“bare lige en hurtig postkorthilsen for at gøre jer misundelige og slå fast, at jeg er præcis så hoved over hæle vild med det store æble, som jeg altid havde forestillet mig at jeg ville være”.

Sådan skrev jeg i nat, siddende på en lille deli et sted på Manhattan, mens jeg ventede på en pastramisandwich og på min tidligere kollega Frederikke, som lige var ude og ordne et eller andet.

Vi delte en lejlighed i en fantastisk lille ejendom med tre lejemål. Nedenunder boede Mr. & Mrs. Orlinsky, et ældre ægtepar som kom op og hilste på os en af de første dage vi boede der. Hun var lille og kurvet og yndig, han var høj og tynd og venligt distræt, og klædt i beige fløjlsbukser med svaj, ørkenstøvler, krøllet skjorte, og havde tyndt, gråt, krøllet hår, som var totalt imod tyngdeloven. Han mindede mig om en eller anden, men jeg er stadig ikke kommet i tanker om hvem. She did all the talking. Han smilede og nikkede til det hele, lidt fjern i blikket.

Da de ringede på var Frederikke lige gået i bad, og jeg var ved at gøre klar til at vaske op og havde fået hældt alt for meget sulfo i baljen, og blev forvirret og kunne pludselig ikke finde noget at tørre hænderne i, så jeg åbnede døren med albuen og stod der og strittede med to våde skumhænder, og Mrs. Orlinsky syntes det var umanerlig sjovt at der stod små sæbebobler omkring os, da hun rystede min hånd og hilste varmt og overstrømmende og blev ved med at kalde mig for Miss Bubbles.

Det hele var så realistisk. Jeg var også inde på Colombia universitetet for at tilmelde mig nogle classes i et eller andet. Og jeg skulle finde en postkasse og et renseri. Og jeg elskede den måde der duftede på i den gade hvor vi boede. Lidt asfalt, lidt tørretumbler, lidt bagerforretning og lidt ubestemmeligt.

Og det jeg vil frem til er egentlig bare, at hvis det havde været enhver anden drøm af den slags jeg plejer at have, så havde jeg delt lejlighed med en selvlysende alpaka-lama som studerede komposition og opdrættede vejrhaner i badeværelset, og på et tidspunkt ville huset være sunket i jorden på grund af atmosfæriske forstyrrelser, eller jeg ville have giftet mig med en alien som lignede en krydsning mellem Gordon Brown og en pakke havregryn. Den slags helt almindelige drømme, og ikke sådan en nærmest helt troværdig lille afstikker til en by, som jeg drømmer om at besøge. I virkeligheden.

…og ok, jeg aner ikke hvor realistisk det er med små gader med ejendomme med kun tre lejligheder i hver, på Manhattan. Men ellers.

Og derfor bliver jeg simpelthen nødt til at toppe op med Cat Power og verdens cooleste cover. Ikke at der er noget galt med Frankieboy, men det her passer bedre. Og jeg elsker det.