Der er ikke mange skovsnegle i omløb for tiden, så det må være Lulles næse, der har kravlet på min skulder.
Det sædvanlige spørgsmål melder sig: Var det så før eller efter at jeg kørte på job?
Nå.
De småbørnsforældre, som aldrig møder på arbejde med snot, grød, smør, banan eller uspecificeret smat på tøjet, er enten:
1. i stand til at foretage usynlige tøjskift når de holder for rødt i et kryds, eller
2. de er den slags mennesker, som kun rører rigtigt ved deres børn i weekenden, og nøjes med at håndtere dem mellem tommel- og pegefinger og i strakt arm fra mandag til fredag. Det er dem der sender fingerkys og kun vinker med fingerspidserne.
Eller hvad? Eller findes der børn der ikke snotter og smatter? Eller er jeg havnet i kategorien af forældre, der ikke har modtaget det tophemmelige brev om, hvordan man undgår at blive en af dem, der går intetanende rundt og ligner en smagsprøve på noget, ingen gider spise?
Heldigvis betød det ikke noget i dag, for i dag havde alle travlt med at flytte reoler og løbe rundt med spande og baljer og pakke computere og printere og kaffemaskinen ind i plastik, fordi det regnede omtrent lige så meget inde på kontorerne, som det gjorde udenfor. Regn og smeltevand. Våd kombi – jeg vil godt have frosten tilbage, tak!
Haha – en ting er sikkert; der findes ikke børn uden snot og smat. Har du hørt om camouflage? Husk altid at have et tørklæde med for det tilfælde, at havregrødskysset i vuggestuen drypper…
Kom til Kbh. Her er Snemand frost. Og meget sne.
Lisa Marklund har skrevet en bog med titlen; “Der findes et særligt sted i helvede for kvinder som ikke hjælper hinanden.” Derfor, går der én rundt med en snegl på skulderen, så sig det lige
Åh, den slags havde jeg helt glemt, men nu står det lysnede klart for mig, hvordan det var at have småfolk. Hvad med at have en skiftebluse liggende på jobbet? Det har jeg – og min søn er 30 år
Er glad for, at jeg ikke er alene. Har netop opdaget en klat udtværet øllebrød (håber jeg) halvvejs under det ene ærme på min meget uldne sweater. Typisk.
Hvis du finder det der tophemmelige brev, smider du så ikke en kopi af det videre til mig? Så lover jeg at gøre det samme, hvis jeg finder en kur for snottede og smattede børn…
Forstår slet ikke, hvad du snakker om. Her er hverken snot eller smat eller råbende børn eller rod eller snavs eller uro eller skænderier eller drillerier. Det må være dig?
@Astrid: Ja – med det barn vi taler om her, burde jeg måske snarere overveje en burka. Men så er der nok nogen der bliver sure på mig.
@Mette: Kan det passe, at det oprindeligt var Madeleine Albright, der sagde det med det særlige sted i helvede? Hun dukkede i hvert fald op i mit hoved mens jeg læste det.
Og ja – det gælder også for kvinder, som ser skovsneglen, tænker “godt det ikke er mig”, og går videre. Til helvede med dem!
@Madame: Jo, det var måske en mulighed. Men sagen er nok i virkeligheden, at jeg som regel først opdager sneglen, når jeg er kommet hjem igen. Og så aner jeg ikke, hvor længe den har været med rundt.
@iBaby: deal! Du får brevet, jeg får kuren. Nårh, vi bliver tjekkede!
@Signe: Det må nok være mig, ja. Jeg har sådan en indvirkning på børn. Hver gang de ser mig, begynder de at råbe, kaste med mad og tørre næse i folks tøj. Måske meget godt at jeg ikke er pædagog. Jeg må kunne køre en daginstitution i sænk på få uger med de evner?
Anne
Jep. Jeg ville ophæve den til ren Emma Gad (ved jo, du kan høre ironien drive. Sidder midt i bunker af møg og vasketøj og overvejer faktisk at gå i seng).