Jeg troede, sneploven var min ven. Eller – ja, jeg havde i hvert fald ikke forestillet mig, at den skulle lave sådan en svinestreg på mig. Men det var selvfølgelig ikke den, der begyndte. Den gjorde bare sit arbejde. Eller – DE gjorde deres arbejde. Der var to. Lige efter hinanden. Og er du færdig, de kunne flytte noget sne.
Det var også nødvendigt, for det føg en lavtgående pelikan syd for Randers, så der var ikke meget vej at se. Men der kom jeg, for jeg skulle på arbejde. Nordpå. Ham i varevognen skulle sydpå, og han havde travlt. Eller også var der bare for meget is under sneen – i hvert fald var han kommet i slinger midt på vejen, og det så ikke ud til at han nødvendigvis ville få ro på geden før vi skulle passere hinanden. Det foregik helt udramatisk. Jeg nåede at tænke, at jeg hellere ville ud i rabatten med risiko for at sidde fast i en snedrive, end jeg ville risikere at kysse den varevogn. Så jeg trak ud. Der var blød sne. I rå mængder. Jeg nåede faktisk ikke at bremse ret meget, før jeg holdt pænt stille. I en lidt utilsigtet vinkel. Men uden buler. Og ikke mere fastkørt, end at det burde være muligt at komme fri ved egen hjælp.
Jeg nåede at træde sneen fast bag baghjulene. Det gav lige lidt ekstra energi at tænke på ham i varevognen. Som tydeligvis så, at jeg trak ud, da han kom slingrende, og at jeg havnede i grøften. Og som kørte videre. Den nar. Det flyttede også fokus lidt væk fra den kendsgerning at jeg også selv var et fjols, fordi jeg ikke havde taget en skovl med i bilen.
Nå, men der stod jeg så og fasttrampede den sne, som jeg skulle bakke hen over for at komme fri. Og så kom de. Sneplovene. To stykker i forlængelse af hinanden. Tordnende i en sky af fygesne. Der manglede egentlig bare noget larmende valkyriemusik af Wagner. Jeg kunne godt se, at jeg vist bare skulle fjerne mig, så jeg løb om bag min bil og forsøgte at ligne en, som man kører i en stor bue udenom.
Nu har jeg så lært, at man ikke kan psyke en sneplov. Men i det mindste var de da så nådige at dreje lige præcis den anelse der skulle til, for at de ikke snuppede bagenden af Midnatsblå Sybilla. Og tak for det. Til gengæld efterlod de mig med en bil, som var så indkapslet i sne, så jeg kun med nød og næppe kunne få døren op og kante mig ind på forsædet. Og ringe til Alfa. Som kunne oplyse mig om, at vores forsikring indbefatter noget vejhjælp. Som viste sig at være både venligt og velfungerende, og som beklagede at der kunne gå helt op til en time før de ville nå frem. Jeg havde forestillet mig det der var værre på sådan en dag.
Så gik der 40 minutter - og hvis jeg havde været single, havde det været de bedste 40 minutter i 2010. SYV venlige forbikørende stoppede for at høre, om jeg havde brug for hjælp. FEM af dem var mænd på cirka min egen alder, af den slags som man godt gider at grave en bil fri af rigtig meget sne sammen med. Hvor tit sker dét? – De to sidste var kvinder, som tilbød mig et lift. Det er opløftende at vide, at for hver idiot der presser én i grøften og kører videre, er der syv venlige mennesker.
Så kom autohjælperen og trak bilen fri på under to minutter, og SÅ kørte jeg på arbejde. Og fik verdens bedste kop kaffe.
Og apropos Wagner, så tror jeg, at hvis du havde skrevet librettoen til Niebelungens Ring, så havde det været en morsom opera.
Du kan da også få alt til at være yderst grinagtigt, selv om det slet ikke var det. Eller er det.
Men det var dejligt at læse, at folk godt kan finde ud af at hjælpe hinanden i disse for vort land så vinterstrenge tider.
I øvrigt er jeg også træt af varevogne, der styrer det hele, fordi hverken ikke kan styre sig selv eller deres transportmiddel…
Hold da op. Er dette overhovedet muligt at forstå? Kender I det med at fingeren trykker ‘Send’ inden hjernen eller det skrevne er parat? Bare fordi jeg lige ville ændre et ord til en andet…
(Og Nibelungen er uden det første e).
Jeg er vild med din optimistiske morale. For hver en…
Den vil jeg huske, hvis jeg strander på en motorvej.
God dag til dig
Ja, man kommer snildt til at trykke send, inden man (jeg) har overvejer om ikke pointerne falder tungt til jorden. Som våd sne på en forkommen bil.
Hvor er det et dejligt indlæg, jeg bliver helt i godt humør af, at der stadig findes næstekærlighed derude.
Se, det er da alligevel en oplevelse, der er det hele værd
Pyyh – det var da en morgen, der kunne få pulsen op.Godt, at det ikke gik værre og godt, at der stadig findes mennesker, der gider stoppe op og tilbyde hjælp. Jeg mindes stadig en vinterdag for mange år siden, da jeg stod på en landevej i kulde og blæst ved siden af min punkterede bil.På bagsædet havde jeg min ældste dreng på knapt fire år og i maven nummer to, som snart var færdigbagt. Det var før mobiltelefonernes tid, og jeg stod der i vejkanten og følte mig ret lost. Men hvad skete der så? Ind bag mig svingede en stor lastbil, ud sprang en klippert af en lastbilchauffør. Der gik ikke mange minutter, før han havde skiftet hjul på min bil og kørte videre. Han reddede hele min dag, og jeg tænker stadig på ham, for han var i mine øjne en rigtig hverdagshelt.
Når du skriver, skriver du billeder ind i mit hoved, og det er altså ganske, ganske fornøjeligt!
Og sikken dejlig historie om medmenneskelighed! Knus og godformiddag til dig 
Anne, jeg elsker dig. Det er simplethen et helt vidunderligt indlæg, både fordi jeg kan se mig selv stå der i sneen mens Wagner og sneplovene giver den gas og fordi du får slået den gladeste krølle på det der kunne have været en rigtig dum begyndelse.
Ja…jeg tilslutter mig det, de andre sagde (sur mumlen over ikke at være først i kommentarfeltet).
Har du set det afsnit af Mythbusters, hvor de forsøger at splitte en bil i to med en sneplov? Yrks, mand. Endnu en grund til, at jeg ikke har kørekort.
For f… en optimisme.. jeg var gået helt i banjo og ville være vildt bange.. tror jeg havde overset de fine fyre
Kram fra C
Du oplever da noget Anne, og jeg helt færdig af grin over din måde at beskrive det på. Men nu ved vi, hvordan vi får fat i et lækkert skår af et mandfolk, hvis vi får brug for det en dag
Det var en helt fantastisk konklusion. Hvis der er ét fjols for hvert syvende menneske, så er der heldigvis et stort overtal af gode mennesker. Dejligt.
Og godt du kom fri – og slap for nogen skader på dig selv og bilen!
Jeg synes jo egentlig det lyder som en ret god morgen troda alt
Efter dramatik fred og ro. Dejligt.
KH Maria.
Tak for den historie. Selv om det var en morgen lidt ud over det sædvanlige og at du i korte øjeblikke må have været lidt træt af det hele, så efterlader du mig alligevel med en god følelse. Det endte godt, mennesker hjælper hinanden og verden er et dejligt sted:)
Kh
Lykke