Ja, for det skal jo nok blive til et køkken engang ved lejlighed, og indtil da leger vi bare, at det er fedt at have skænk, køleskab og giga-gaskomfur stående i stuen. Og hyggeligt at lave mad i baggangen.

Lulle synes vi er mærkelige. Hun trækker os ud i det tomme køkken, peger rundt og siger “I døtter! Av! Far!”  – For det er hendes far der har slået køkkenet i stykker. Og hendes mor har spildt maling over det hele. Og hvordan harmonerer det lige med reglen om, at man ikke må nærme sig æsken med farvekridt, før nogen har lagt underlag på bordet?

Jens Christian er cool midt i det lille kaos. I dag, da Alfa måtte opgive at få ham til at forstå, hvordan det nederste af et bordben kunne skrues af, mens alfaen selv (gasblå i hovedet) løftede bordet op fra gulvet, trak han på skuldrene og spurgte “nå, er der andet jeg ikke kan hjælpe med?” 
Knægte der kan svare sådan, de kan få prinsessen og det halve kongerige. Eller også er det bare noget jeg mener, fordi jeg er hans mor.

Ud over det mener jeg egentlig bare, at det er godt jeg ikke skal leve af at male lofter. Ged, et møgarbejde! Det føles jo grangiveligt som et bevidst og vedholdende forsøg på at opnå et ordentligt hold i nakken. Og lige om seks timers søvn ved jeg, om det så lykkedes.