Status på fantastisk-heden ved kyndelmisse

kyndelmisseudsigtenFantastisk at der findes nyhedsjournalister – mange, tilsynelandende – som kan blive VED med at gå i selvsving over kombinationen af frisk vind og sne. Så man, selv her på selveste kyndemisses knude, hvor vinteren ligesom ikke ligefrem er spritny, kan tænde for sin radio og høre en glad speaker oplyse os om, at Vi følger snestormen LIVE, time for time. Woo-hoo. Det er altså sjovt.

Fantastisk, at hvid sne virkelig er så pæn. Jeg glæder mig til vintergækker og erantis og til lyse aftener og lunere luft, men jeg synes stadig at sne er en langt bedre løsning end regn og rusk. Jeg kigger ud på vejret og føler mig så dejligt nordisk - selvom jeg godt ved, at vi er til grin blandt de rigtige skandinaver, der ikke udråber undtagelsestilstand, hver gang der er mere end to centimeter sne i vejrudsigten, ikke får åndenød af begejstring, når ordene ’sne’ og ‘bæltekøretøjer’ optræder i samme sætning, og som ikke har nyhedsmedier der rydder forsiden, fordi man er løbet tør for vejsalt.

Fantastisk at de skarpeste fugle i skuffen nu har opdaget, at døgnet er blevet mere dag og mindre nat. De har lavet en sang om det, og den synger de hver morgen, når jeg hyggebander mens jeg skraber is eller sne eller is og sne af bilen. Det går den rigtige vej, ja det gør så.

Kommentarer

  1. Ellen siger:

    Tjah. Vi må vel konstatere, at fænomenet vinter er så sjældent i DK, at journalisterne åbenbart ikke kan få hænderne ned. Det kan jeg godt. Faktisk er de ofte ret langt nede – for at føre en skovl.
    Som du siger, er det trods alt bedre end regn, men jeg HADER at skulle ud i det – nyder til gengæld at sidde i min lune stue og bare se på det.

    Og min have er lige så pæn som naboens :-D

  2. Kirsten siger:

    som jeg skrev på twitter: synes, det er spild af krudt at brokke sig over vejret. Husk det er nu, alle de rødkindede fotos til fremtidens julehilsner skal tages!

  3. Signe siger:

    I hear you. Synes, det er SÅ dejligt med rigtig vinter for en gangs skyld og nyder det faktisk trods besværligheder til og fra arbejde, mv. ……men kom til at se et madprogram fra Italien, optaget i det skønneste forårsvejr. Dét skulle jeg så nok ikke ha’ gjort….

  4. iBaby siger:

    TAK for ordet “hyggebander”. Det lyder bare rigtig… ja, hyggeligt. Og det er hermed tilføjet til mit vokabularium. :-)

    Det der med at følge snestormen LIVE, fik jeg mig også et godt lille grin af. Det lyder så dramatisk. Men det var det selvfølgelig måske også, der hvor svømmehaller og andet underligt var ved at brase sammen pga. sne…

  5. M siger:

    Ja, de gakkede da helt ud i et stort medie-hype! ALDRIG har vi før oplevet SÅ stor en snestorm være på vej! Alle veje vil blive forvandlet til dødsruter, køb dåsemad og hold dig indendørs til det bliver grønt igen! Jeg følte mig noget åndssvag, da jeg tog tidligt hjem fra arbejde for at undgå den store fæle snestorm…og så sad jeg derhjemme i bragende solskin der strømmede ned fra en blå himmel, tøvejr og ingen vind!
    Men man skal jo selvfølgelig heller ikke tro på alt hvad medierne siger!
    Men ellers, hørt! hørt! – det er fedt at være nording, sne er smukt og når fuglene begynder at pippe, så er der håb forude…

Sig noget!