeg ligesom tilbage. I en eller anden stil, som fx: Fin!

Og uh, det føles jo rigtig godt.
Kunne faktisk godt gå hen og blive en vane…

…

Og nu jeg er her, så er der en der har haft fødselsdag. Den energiske jævndøgnsdynamo er FIRE år nu, og i den anledning må man godt billedspamme, selv om man lige har lovet sig selv, at éns blog gerne må give sig til at handle lidt mere om alt det, der findes i verden – ud over Lulle.

Men i dagens anledning, med en vis forsinkelse: Oh joy! Der var tindrende solskin, der var tindrende barn, og der var en lærke der sang.

Der var kage og der var bedsteforældre, morbror og fætter, som havde slået sig sammen om at købe en splitterny cykel, der var præCIS som fødselaren havde ønsket sig: Lilla og med cykelkurv.

Der var også forældre, der havde bidt hovedet af al skam og købt den højst ønskede af alle prinsessekjoler: Askepot de Luxe fra Disney. Et inferno af dårlig smag i så udpræget grad, at barnet om mange år, når det for længst er vokset fra kjolen (som med garanti er så syntetisk, at den vil overleve os allesammen, og sikkert engang give os dårlig karma med tilbagevirkende kraft, når den på et eller andet tidspunkt genopstår som miljøkatastrofe), vil genfinde den i en aller anden flyttekasse og for alvor fatte, hvor ondt vi havde i øjnene af at se på den, dengang i 2012. Og hvor sindssygt højt vi elskede hende, også dengang, at vi alligevel købte den. Og hvor lidt rygrad vi havde, at vi ikke magtede at hjernevaske hende til hellere at ville have noget historisk korrekt udklædning af økologisk bomuld.

Overskriften er også noget, vi bare lader som om, for i virkeligheden er det kun ham med det lange hår, der har holdt vinterferie hele ugen. Vi andre har lukket øjnene og ladet som om, når vi kunne se vores snit. Så foruden at undervise studerende i blogmediets mysterier, har jeg både nået at se nogle af mine yndlingsmennesker, at blive snittet i af en tandlæge, at holde fri sammen med Lulle & Lømmel og at nørkle med ting, jeg ikke lige havde set komme. Er fx virkelig ved at blive sådan en der hækler ting. Frivilligt.

Fredag var jeg med Lulle og farmor på Aros. Hvis nogen i den anledning forestiller sig noget som helst stilfærdigt, så prøv igen. Det viste sig nemlig, at Aros+fredag+vinterferie=pænt action packed kunstmuseum. Lad mig bare sige, at vi ikke var de eneste, der havde fået den idé at tage et barn med. Foruden de sædvanlige damer med grå pagefrisure, Angulusfodtøj, meget store sølvsmykker og meget nemlig-agtig attitude, som åbenbart altid cirkulerer på kunstmuseer, var der cirka totusind børn med tilhørende voksne, som fotograferede i vildskab. Det kunne man sige mange ironiske ting om. Hvis ikke man faktisk ikke var et hak bedre selv:

Aros og børn er en fin kombination. Og det allerbedste, når man er sammen med et barn – i hvert fald i Lullealderen – er ikke Olafur Eliassons regnbuepanorama på taget, men ét af de ni rum i kælderen. Det der hedder Daggrys-timer i Naboens Hus. Af Pipilotti Rist. Der er billeder af det her, men det skal opleves. Jeg er vild med det, og det var Lulle også. Vi tilbragte flere døgn der (heldigvis har værket sin egen tidsregning, så et døgn varer kun otte minutter).

Jeg er også vild med, at man kan køre ud i Bazar Vest og købe den fineste (og mest knitrende syntetiske) prinsessekjole for en slik. Og en paryk der er omtrent lige så lang som barnet. Jeg satser lidt på at hendes prinsesseperiode peaker nu, og at vi kommer hurtigere ud på den anden side, hvis hun får lov til at give den gas.

Læste lige forleden – har som sædvanlig glemt hvor – en eller andens betragtning om, at købekostumer og hjemmelavede fastelavnskreationer har byttet status. At hvor det for 20-30 år siden mest var yuppiebørn, der førte sig frem i købte fjer, har det i dag højeste status at hælde sit barn i hjemmelavede dragter, mens de formstøbte polyesterløsninger er sådan lidt white trash i det.

Helt ærligt, så mangler jeg den del af ligningen, hvor jeg får mit barn til at foretrække agerhøne i hjemmevalket uld frem for strutskørt med glimmer. For ikke at tale om den del, hvor jeg vælger at bruge fire dage og fem-sekshundrede kroner på at sy pailletter og tyl sammen til noget, som jeg kan købe til langt under det halve. På fem minutter.

Noget af den tid jeg ikke brugte på at sidde ved symaskinen og råbe af min familie, brugte vi så i Bazar Vest. På at prutte om prisen på den meget store paryk, spise is, købe te med kardemomme og kigge på bling og kitch og hele kalve uden hoveder, snabelsko og silkestoffer og hvad der ellers findes i virvaret. Og på den måde kom vi alligevel et hurtigt smut til Langtbortistan i vinterferien. Og det var godt.