Lea Amalies opfattelse af dyr er totalt underholdende. Samtidig giver den et meget godt indtryk af, hvordan ting organiseres i hjernen på en knap toårig: Først var der to klasser: Pip-pip og vov-vov.
Pip-pip var alt det der havde næb og vinger eller kunne flyve. Fugle og fluer, fx.
Vov-vov var stort set alt andet. Hunde, heste, katte, køer, og biller (der ikke fløj).
Efterhånden er vov-vov-klassen nu ved at blive delt op i et par mindre klasser. Fx klassen “Muh!”, som omfatter større dyr som heste, køer og det der ligner. Gris hedder “dis”, og ledsages af en våd snotlyd. Men favoritklassen hedder NIIN! – og det kan ikke siges, kun råbes. Niin er alle dem med lange ører. Kaniner, kænguruer og musene fra Cirkelinefilmene, som i løbet af få dage har opnået kultstatus. Hende den lille sorthårede i den røde kjole er ikke interessant, men Niinerne! – Uha, dem skal vi se. Syv gange i træk.
I dag var jeg så irriterende påståelig, at jeg forsøgte at få Lea Amalie til at gå med på, at Frederik og Ingolf rent faktisk er mus. Hvad gjorde Lullen? – Hun så mig lige ind i øjnene, råbte Niin! -knaldede hånden i bordet, og vendte derefter ryggen til og fortsatte med at se film. Så kunne jeg passe mig selv.
Hun slog også i bordet under aftensmaden. Jens Christian blev ved med at forsøge at få hende til at gentage et eller andet, som han synes lød sjovt. Da hun ikke gad mere, slog hun i bordet, sagde “bis så!”, greb sin gaffel og spiste uanfægtet videre.
Ind imellem forsøger jeg at forestille mig, hvordan det bliver at være forældre til Lea Amalie om et år. Og om ti år. Men hver gang lukker min hjerne ned på samme måde som et eller andet crap fra Microsoft, der popper op og siger at programmet har udført en ulovlig handling.
I bund og grund bliver vi nok bare nødt til at være nogle helt vildt seje rollemodeller. Barnet har helt klart ikke tænkt sig at gøre noget som helst af det vi siger. Måske kan vi håbe på, at hun trods alt er forudsigelig nok til at gøre lidt af det vi gør… Det ved jeg så ikke lige, hvad jeg skal mene om.
Nå, men indtil videre er hun en ufatteligt charmerende anarkist med en meget large opfattelse af, hvad der er kaniner. Det er til at overskue. Så længe det varer.
–
Nå ja, forresten - Lulles første længere sætning faldt forleden, udløst af at Jens Christian rørte ved hendes Tripp Trapp stol, helt henne i den anden ende af stuen: NEJ NEJ Dasdaj, MIN stolen, væk fy!
(Desværre er det fantastiske N’Satan blevet til Dasdaj. Intet varer ved. Sovs hedder Daus nu. Pizza udtales uden slinger i valsen. Men Baffar hedder heldigvis stadigvæk Baffar. Nok fordi ingen her i huset kalder ham Bamse længere…).
Anne, jeg har syntes, lige indtil dette indlæg, at lige præcis mine børnebørn havde de specielleste og morsommeste udtaler og vendinger, men det har du da heldigvis lige fået ødelagt
Jeg håber sandelig, du bliver ved med at blogge om hele din nærmeste verden, for det kan aldrig blive kedeligt for nogen at læse om.
Lulle skal nok få lært sproget, men så dukker der helt sikkert noget andet skriveværdigt op.
Det kan selvfølgelig tænkes, hun nedlægger veto mod offentliggørelse…
Men… jeg glæder mig usigeligt til at følge denne meget specielle lille dame, som kun kan ende med at blive noget stort.
Årh hvor ER det sjovt og sødt.Og om et par måneder eller tre har I fuldstændig glemt at der har været en tid hvor hun ikke ku’ snakke, er sikker på det går lynende stærkt med hende Lea Amalie. Fremtiden med hende kan da kun blive en fest
Åha, simpelthen ganske vidunderligt skrevet med humor og kærlighed. Kan godt følge dig i det der med den ulovlige handling
Ha ha ha! Hun er f… sjov og en bestemt dame! Jeg bliver totalt hvirvlet ind i de ting mine store tøser sagde, da de var små tøser
Bibliotek og apotek gik under én benævnelse: “Apooletek”
Rundt var “hunt”
Og yngstemin, som faktisk godt kunne tale, satte sin underlæbe godt ud og rystede på hovedet mens hun sagde “hng-hng”, hvis der var noget hun var utilfreds med. Og så armene over kors. Små fede arme – he he.
Og hjemme hos os hedder dessert stadig “til-de-de-ssert”
Nyd Lullen.
Klem fra
Mette
Hvis der var en smiley, der udtrykte gnæggen blandet med nåårh-hvor-er-det-sødt, ville jeg indsætte den her. Væk fy! Hvor er det skægt.
Hvor er det fantastisk at få lov til at være en flue på væggen. Dejligt du deler lidt ud af Lulle.
Tænk at man som næsten to-årig kan være så bestemt. Synes det er sejt. Tror ikke det bliver muligt for nogen – nogensinde, at løbe om hjørner med LA.
Da min lillesøster var 2 år, var jeg 16 år og gik på gymnasiet med en fyr som vi altid kaldte Bøsse-Ruben (jeg tror nu ikke han var bøsse). Jeg var en dag ude at gå en tur med hende og fik så den fikse ide at vi lige kunne tage et smut forbi og hilse på ham, så jeg siger til min lillesøster uden at tænke mig om: “Kom lad os gå ind og hilse på Bøsse-Ruben!” Hun siger lidt overrasket: “Bøffe-Ruffe?!” men nævner det så ikke mere. 1/2 år senere, tager vi til juleaftensgudstjeneste og Ruben er der også med sin familie. Min lillesøster vælger så at RÅBE inde i kirken! “Se der er Bøffe-Ruffe!” Aldrig i mit liv har jeg været så glad for at hun ikke talte rent! Haha!
Jeg er i øvrigt forholdsvis ny læser og jeg er allerede helt vild med Lulle!
Hvem kan da andet end elske Lulle? Det lille skønne menneske styrer hele sin familie med hård, men kærlig hånd og til sidst lærer de nok at kende forskel på Niiner og andre dyr, men når de endelig fatter det er Lullen nok videre til andre af de eventyr der venter.