liv i perspektiv

Hej fra det odontologiske pokerfjæs

14. februar 2012 af Anne

Nå, men mens I andre med garanti har gået rundt og foræret hinanden lyserøde ting med for meget sukker i, sunget serenader og boltret jer i skumbade med unaturlig rosenduft, har jeg så fejret Valentins dag hos tandlægen. Så hardcore er jeg nemlig.

Eller også trængte jeg bare lige til at lukke dagen med et godt martyrium og en panodil. Havde ellers lovet andetsteds, at jeg ikke ville klynke, men hvor tit er det lige, man efterlader noget af sit kranium på en adresse i det indre Århus? Jeg håber ikke det er noget jeg kommer til at gøre ret tit, i hvert fald.

Men det værste (næst efter regningen, dammit) er faktisk, at jeg har fået besked på at lade være med at grine de næste par dage, fordi “så kan stingene ikke holde sammen på det, og så kommer såret til at gabe ind til knoglen” (yikes!). For trods alt – og heldigvis – er det stadig svært at lade være med at grine.

Både fordi jeg har en datter, der vil være Belle til fastelavn: Hende fra Kærligheden og Hundyret, mor (gæt lige selv en Disneyfilm, ja?)

Og fordi jeg stadig ikke er færdig med at dyrke den for sjoveste YouTube-kanal jeg har set længe. Altid, måske. Ååååh, hvis du ikke lige har fået fire sting i dit tandkød, så besøg Pronunciation Manual, og – ja. Lad være med at have mascara på øjnene, kaffe i munden eller vigtige folk i telefonen, ikke?

Tags: , ,
Categories: hverdag, liv i perspektiv, spas • 2 kommentarer »

Den gamle by

3. februar 2011 af Anne

Ikke museet nede i bunden af Botanisk Have. Men alt det rundt om. Århus.

Århus er min gamle by.

Jeg flyttede til Århus i januar 1990. Og rykkede ud i Provinsflækken i marts 2000. Det går først op for mig lige nu, at jeg tilbragte præcis et tiår i Århus. 90′erne. Min generations forvirrede fin de siècle.

Det går også op for mig, at 90′erne både begyndte og sluttede med, at jeg flyttede hjemmefra. For i løbet af det rastløse tiår blev Århus mit hjem. Det gik op for mig i dag, da jeg zigzaggede gennem større og mindre gader fra Vesterbro Torv til Bruunsgade.

Var til temadag i min a-kasse. Om vilkår for freelancearbejde og selvstændig virksomhed. Blev egentlig kun klog på, at jeg ikke står på tærsklen til noget der indebærer et CVR-nummer (medmindre jeg pludselig bliver løbet over ende af folk der vil købe min tid – og I siger bare til!).

Vaklede ned fra 7. sal og ud i den disede by med hovedet fuldt af lovgivning og retningslinjer. Og blev pludselig stående. Og gik tre skridt tilbage. Og opdagede, at det der havde forstyrret mig, var en bygning der var blevet revet ned og erstattet med en anden, højere.

Ikke at jeg på nogen måde har styr på, hvad der sådan bliver revet ned og bygget op i Århus. Selvom jeg kun har flyttet mig 15 kilometer, er det jo ikke fordi jeg overrender byen. Men de gader som har været mit hood, de veje jeg har gået og cyklet på alle tider af døgnet og året – træt, frisk, urolig, urørlig, forelsket, forknyt, beruset, besluttet… dem kan jeg endnu.

I dag var det, som om Århus strøg mig med hårene og kløede mig lidt i nakken. Som om jeg var en hund, der var strejfet en tur tilbage til sit gamle nabolag, for at opdage at den stadig ejede det en lille smule. Jeg ved ikke om det er mig der ejer en stump af Århus, eller Århus der ejer en stump af mig. Nok fordi begge dele er lige sandt.

Jeg kom hurtigt til at holde virkelig meget af Århus. Og lige så hurtigt til at synes, at den er en lille smule latterlig i sin iver efter at være en lidt hip storby.

Spejl! råbte den så efter mig i dag. Og den har jo ret. Jeg føler mig hjemme i Århus, fordi jeg er ligesådan: Provinsiel, og lidt for ivrig efter at ingen skal opdage det.

—

Bonusinfo: Steder jeg har boet i Århus

Risskov. Tæt ved strand. I lejede værelser i villa hos frustreret fraskilt forsker. Tre måneder, hvorefter han opsagde lejemålet, fordi min dengang-kæreste og jeg ikke harmonerede med hans ekstreme A-menneske-tilværelse, selvom vi listede på strømpefødder ud på badeværelset efter han var gået i seng kl. 21.30

Åbyhøj. I kælderlejlighed i villa med have med hyld og blommetræer, som slog rekord i hyldeblomster og blommer den sommer, og jeg følte mig meget voksen da jeg masseproducerede hyldeblomstsaft og blommechutney i mit tekøkken med to kogeplader. Seks måneder, hvorefter udlejer skulle bruge værelserne til niece, som skulle starte på seminariet.

Åbyhøj. I bofællesskab i villa, som jeg købte sammen med 4 venner. Købte. For 1 million-kroner-og-det-var-mange-penge-dengang. Vi var lige hoppet ind i vores brølende 20′ere, og der var ingen slinger i valsen. Mand, nogle fester vi holdt. Svampemalede vægge var cool, R.E.M. hittede med Losing my religion, og Golfkrigen kunne følges på direkte tv. To år. Fantastiske år. Så flyttede et par af de andre, og så var det mindre sjovt.

Vestergade. Værelse i delelejlighed med to piger som var meget forskellige og meget veninder. Fejltagelse. Mest fordi døre og vægge kun var en anelse tykkere end pap. Få (?) måneder.

Schleppegrellsgade. Midlertidigt eksil hos kæreste. Ikke nogen udpræget succes, da hans værelse var 10 kvadratmeter og hans seng 80 cm. bred. Danmark vandt EM i fodbold. Jeg var og er fløjtende ligeglad med fodbold, men en hel bydels kollektive triumfmarch mod Bispetorv var vildt. Især det med folk der gik ovenpå bybusserne, som sad fast i trafikken.

Sjællandsgade. Værelse i venindes lejlighed. Skulle have været så godt, men var helt skidt. Indrømmer det nødigt, men jeg turde ikke være der alene. For et menneske som foretrækker ikke at tro på spøgelser, var det meget ubelejligt med de besynderlige ting der skete. For ikke at tale om den konstante følelse af at blive iagttaget. Creeps. Hvor længe? Få måneder. Uf!

Ringkøbingvej. Toværelses overfor Botanisk Have. Åh, fryd! (Det var mig der plukkede alle tranebærrene. De sad jo bare der og rådnede, ellers. Der var lige til et lille sylteglas). Et år, cirka. Så viste det sig at udlejer havde fremlejet lejligheden ulovligt og glemt at indbetale leje til boligforeningen, den svindler.

Riisvangen. The golden days med 110 kvm. lejlighed i funkisvilla med den fineste gamle have. Og udpræget sær gammel kone til overbo. Og eget arbejdsværelse med udgang til veranda. Jeg elskede den lejlighed. Men da vores fremleje udløb samtidig med forhold til daværende kæreste, og huset samtidig blev sat til salg, endte også boligforholdet efter halvandet år – og den varmeste sommer i 90′erne. Den med de 20 tropenætter.

Ingerslevs Plads. Delelejlighed med mand, som fik samtlige veninder til at gå bagover og hviske-hvæse “hvordan kan du holde ud at bo sammen med en der er så lækker?!” – Det var nu nemt nok, for hans kæreste var en anden sød mand. Til gengæld var vi ret gode til at være legekammerater, der pustede sæbebobler fra altanen, dansede grimt til ABBA, og vistnok også kom til at kaste nogle kiwifrugter og en halvsmeltet islagkage ud fra 3. sal. Halvandet år – så flyttede mandens kæreste ind, og jeg fandt et midlertidigt hummer, fordi jeg troede jeg var på vej til noget kærlighed i Irland.

Mejlgade. Hummer. Virkeligt – kummerligt hummer. Med meget lille vindue, som vendte direkte ud mod en mur, to meter væk. På bunden af en skakt af en baggård. Intet dagslys. Perfekt setting, da den irske romance knak, og jeg alligevel ikke skulle flytte. Men netop da fremlejekontrakten udløb, mødte jeg Alfa – så der var lys for enden af baggården.

Skovvej. Øverste sal. Midlertidigt. Med udsigt over havnen, og sommeren var varm, og nogen var blevet kærester. Og alt var i flyttekasser, for nogen havde endelig fundet noget som ikke var midlertidigt. En egen lejlighed.

Brammersgade. Egen fod under eget bord i taglejlighed på størrelse med et dukkehus for meget små dukker. Lyseblåmalet trægulv, debut på detdersens internet og sushibar om hjørnet …og svamp i taget. Og renovering. Og ind igen. Og exit Århus, da vi skulle være tre.

—

…er der forresten nogle af jer der har læst det der med, at blogposts aldrig skal være længere end at man kan læse dem på to minutter?

Nå, men tak for en ordentlig røvfuld Memory Lane, Århus. Du holder dig sgu meget godt, og jeg glæder mig til at gå en runde i din nye hat, når de bliver færdige med at skrue den fast ovenpå Aros. Det ser lovende ud.

Tags: , ,
Categories: liv i perspektiv • 18 kommentarer »

Perspektiv, stakit, kasket…

20. januar 2011 af Anne

Jeg er her. Meget mere end det ser ud til. Jeg logger på hver dag. Sidder lidt og kigger i maskinrummet. Glor på skærmen. Logger ud igen.

Har skrevet på en blogpost i tre dage – og sat den til storskrald. Fordi den handlede om at smide ud. Om alt det, jeg godt gad smide ud. Ud af mit liv, ud af hverdagen, ud af sproget, ud af verden.

Ikke store ting. Bare alt det der spiser lidt for meget energi, det der gnaver som sten i skoen, spænder ben, driller, irriterer den symbolske blindtarm (der i modsætning til den anatomiske blindtarm er en rigtig drama-blindtarm, som faktisk slet ikke kan holde ud, hvis der ikke er noget der irriterer den).

Men for helvede. Rent ud sagt. Hvor blev jeg træt af at læse mig selv – yadayadayada om forkølet barn der tørrer snot af i møblerne, vasketøjsbunker der vokser og uh hvor er det mørkt nu hvor sneen er smeltet.

Min datter er snottet. Sover uroligt. Piver lidt ekstra.Kræver mig lidt mere. Men er stærk og sund og fræk og vild.

Mine vasketøjsbunker vokser og er ikke til at komme udenom. Fordi der også er rodet alle mulige andre steder. Og spindelvæv, nullermænd og stakke af alt muligt, der burde sorteres og køres væk. Men jeg har en svigermor der slet ikke kan lade være med at lægge tøj sammen når hun kommer forbi, en mor der ringer og spørger om hun ikke skal komme og hjælpe lidt med rengøringen. Og en bil jeg bare kan proppe det hele ind i, og en genbrugsstation der holder åbent seks dage om ugen. Helt ærligt.

Min januar er mørk, nu hvor sneen er væk. Aftenen udenfor vinduet ligner en brønd og haven minder mest om noget, som har fået lov at gå i opløsning under et gammelt plaster. Men jeg har ligesom ikke vand i mit hus, vel? Der er ikke en å i min stue, der er ingen krokodiller i køkkenet. Der er en dåse tun i skabet, men den er under kontrol.

Jeg kan simpelthen ikke forsvare at være negativ – ikke engang for at afreagere. Jeg kan ikke holde mit brok ud. Men jeg kan heller ikke gå i småblomstret selvsving, jeg gider ikke bage kager og fotografere dem, jeg har ikke retrotapetseret noget for nylig, og jeg er løbet tør for pointer.

Kun dette: Jeg kan ikke påstå at jeg synes verden er fin lige nu. Der er simpelthen for mange grumme ting i den til, at jeg kan holde ud at høre ordet synkronitet for tiden. Slap nu af med det univers.

Men samtidig kan jeg slet heller ikke holde ud at brokke mig, her hvor jeg står. På det tørre, med børn og bagage. Beklemt, men fuld af liv.

Tags: ,
Categories: liv i perspektiv, vinter • 15 kommentarer »

Julebal i Limboland

29. december 2010 af Anne

Nu går jeg baglæns ind i den her blogpost og lader som om jeg har været her hele tiden. Ellers bliver det ikke til noget, og det gider jeg jo heller ikke. Hvor kom vi fra?

Jeg har slet ikke fået samlet mig selv op efter vanvidsdecember. Udsætter aldrig mere mig selv for noget lignende. Aldrig. Amar’. Orker ligesom ikke engang tage hul på oprydningen på slagmarken.

Slutspurt på job. Min ansættelse – som var et forlænget barselsvikariat – udløb dagen før juleaften og det sidste jeg lige skulle ordne var en årsberetning og lidt afrunding af nogle småartikler, og fint nok med det. Men så blev jeg syg. På sådan en måde, som bare blev ved og ved og ved, men som ikke var værre end at jeg lige præcis kunne dope mig op og slæbe mig af sted og sidde og svede over tastaturet med følelsen af at min hjerne stod ved siden af mig i et sylteglas, som jeg ikke kunne få låget af.

Jeg burde have smidt håndklædet i ringen, men det eneste jeg kunne tænke gennem snot og hovedpine var ‘deadline’. Og ‘jeg skal have en udtalelse med fra det her sted’. Og ‘næsespray’. Og ind imellem ‘hjælp, kommer min smags- og lugtesans nogensinde tilbage igen?’.

Og så blev det jul og jeg nåede deadline, ryddede mit skrivebord, tog hjem og fik lugtesansen tilbage, sådan cirka ti minutter i and og rødkål. Men jeg har helt ærligt holdt den usleste december ever. Kassen med julepynt kom aldrig længere end til køkkengulvet, hvor den står endnu – med låget på. Alt roder.

Men i det mindste fik jeg en masse gaver. Både under juletræet, og sådan i lidt mere overført betydning. Under træet lå yndlings-yndlings objektivet (til nørder: Canon EF 50 mm f/1.4 USM -hurra!), et kærkomment bidrag til den afspændingsovn, der gør glasværkstedet endnu-endnu sjovere, den fineste pung og et lillebitte maleri fra Jens Christian. Og et billede af en længe ønsket taske, som er på vej fra USA. Helt vildt fine gaver.

De mindst lige så fine gaver manifesterede sig lige så stille, efterhånden som julefreden sænkede sig og mine skuldre faldt de 55 meter ned på plads: Nærvær. Og hvor sindssvagt meget jeg har savnet det. Jeg har savnet mine børn, min mand og mig selv for vildt. Jeg har savnet tid og ro til at rydde op. Rundt omkring og indeni. Jeg har savnet mine sansers fulde brug og overskuddet til at nyde at vi er her.

Den vigtigste gave er netop det: At vi er her. Levende. Med hud og hår og sanser og luftkasteller. Vildt og dyrebart er det, og jeg er rystet og ramponeret og underligt nulstillet, for livets lethed ryger aldeles på røven, når man pludselig hører nyt fra derhenne i vennekredsen, hvor klaveret ikke spiller som det skal. Nogle steder er det tungt. Nogle gange er man magtesløs.

Og undskyld hvis jeg skriver lidt dunkelt, men jeg kan ikke gøre det anderledes. Jeg kan bare gøre decemberstatus sådan her: Først drev jeg rovdrift på mig selv i tre uger, og brugte alt hvad jeg ikke havde af overskud på at være en god kommunikationsmedarbejder. Så crashlandede jeg midt i ris a’la manden sammen med de gaver, jeg havde nået at netshoppe om natten, hvor jeg alligevel bare sad og hostede. Så blev det jul og fred og glade børn – og rigtig hyggeligt. Og så kom virkeligheden lige forbi med en lille hilsen af den slags, der gør forbandet ondt, samtidig med at den husker os på at det virkelig gælder om at danse mens musikken spiller.

Og her er jeg så. Nu helt uden job – men med meget åbne øjne. Klar til nyt. Oprydning først. Med den største skovl jeg kan opdrive.

Tags: ,
Categories: arbejd', familien, liv i perspektiv • 9 kommentarer »

Hjerternes fest! Shout it out!

3. december 2010 af Anne

SÅ! Endelig!
Til alle der er klar til et ordentligt skud ægte julestemning…

HJERTERNES FEST – den største og vildeste giveaway er på benene og på banen, og heldige den, der løber af med en af præmierne, som udloddes over fem dage midt i december. For hver præmie er en BUNKE af præmier.

Og det er så ikke engang det bedste af det hele.
Nej, det bedste af det hele er, at den her giveaway kommer til at sprede mere julestemning end selv den mest julede giveaway nogensinde har gjort. Betingelsen for at deltage er nemlig, at man donerer lidt penge til Mødrehjælpens Julehjælp, som ellers står i den situation, at de må afvise mange af de familier der beder om hjælp til jul, fordi man simpelthen ikke har penge nok til at hjælpe alle.

Skal det ikke bare være løgn?

Skal vi ikke bare bakke så meget op om det fantastiske initiativ, som Trine og Marina har taget? (og så i parentes juble lidt over, at blogland findes – hvor to kvinder som aldrig har mødt hinanden i virkeligheden, finder hinanden i et kommentarfelt, smider hvad de har i hænderne, og sætter den slags i gang. Det gør i hvert fald mig helt kuldreglad i låget at tænke på!)

Det du kan gøre er:

1: Spred ordet. Vidt og bredt. Blog det, Facebook-hype det, twit det, eller send en mail til alle dine venner og fortæl om det, hvis ikke du er så meget til alt det andet. Men – shout it out! Lad os slå alle rekorder! Og kopiér og brug endelig Marinas fine vignetter ovenfor, når du linker og omtaler.

2: Giv en gave. Har du lyst, kan du være med til at få de fantastiske gavebunker til at vokse. Klik ind på Hjerternes Fests hjemmeside, og se hvad der allerede er kommet. Der er hjemmelavede gaver, gaver fra butikker og firmaer, masser af forskellige gaver – og der kommer hele tiden mere til. Der kan doneres gaver indtil d. 12. december. Du skal selv sende gaven direkte til vinderen, når lodtrækningen er foretaget.

3: Køb lodder. Selvfølgelig! Masser af lodder. Masser af hjælp til andre – masser af vinderchancer til dig. Totalt win-win! Køb lodder til dig selv, til dine veninder, din nabo og din mor. Ja da!

…Det var egentlig bare det – men det er også stort, synes jeg.

I en af gavebunkerne ligger nogle af mine perler. Fremstillet efter ønske. Jeg glæder mig til at se hvem der vinder, og hvad jeg skal lave i den anledning. Og jeg glæder mig helt vildt til at se, hvor mange penge der kommer ind. Tænk, hvis ingen kommer til at gå forgæves til Mødrehjælpen efter julehjælp i år. Det ville være så stort!

Tags: ,
Categories: blogosfærisk, liv i perspektiv • 6 kommentarer »

Hadsund-Hobro

27. oktober 2010 af Anne

Jeg kørte forkert i dag. Skulle til Hobro, men kom til at køre til Hadsund. Ved ikke engang helt, hvordan det skete. Kørte forbi det ene ‘Hadsund’-skilt efter det andet, før det gik op for mig, at det var den forkerte by med H jeg var på vej til. Men landskabet var pænt på en melankolsk, diset måde. Nypløjede marker der fortonede sig i regnslør. Helt igennem efterår.

Undervejs skrev jeg en lang blogpost i tankerne. Nu er den væk. Mon man en dag udvikler en usb-nøgle, som man lige kan stikke i øret, så man kan gemme?

Men det var noget med de der øjeblikke, som man af og til bliver så opmærksom på, at de brænder sig ind, selvom de ikke er store eller dramatiske. Alligevel husker man dem. Eller – sådan er det for mig. Tilsyneladende ligegyldige glimt, som står knivskarpe, – med dufte og detaljer og det hele. Mens andre, langt større begivenheder klasker sammen i hukommelsen som køkkenaffald i en kompostbunke.

Mens jeg kørte forkert i dag, huskede jeg en formningstime i 2. eller 3. klasse, hvor vi lavede billeder i filt, som blev limet op på hessian (ja – jeg gik i skole dér sidst i 70′erne). Vi sad på høje taburetter ved store borde. Mit billede forestillede en pige der spillede tennis. De små dele var pisseirriterende at lime på – de ville meget hellere klistre fast til fingrene. Jeg opgav at klistre de blå og røde adidas-striber på hendes tennissko. Limen lugtede af yoghurt. Formningslokalet lugtede af keramikovn. Stolene havde rødlakerede ben.

Det husker jeg. Men jeg kan ikke huske min første skoledag. Eller kende forskel på Hadsund og Hobro.

Tags:
Categories: efterår, liv i perspektiv, mikrofilosofisk, sært • 3 kommentarer »

Et helt langt liv

21. september 2010 af Anne

Min mormor.

Næsten 93 år.
Tre børn.
Syv børnebørn.
Tretten oldebørn.

Så kan man godt sige
at man har været her.
Og sat sig spor.
Og så er det i orden
at lukke og slukke
når man er træt.
Og i dag har ikke været sørgelig
på den knugende måde.
Men eftertænksom, taknemmelig og tyst.

Og tydelig:
Livet er en rejse, ikke en destination.

Vi ved det jo godt,
men i afskeden ved vi det med et særligt nærvær.
Os der lever, vi skal gøre det ordentligt undervejs.

Jamen jøsses da! Sagde min mormor.
Hun havde den hjerteligste latter.

Tags: , ,
Categories: familien, liv i perspektiv • 15 kommentarer »

Kvinder, koder og klubregler

15. september 2010 af Anne

Engang var jeg medlem af en klub. Sammen med to andre. Det vil sige vi var tre i alt. Til gengæld var vi yngre – tilsammen – end jeg er i dag, helt alene. Og hvis vores klubhus havde eksisteret endnu, ville jeg ikke kunne stå oprejst derinde. Faktisk er det spørgsmålet, om jeg overhovedet ville kunne komme gennem døren, men det finder vi heldigvis aldrig ud af, for det klubhus er for længst rejst til de evige skrotmarker via et bålsted, som sikkert heller ikke eksisterer mere.

Klubhuset var min venindes forhenværende legehus. Det var falmet orange både indeni og udenpå (vi var jo lige sluppet ud af 70′erne), og jeg kan ikke huske hvad klubben egentlig gik ud på. Men jeg kan huske klubreglerne, for de var sindssygt vigtige. Måske var det det, klubben gik ud på: At lave klubregler. Og at skrive dem ind i et kladdehæfte, som lå i en pengekasse med lås og en nøgle, som omhyggeligt blev gemt under en bestemt sten i et bed i nærheden.

Min veninde skrev reglerne ind, efterhånden som vi fandt på dem, for hun var den der skrev pænest. Jeg var den der kunne tegne, så jeg tegnede paragraftegnene. Det tredje medlem var min venindes lillesøster. Hun var mest bare med. Reglerne handlede om, at klubben var hemmelig, hvem der måtte vide hvad om den, hvornår vi holdt møde, hvad man skulle gøre for at blive et rigtigt medlem – og så videre. Vi lavede også et kodealfabet, så vi var forberedt til den dag hvor vores aktiviteter ville blive så hemmelige, at det ikke gik an at skrive om dem på almindeligt dansk. Og vi øvede os i at tale sammen på røversprog (kender I det? ror-ø-vov-e-ror-sos-pop-ror-o-gog!)

Sjovt nok var det den klub der dukkede op som det første, da jeg læste Fies blogpost om kvinder, løgn og klubber, og selvom det er lidt af et sidespor i forhold til udgangspunktet, er den blevet hængende, og har trukket en masse med sig. Næsten glemte minder om en solsorterede i brændeskuret fx, og lugten i det bryggers hvor min venindes mor batikfarvede alt hvad hun fandt af bomuld.

Og når jeg leder efter grunden til at det orange legehus insisterer på at være med i historien, og slet ikke vil skride ud af rampelyset igen, falder det i hak. For udgangspunktet var spørgsmålet om, hvad det egentlig er for noget med det her blogland. Er det virkelig anderledes end alle de andre klubber, kvinder har med hinanden – alle de skide klubber, som er bygget op om et glansbillede, et ideal, en kæphest, som kun eksisterer, fordi alle bidrager til en fælles løgn? Er blogland et fællesskab og et fristed fra glansbillederne, eller er det bare en mere raffineret form for forstillelse?

Jeg tænker, at blogland er hvad man gør det til, og at man gør det til hvad man har brug for. Har man brug for en stor fed løgn med løgn på, så er blogmediet selviscenesættelsens paradis. Har man brug for netværk og nærvær, så griber man sin blog an på en anden måde – og finder det.

Og ja, gu’ er det en klub. Men jeg har brug for en klub. Og den må gerne have både hemmelige koder og underlige ritualer. Bare den er fri for glansbillederne, ensretningen og de tåbelige idealer.

Og er dét så ikke også bare et glansbillede? Klubben hvor vi hygger os i vores uperfekte perfekthed, og klapper hinanden på skuldrene fordi vi er så modige, at vi tør flashe vores utilstrækkelighed, skrive om vores svagheder og vise et billede af en delle?

- Nej. En klub er det, men ikke et glansbillede. Et glansbillede er fladt, det kan kun vende på én måde, og man må kun se forsiden med glimmeret og den lækre mor der lige har været til poweryoga og nu hygger sig med at lave økologisk mad af grøntsager fra Årstiderne sammen med børnene, der lige er kommet hjem fra soloundervisning i engelskhorn (og man må ikke vende det om, for omme på bagsiden sidder hun og æder mazarintærter i smug mens børnene spiller Playstation på fjerde time). En klub er rummelig. Man kan krybe ind i den, og måske er den orangefarvet og har en gammel sofa, hvor man må smide benene op og dele røverhistorier.

Det er ikke skidt at have en klub, hvis bare det er en af dem med hjerterum. Og hvor der står i klubreglerne, at man gerne må slå ud med armene.

Tags: , ,
Categories: blogosfærisk, liv i perspektiv, mikrofilosofisk • 10 kommentarer »

Fordi jeg sang i kor

12. august 2010 af Anne

Fordi jeg sang i kor, tog jeg med koret på turné i Irland. Og fordi der var mulighed for at forlænge turen, blev jeg hængende da de andre rejste hjem efter afslutningsfesten. Og fordi afslutningsfesten havde givet mig verdens værste tømmermænd, faldt jeg i søvn i en bus lige udenfor Galway.

Og fordi jeg faldt i søvn i bussen, havnede jeg i en lille flække helt ude vestpå. Og fordi jeg havnede der, mødte jeg en mand. Og fordi vi kunne lide hinanden, blev vi kærester.

Og fordi vi var kærester, ville vi gerne være sammen hele tiden. Og fordi han havde børn, kunne han ikke lige flytte til Danmark. Og fordi han ikke lige kunne flytte til Danmark, bestemte jeg mig for at flytte til Irland.

Og fordi jeg ikke uden videre havde råd, fandt jeg mig et ekstra job, så jeg hurtigt kunne spare op. Og fordi jeg ville spare hurtigt op, arbejdede jeg hele tiden. Og fordi jeg arbejdede hele tiden, havde jeg snart råd. Og fordi jeg snart havde råd, rejste jeg til Irland for at planlægge det sidste.

Og fordi jeg kom for at planlægge det sidste, blev jeg meget ked af det, da min kæreste pludselig havde det skidt og slet ikke kunne overskue det hele. Og fordi han ikke kunne overskue det, rejste jeg hjem uden nogen anelse om, hvad jeg så skulle stille op med mig selv.

Og fordi jeg ikke havde nogen anelse, fortsatte jeg med at arbejde samme sted som før. Og fordi jeg fortsatte med at arbejde der, kunne dem der kendte mig godt se at jeg ikke var glad. Og fordi jeg ikke var glad, var der nogen der spurgte om der var noget de kunne hjælpe med.

Og fordi det var rart at tale med dem, lærte vi hinanden bedre og bedre at kende. Og fordi vi lærte hinanden bedre at kende mens jeg blev gladere og gladere, var der især én, jeg kom meget tæt på. En mand. På det job jeg havde taget for at få råd til at flytte over til den kæreste jeg havde mødt på den rejse jeg havde været på, fordi jeg sang i kor.

En mand.
Alfa
(the dude formerly known as SOVS).

Og fordi Alfa var Alfa… er vi her nu. Tolv år senere.
Med søn og datter og liv og hverdage og alting.

Fordi jeg sang i kor.

Skal du på aftenskole i år? Sæsonen starter nu.
Get going, du aner ikke hvad det kan ende med!

Tags: , , ,
Categories: familien, Ikke kategoriseret, liv i perspektiv, mikrofilosofisk, rejser, sært • 14 kommentarer »

Forsøger på at sætte ord på

9. juni 2010 af Anne

Åhaltså. Jeg prøver og prøver og prøver, men der sker ikke noget med mine ord. De skrevne af dem. De er i spil andetsteds, de er med mig på arbejde, og jeg ved ikke om det er derfor de ikke gider lege når jeg har fri. Når der endelig bliver stille i huset. Lulle kører en kampagne mod putning for tiden, og det går ikke stille af.

Men ordene. Ikke at der er panik. Jeg ved de kommer tilbage. Savner dem bare lidt for tiden.

Det er heller ikke sikkert at det er fordi de er med på arbejde i så høj grad som tilfældet er, nu for tiden.

Det kan også være alt det der med livet.

Vi har det godt. Lidt mere travlt end jeg egentlig er tilhænger af, og for lidt tid til at få lavet orden i det almindelige rod. Men ellers. Ellers har vi det godt, her på det tørre. Selv når det regner.

Det er bare iblandet en tilbagevendende fornemmelse af, at vi sidder her og har det godt på vores lille lysegrønne ø, mens alt for mange svømmer med hajer og mod strømmen, lige rundt om hvor vi sidder og spytter i pina coladaen. Med udsigt til, hvordan livet kan hoppe op af baljen og hakke hvem som helst sådan én på tuden, any-bloody-time.

Vi ved det jo godt. Vi ved det altid – oppe i vores kloge hoveder. Men det er noget andet, når det folder sig ud af teorien, og bliver nogens praksis og hverdag, lige i nærheden.

Og så ser vi hvor skrøbeligt livet også er – og pludselig opdager jeg, at jeg næsten ikke tør røre ved det uden fløjlshandsker. Jeg krammer mine børn så meget at de synes jeg er underlig, og bliver så forhippet på at være til stede i nuet, at nuet flygter langt væk og efterlader mig med noget sekunda-nærvær, som ikke engang ville kunne sælges i Hollywood.

Og det er jo helt forkert. Det er jo lige præcis NU, jeg skal huske at spise livet i store lunser, fordi dagene ikke kan gemmes til bedre tider.

Jeg GIDER ikke være en jammerkommode, en grædekone, en livsforskrækket lille pipfis.

Men jeg er det altså lidt, lige for tiden.

…Nu  håber forventer jeg, at det hjælper lidt når jeg skriver om det, i stedet for at skrive om ingenting.

Tags:
Categories: hverdag, liv i perspektiv • 9 kommentarer »

« Bunden er nået! Klik her for ældre indlæg