Nå, men så fik jeg jo prøvet hvordan det er at stå derude og banke på. Det er cirka lige så trivielt som den sang, Thomas Helmig ikke kunne være bekendt at hærge hitlisterne med, dengang det var det han gjorde. Jeg fandt så ikke lige ud af, hvorfor det var at min blog ikke reagerede, da jeg sad og hamrede ‘Enter’ igen og igen, og snerrede min egen variant af “sig det’ o-kæh og luk mig ind”.
Men nu må jeg åbenbart godt komme ind, og tak for det. Har så mange sammensparede overvejelser, at jeg er blevet nødt til at efterlade nogle af dem udenfor. Ellers kommer jeg slet ikke i seng i nat, og det vil jeg egentlig godt. Lea Amalie er inde i en periode, hvor hun mener det er vigtigt at vågne flere gange i løbet af natten, og tjekke at der er nogen hjemme sammen med hende. Resten af tiden drømmer hun ting, som indbefatter råb og tumult i sengen. I går nat blev jeg vækket af noget med vov-vov og FÅJ. En fåj er en frø, hvis nogen skulle være i tvivl.
En af de ting jeg har balanceret rundt med udenfor maskinrummet, mens det blev ved med at nægte mig adgang, er (ironisk nok) hele det der cirkus med positiv psykologi, anerkendende ditten og harmonisk datten. Jeg har en grim smag i munden.
Forstå mig eventuelt ret: Jeg tror rent faktisk ikke det er spor forkert, at det man giver opmærksomhed, det vokser. Jeg tror også det er sandt, at man i høj grad kan stikke en retning ud, både for sig selv og for andre, alene med den indstilling man lægger for dagen. At hvis man er skidesur fra starten af, og fuldstændig fokuseret på hvor meget noget lort det hele er, og hvor store idioter man er omgivet af, så er chancen for at man ikke ser andet end lort og idioter hele vejen igennem nok pænt stor.
Jeg tror på at man kommer længere med et smil, end med en sur grimasse. Jeg tror på, at rigtig meget er et spørgsmål om indstilling.
Men.
Jeg får ækle knopper, når der går koncept i det lykkelige liv. Når det begynder at lugte af, at hvis man ikke er happy 24/7/365 (hele døgnet, hele ugen, hele året, ing?) handler det da simpelthen om, at man bare ikke har taget ansvar for sin egen lykke. Og om, at man ikke har lyttet nok til sig selv. Og om, at man har det forkerte fokus. Og om, at man kigger de forkerte steder hen. Og holder fast i de forkerte følelser. De grimme følelser.
Og det er muligvis mit fokus det er galt med, men jeg synes det popper op alle vegne. Positiv psykologi, hvad ER det? Jeg kørte bil og hørte P1, hvor en elskelig dame forklarede, at det altså var en reaktion på, at psykologien traditionelt er så problemorienteret, og at det nu skulle handle om at fokusere på de gode ting, så man kunne træne sig op til at være langt mere lykkelig.
Jamen fint. Count your blessings, og jeg er helt med. Jeg gør det selv. Det virker – jeg bliver faktisk gladere af det.
Det kammer bare over i lykkeindustri nu. En industri som lever af at sælge løgn med løgn på, til mennesker som ikke orker hele pakken. Den pakke, som rummer fed lykke, festlykke, hverdagslykke, men også vrede, sorg, fortvivlelse og afmagt. Den halve pakke, lykkepakken, er flad og mærkelig.
Det mest mærkelige er, at dem der sælger den flade lykke som regel selv har en historie om, hvordan en dyb personlig krise åbnede deres øjne for, hvor stor verden egentlig er. De læste det ikke i en bog. De lærte det ikke på et (pissedyrt) kursus.
Kommer der mon et tidspunkt, hvor der bliver efterspørgsel på den anden halvdel af pakken? Er det nu jeg skal gå i gang med at konceptudvikle, så jeg er klar, når det går op for den positive klasse, at der mangler noget: Min kursusrække med praktiske øvelser i retfærdig harme, vejledning i at græde snot i stænger, og målløshed for begyndere. Samt en temaaften om at råbe røv og skride.
Eller måske bare en workshop i kunsten at være modig nok til at ændre, hvad ændres bør, tålmodig nok til at rumme de ting, der ikke er til at ændre, og klog nok til at se forskel på det ene og det andet. Især det sidste.
Jeg har prøver de positive tanker, men de forhindrede mig ikke i at køre ned til sidst, men jeg prøvede virket …
Hvor er det godt, at der ligger meter høje bunker på mit skrivebord, for så bliver jeg nok ikke arbejdsløs lige med det samme.
Hvor er det godt, at jeg får alle de opgaver, som ingen andre gider at løse, for så bliver jeg ikke arbejdløs lige med det samme.
Hvor er det godt, at min chef altid skælder mig ud samt råber og skriger efter mig, for så siger han da noget til mig i stedet for at ignorere mig.
Hvor er det godt, at min kollegaer altid kan finde mig, når jeg skal overtage nogle af deres lorte-opgaver, så jeg ikke kan nå mine egne.
Hvor er det godt, at jeg arbejder 65-75 timer om ugen, for så behøver jeg ikke at tænke over, hvad jeg skal bruge den mangle fritid til.
Og så videre og så videre og så ( forsæt selv … )
Helt ærligt den holdt ikke mere en 15 måneder, så kørte jeg ned og så blev jeg tilbudt lykkepiller, så jeg kunne begynde at tænke positive tanker, for det kunne jo bestemt ikke skyldes at arbejdpresset var for stort og det var derfor jeg blev syg.
Fri mig for alle de der lykkelige-tanker, de holder altså ikke hele vejen igennem.
Tak for dit skriveri.
Det der lykkekoncept holder aldrig. Der er nødt til at være balance. Man kan kun kende glæde, hvis man kender sorg, man kan kun være lykkelig, hvis man kender ulykkelig…
Det er rigtigt at de af os, som kender bagsiden af medaljen, vil være i stand til at se forsiden i små glimt. Bittesmå glimt af lykke er det, der holder os gående i al modgangen. Får os til at kæmpe, selvom alt ser håbløst ud.
Jeg har lige set en bogudgivelse “Lykkefælden Stop kampen lev livet” af Russ Harris. Den gør op med jagten på lykken og budskabet er, at man kan reducere stress, håndtere bekymringer, ubehagelige tanker og mønstre, skabe et rigt og alsidigt liv, hvori ulykken også har en plads.
Det er da tankevækkende, at den flade pakkes bog allerede er udgivet.
Nåmen, jeg vil ud at tage fat i dagens svære udfordring: et møde om, hvordan min datter der lever med en psykisk sygdom, skal klare sig nu, hvor hun snart fylder 18.
Tak for dit indlæg
Og hvor har du ret!
Jeg er slev kæmpe tilhænger af ideen om at hvis man ønsker sig noget godt og stort – så sker det gode og store!
Men det kan ikke stå alene – som sagt, der bliver nødt til at være en kant!
Det ved man først når man selv har prøvet at stå dér i Netto og ha lyst til at lave et jordskælv for ikke selv at springe i luften.
Hvis ikke man giver alle de trælse følelser plads, så tager de over og ødelægger fuldstændig fokus på alt det gode som sker.
Der sker noget i vores samfund pt!
Jeg synes jeg ser det tydeligt; vi har været et stort opsving og en dyb krise igennem.
Da opsvinget ramte begyndte hele ’simpel living’-bølgen at dukke op; chappy chic, back to basics und so weiter. Et kæmpe uudtalt samfundsbestemt behov for at søge tilbage til nogle basale værdier – og som netop kunne realiseres qua friværdi og kunstig luft.
Da krisen så begyndte at kradse var det coach-bølgen der ramte bigtime; alle skreg på behovet for at se indad og forstå hvordan krisen kan gøre os stærkere.
Og nu – nu er krisen ved at være stabiliseret, og hele mediehysteriet centrerer sig om evnen til at tænke positivt!
Èt eller andet sted er det jo hamrende logisk. Og det er lige til højrebenet at der vokser en industri frem – udbud/efterspørgsel, du ved!
Det gør det ikke mere lækkert, men det er forståeligt nok.
Jeg ved – og du ved heldigvis også – at evnen til at navigere i hysteriet lige præcis handler om at have kant: selv at have oplevet trælse ting, selv at have kant. Evnen til at sortere.
Godt for dig.
Synd for dem som tror de kun kan være det som medierne fortæller dem de er….
Åh Anne, fantastisk indlæg!
Jeg kunne ikke være mere enig. Lykken er ikke noget man bestemmer over selv, eller for den sags skyld kan tvinge frem. Jeg er helt enig i, at man kan hjælpe den og vælge at kigge op i stedet for ned, men jeg tror ikke på, at der findes en quick-fix løsning, når det kommer til lykken. Man må, som Trine skriver, også have kanten og det der kradser med, for at kunne mærke den “fede” lykke med alt hvad det indebærer…
Læs for øvrigt “Vær her nu – Hvad præster ved om lykke” af Lotte Garbers. De der præster, ik’å, de er sgu kloge!
Det var spændende at læse læse, dog tror jeg ikke, du får ret mange mennesker til i samme bog at læse om positiv livsholdning og fx sorg og frustration. Det sælger simpelthen ingen billetter. Kender du Marianne Davidsen-Nielsen? Hun har skrevet enestående om fx ‘den nødvendige smerte’ – så helt personligt vil jeg gerne have emnerne delt op, men du sætter tanker i gang på dejlig vis
Word up,Anne! Der er lige udkommet en bog der hedder Intimideringskommunikation af Thomas Borchman om lige præcis det emne. Og man kan jo håbe, at der efterhånden er flere der tør sige at Kejseren ikke har ret meget tøj på uden at virke negativ;-) Jeg er i øvrigt også langt om længe vendt tilbage til blogistan. Lad os snakkes ved inden længe, evt i vinterferien? Knus Line
Kære Anne. Det er et meget rigtigt indlæg som næsten alt hvad du skriver. Du kan noget få kan med at skabe en ballance i det du skriver så det ikke bliver sort hvidt. Netop den ballance fravælger de fleste medier og det er jo netop derfor at alle disse bølger af det ene og det andet bliver så falske og forkerte. Livet er en blandet bolchebutik, sådan har det altid været og det holder slet ikke hvis man pådutter folk at de kun må spise de røde og tænke sig til at de grå med bussemandssmagen ikke findes.
Hvis det er lykken vi er på jagt efter tror jeg slet ikke vi kan finde den så længe vi stræber, det er først når vi giver slip og koncenterer os om noget andet at vi har en changse. Jeg plejer at kalde det for den lykkelige selvforglemmelse for hvis man hitter noget man går så meget op i at man glemmer sig selv så tror jeg man kommer lykken så nær som det kan lade sig gøre.
Jeg arbejder selv meget på at holde fokus på det positive og lærer også mine to store børn at arbejde på det. Vi er alle tre let melankolske af natur og det kræver et modspil. Hvis man bare lader stå til vokser mismodet til højder hvor solen ikke længere lader sig skimte. Det er sådan en slags daglig indre rengøring der er vigtigere for mig end den ydre i huset. Derimod skal man ikke hoppe på den idé at alle problmer kan tænkes væk med positive vibrationer. Niks. Der skal være plads til sorg og dumme dage, ellers bliver selv den renskurede lykke hul.
Mange gode tanker og mange gode kommentarer. Surprise
Jeg tror, at det er sådan, at uanset, hvilke trends der er i samfundet, vil der være nogen, der ser en indtjeningsmulighed på dem. Læs: Slår plat på hvad som helst. Og der er endnu flere, der falder i fælden.
Vi har gennem de sidste 30 år kunnet komme på kurser i alt, hvad du har nævnt her plus meget mere.
Og hvad har det egentlig hjulpet? Hvis de første var så fantastiske, var der vel ikke brug for de næste?
Det er helt i orden at have ikke-lykkelige perioder. Lykke er noget, der kommer i glimt, for ellers er det ikke lykke. Hvis det er der hele tiden, er det hverdag – præcis som altid at få sin livret – hvor længe ville det så være en livret?
Der skal være plads til hele spektret af følelser – dog ikke alle nødvendigvis udfoldet i alles påsyn, vil jeg så også lige sige. Amerikansk film-konceptet, hvor alle altid står og råber og skriger til hinanden, er heller ikke befordrende for noget som helst velbefindende. Alt med måde. Og så går det hele sgu nok alligevel…
Hej undreland.
Netop derfor har jeg min egen IKKELYKKELIGHELETIDEN blog. Jeg blev træt af at læse side op og side ned med beretninger om hvor herligt det er at spise en æggemad med dild på.. Ok, det er det da bevares.
Misforstå mig ikke, jeg elsker de små ting der hjælper mig til at sætte pris på livet trods det at jeg har svære kampe i mit indre. Jeg lever med en diagnose der gør det endog MEGET svært at se fidusen ved livet, men jeg kæmper hver dag.
På min blog er der derfor en munter blanding af sandheder der gør ondt, fire teenagere der hver især ikke fungerer som de står i bladene at de skal.. OG så netop de små ting der giver mig hurrafornemmelsen og smil på læben. Strik og smukke ting.
Faktisk indrømmer jeg, at jeg købte bogen Positiv psykologi, blev snøret ind af ideen og tænkte “nå, ja det kan da godt være at det er en ide der virker”, men jeg orkede ikke at læse længere end til side 10. På en eller anden måde har jeg ikke overskuddet til at gå i krig med den vinkel, jeg prøver bare at overleve og få hver dag til at blive en dag jeg har været glad i. Det virker IKKE altid skulle jeg hilse og sige.
Tak for harmen og din undren
Venlige hilsener
Henriette
http://www.defemibyen.blogspot.com
Ej æv, har lige griflet en kilometer, men det ser ud til at jeg slet ikke kan få det til at komme frem, så dette er en prøve. Skal lige chekke om det sker igen.
Hmm hvad mon jeg gør forkert?
venlig hilsen
Henriette
Hva pokker??? også den forsvandt. Gad vide om jeg bruger forbudte ord eller noget?? Nå, jeg opgiver gør jeg.
Men godt indlæg var bare det jeg ville sige.
Venlig hilsen
Henriette
Jeg har faktisk en veninde, som har været på aftenkursus i positiv psykologi.. hun er ovenud lykkelig nu – siger hun selv ??! Men hun nævner 3 ting hver aften, som hun har været glad for samme dag… ALTSÅ – jeg kan se fidusen, men at leve efter samme? Nej det bliver sgu for alternativt.. men enkelte pointer – som det at tænke lidt mere varmt end surt.. Men jeg er ikke så abstrakt.. tror også, at man kan læne sig op af en tanke – end selv at tænke – og føle..
Anne – så er der en pakke sendt afsted til dig
Tusind tak for jeres gode og kloge kommentarer! Jeg ville ønske at jeg kunne skrive en masse mere og svare jer enkeltvis, men jeg er i pit med en forkølet datter, så det må blive den korte version her.
Jeg vender tilbage med mere senere, for emnet er stort og spændende synes jeg.
Christina, pakken er ankommet, og gaven varmer mig lige nu. Både bogstaveligt og i overført betydning. Tak!
Henriette, jeg er ked af at der var knas med kommentarfunktionen. Den har ellers, så vidt jeg da ved, opført sig eksemplarisk længe. Håber ikke det gentager sig, og tak fordi du gad prøve igen
Hej igen Henriette, det slog mig lige, at den kommentar der gik tabt måske var blevet hængende i spam-filteret. Og ganske rigtigt. Den var blevet snuppet, fordi du havde skrevet et link i tekstfeltet. Det vil det store lugejern åbenbart ikke godtage – men nu har jeg fisket kommentaren op af ukrudsdyngen, hvor den bestemt ikke fortjener at ligge, børstet den af, glattet den ud, og sat den ind hvor den hører hjemme. Tak for den!
WORD UP ANNE! Du gør mig meget glad! Uden at jeg behøver at tage et kursus. Så rigtigt.