Hvad skete der?

Jeg stod på hovedet i en stak mapper, den slags af pap som man lukker ved at vippe en elastik rundt om hjørnerne. Det begyndte som det så ofte gør, med at jeg ledte efter et eller andet, som måske kunne tænkes at befinde sig i sådan en mappe. Der var nok at gå i krig med, for jeg har haft en forkærlighed for den slags mapper i mange år efterhånden. Da jeg gik på uni brugte jeg dem til notater og kopier. På konservatoriet brugte jeg dem til notater og noder. På arbejde har jeg brugt jeg dem systematisk: en mappe pr. opgave, og en til ideer. Hjemme brugte jeg dem til breve, til opskrifter, til regninger, til fotografier, og til … ja, til uspecificerede bunker af papir som lå og flød, når de hurtigt skulle af vejen. Så blev mappen mærket med en post-it hvorpå der stod “sorteres!”, og lagt op ovenpå en reol. Og der lå den så typisk og samlede støv og tabte sin post-it, indtil den blev fundet frem igen under den desperate jagt på et eller andet vigtigt, som fejlagtigt var blevet klappet ind mellem gamle busplaner, forældede adresselister, bon’er og en krøllet udgave af Weekendavisens bogtillæg fra forrige år. En oprydningsuvane der indlysende har fungeret som at tisse i bukserne for at holde varmen, men det gider vi ikke analysere lige nu, vel?

Det korte af det lange er, at jeg stadig plejer en fornuftig og kontrolleret bestand af den slags mapper i min bogreol. Ikke ovenpå. I reolen, og i god ro og orden. Og nu i aften skulle jeg så lige bruge … ja, noget fra en mappe, og derfor endte det med at jeg stod på hovedet i stakken. For det noget jeg ledte efter var alligevel ikke der hvor jeg troede, og så måtte jeg jo begynde fra en ende af: Noder. Udklip. Snitmønstre. Og. Så. Videre.

Og så lige pludselig var der en mappe, som på uforklarlig vis må have gjort turen med under flere flytninger, og dermed endnu flere oprydningsraids. Lige pludselig var der en mappe med breve i, og de breve var gamle. De breve var fra min veninde G, som jeg har kendt … længe. De dækkede perioden fra hun flyttede til Paris som 21årig, efter at vi havde truffet hinanden i et kor, 4-5 måneder før. Med andre ord: I mappen lå det skriftlige produkt af et venskab som startede med 2 års brevveksling. Der var de lange nætters 10-siders udredninger om boligproblemer og optagelsesprøver på en teaterskole, og de hastigt nedkradsede linjer om en potentiel forelskelse, sendt afsted på et kaffeplettet postkort som nåede frem trods ufuldstændig adresse. Der var afstemning af datoer og aftaler i forbindelse med mit første besøg i Paris (Eurolines-bus, kr. 495,- t/r), og bagefter en masse referencer til fælles oplevelser i de fantastiske maj uger, hvor jeg forelskede mig pladask i Paris, i G’s arketypiske pariserlejlighed på Montmartre, i loppemarkedet ved Port de Montreuil, og i en restaurant i Belleville, hvor den pragmatiske værtinde resolut flyttede vores bord ud på fortovet, da vi beklagede at hun kun havde inde-servering når nu vejret var så fint, og majmånen var så fuld. Det var vi også da vi gik derfra.

Der var op ad vægge og ned ad stolper fra Paris, og senere fra andre steder i verden. Da jeg var færdig med at læse var der gået 2 timer, og Lea Amalie var sulten. Og nu sidder jeg her og er ør i hovedet og længes til Paris, og kunne godt lige bruge en flaske Pastis og en pakke Gaulioses, selvom jeg ret beset ikke er vild med nogen af delene. Bare fordi. Og først og fremmest savner jeg selvfølgelig lige pludselig G, så hende vil jeg kontakte i morgen.

Og jeg tænker: Hvis det havde været i dag, så havde vi vel sms’et, skrevet lidt på hinandens vægge på Facebook, og sendt en e-mail eller to om måneden. Og selvom man konstant bliver advaret om at de ting man foretager sig på internettet sørme ikke sådan lige forsvinder (men derimod bliver liggende indtil de en dag dukker op og ødelægger éns chancer for at nå til tops i Mærsk), så ville det vel være tvivlsomt om vi i så fald ville finde vores korrespondance igen ved et tilfælde, cirka 15 år senere.

Det skal ikke være en klagesang, jeg er dybt begejstret for internettet. Det er bare … ja altså, den varme, livsappetit og totale tøsebegejstring der simpelthen sprang ud i hovedet på mig, da jeg åbnede den mappe. Den gnistrer ligesom ikke på samme måde ud af Arto, Facebook, sms’er og alt det der. Eller er det bare mig der er blevet en gammel, sentimental fastholder?