Hvor er det godt at der ikke gror mos på internettet. Ellers tror jeg da nok lige det ville have taget et par dage at komme helt her ind i det lille blog-pit.
Som jeg lige har skrevet i kommentarfeltet på det forrige indlæg (som er fra den 20. februar?!), har jeg ikke engang en gedigen forklaring på, hvad den der rungende radiotavshed skyldtes.
Eller – jo, det har jeg selvfølgelig: Jeg holdt op med at skrive. Men jeg ved ikke hvorfor. Jeg har hverken været syg, nedtrykt, skæv eller strandet på indlandsisen. Nærmest tvært imod.
Måske er det – som en af mine livskloge homies sagde, nogenlunde samtidig med at jeg glemte min blog – bare ind imellem svært at vide hvad man skal stille op med eklatant mangel på drama.
Måske er det dét. At jeg synes jeg havde skrevet et næsten uendeligt antal variationer over temaet ‘her-sker-ikke-ret-meget-men-på-den-gode-måde-og-alle-i-mit-lille-mikrokosmos-har-det-godt’.
På et tidspunkt var det lige før jeg begyndte at overveje, om man kan jinxe det. Ligesom jeg er holdt op med at sige at jeg næsten aldrig bliver forkølet, fordi forkølelsesvirus helt klart hører den slags og springer på folk der siger det.
Men det er sådan det er: Godt. Altså – med plads til forbedringer, for selvfølgelig er jeg sgu da træt af at konkurrere med alt for mange andre enestående dygtige mennesker om de drømmejobs jeg går og søger. Vel er jeg da så, og derfor går jeg og finpudser den ske, som jeg har tænkt mig at tage i den anden hånd, og det bord (eget), som jeg tager tilløb til at plante begge mine utålmodige fødder under. Åh, det er forår, og der skal nogle helt vilde boller på suppen lige om lidt!
Og hvad? Jamen ikke så meget andet end at nu er jeg ligesom tilbage. I en eller anden stil, som fx: Fin!
Og uh, det føles jo rigtig godt.
Kunne faktisk godt gå hen og blive en vane…
…
Og nu jeg er her, så er der en der har haft fødselsdag. Den energiske jævndøgnsdynamo er FIRE år nu, og i den anledning må man godt billedspamme, selv om man lige har lovet sig selv, at éns blog gerne må give sig til at handle lidt mere om alt det, der findes i verden – ud over Lulle.
Men i dagens anledning, med en vis forsinkelse: Oh joy! Der var tindrende solskin, der var tindrende barn, og der var en lærke der sang.
Der var kage og der var bedsteforældre, morbror og fætter, som havde slået sig sammen om at købe en splitterny cykel, der var præCIS som fødselaren havde ønsket sig: Lilla og med cykelkurv.
Der var også forældre, der havde bidt hovedet af al skam og købt den højst ønskede af alle prinsessekjoler: Askepot de Luxe fra Disney. Et inferno af dårlig smag i så udpræget grad, at barnet om mange år, når det for længst er vokset fra kjolen (som med garanti er så syntetisk, at den vil overleve os allesammen, og sikkert engang give os dårlig karma med tilbagevirkende kraft, når den på et eller andet tidspunkt genopstår som miljøkatastrofe), vil genfinde den i en aller anden flyttekasse og for alvor fatte, hvor ondt vi havde i øjnene af at se på den, dengang i 2012. Og hvor sindssygt højt vi elskede hende, også dengang, at vi alligevel købte den. Og hvor lidt rygrad vi havde, at vi ikke magtede at hjernevaske hende til hellere at ville have noget historisk korrekt udklædning af økologisk bomuld.
