En ting jeg virkelig savner, efter at jeg er begyndt at transportere mig selv på arbejde, er den der boble af fred som jeg altid har nydt at krybe ind i, når jeg kører med bus eller tog. Læsefred. Tænkefred. Nu-sidder-jeg-her-og-kan-ikke-andet…fred. Jeg er ellers helt politisk ukorrekt vild med min lille bil, og er stadig ikke færdig med at føle mig totalt høj i hatten over at kunne køre når jeg vil og hvor jeg vil, uden at skulle planlægge og tilrettelægge og gøre ved. Det eneste jeg savner, er altså den ro der sænker sig, når man sætter sig på skødet af DSB, og åbner en bog. Og forsvinder. Og landskabet er noget gnidret noget, som suser forbi udenfor, og tiden er elastisk.
Til gengæld får jeg hørt en masse radio, og det er godt. Forleden var Erik Clausen i studiet hos jegharglemthvem, og fortælle om sin nye bog, som jeg ikke vidste at han havde skrevet, og som jeg nok heller ikke kommer til at læse. Studieværten kredsede lidt om et citat fra bogen, som hun syntes var helt fantastisk: Hvis dit liv var en film, ville du så selv gide se den? – Og det talte de så lidt om.
Og jeg tænkte – hey, det er da ikke noget, Erik Clausen har fundet på! Det var noget, vi skrev på vores penalhuse, da jeg gik i gymnasiet. I senfirserne, den mest fimsede del af et navlebeskuende årti. Og ikke et ondt ord om Erik Clausen, som måske netop er manden, der kan få noget meningsfuldt ud af et halvslidt bon mot. Men taget ud af sin sammenhæng – hvis dit liv var en film, ville du så selv gide se den? Jeez, nej!
Hvis mit liv var en actionfilm, hvor ville den så toppe på spændingskurven? Der hvor jeg allerede var for sent på den, og barnevognsstellet så havde kilet sig fast bag i bilen, så jeg stod i øsende pisregn uden foran Lulles dagpleje og ikke kunne få det fri? Eller var det da ungerne sværmede skrupsultne rundt, vandet allerede kogte i gryden, og jeg først da opdagede, at æsken med basmatiris var TOM? Eller – var det i virkeligheden der hvor telefonen ringede midt om natten, så både Alfa og jeg styrtede forskrækkede ud i køkkenet, og det så viste sig, at det var telefonen der var i uorden? Svært at sige.
Hvis mit liv var en gyserfilm, hvad ville så være effekten, der fik alle til at spjætte i stolene og tabe deres popcorn? Ville det være scenen, hvor jeg vågnede ved at der kravlede en edderkop på min arm? Eller der hvor jeg åbnede den plasticbøtte, som jeg troede indeholdt græsk yoghurt, men som viste sig at have stået i køleskabet i flere måneder og udruget et grønt uhyre af noget gryderet? Eller ville det have været den skrabende lyd ude ved gavlen? Nej, det ville det nok ikke. Væltede haveparasoller er meget lidt uhyggelige, når det kommer til stykket.
Hvis mit liv havde været en romantisk komedie, hvornår var violinerne så gået amok i baggrunden? Var det der hvor Alfa og jeg havde skændtes om, hvem der var mest træt, og så kom til at grine af det? Eller var det der hvor Alfa og jeg havde talt forbi hinanden 117 gange på én dag, men alligevel på en eller anden måde nåede frem til noget der lignede forståelse? Eller var det da jeg kom sur og træt hjem, og han så havde lavet mad og ryddet op? Eller da han kom sur og træt hjem, og jeg så havde lavet mad og ryddet op? (Eller eventuelt da jeg spiste koteletter i fad for tredje gang på en måned, uden at sige at det hang mig ud af halsen?). Tæt opløb, ikke?
Jeg kan lige så godt se det i øjnene: Ingen Oscar til mig (medmindre man kan få en for special effects – når éns barn kaster op i kaskader, der giver baghjul til Exorcisten). For en gangs skyld fint nok, at vi ikke har nogen kaminhylde. Den ville være gabende tom.
Men.
Hvis mit liv var et liv, ville jeg godt gide leve det. Med hverdage og november og det hele. Og det er det. Så det gør jeg. Heldigt nok. Og det er ikke altid hverken åndeløst spændende eller lårklaskende sjovt, og for tiden er lyssætningen under al kritik, og kostumeafdelingen totalt håbløs. Ikke sjældent forsvinder plottet helt ud af syne, og handlingen kører i tomgang. Primadonnaen har primadonnanykker, den unge helt glemmer sine replikker (og sin skoletaske, sine vanter, sin madpakke og sig selv), og den tavse helt snakker i et væk, når jeg forsøger at koncentrere mig. Kulisserne er ved at falde fra hinanden, og der er ingen der har fattet, at det er mig der er instruktøren.
Hvis mit liv var en soap, ville den muligvis score en Emmy.
Hvis bare du selv er både manuskriptforfatter og instruktør, så kan den film altså ikke gå helt galt
– der vil stå Oscars, Emmyer, Roberter og gyldne palmer i kø for at blive afleveret til dig.
Men ellers kan vi vel bare holde os til, hvad Forrest Gump sagde:
“Life was like a box of chocolates. You never know what you’re gonna get.”
Anne, du får en Oscar for din helt vidunderlige evne til at levere billeder i mit hoved. Du kan godt begynde takketalen.
Men sikken en god sætning du kom op med: “Hvis mit liv var et liv, ville jeg godt gide leve det.”
Det er da en rigtig dejlig livsholdning at have
Åh Anne. Hvor er det bare fabelagtigt godt, sjovt og klogt skrevet. Lige hvad jeg trængte til at blive mindet om sådan en grå novemberdag hvor mit liv højst egner sig til et OBS-indslag ( -og hvor ‘alle andre’ tapetserer deres facebook vægge til med solnedgangsbilleder fra Indien og Hawai!)Hvis din blog var en film var det nu du ville få de gyldne palmer
P.S. Men dine smileys lever nu deres helt eget liv i kommentarfeltet…
Som Ellen skriver så vil en hvilken som helst film med dig som manuskriptforfatter blive fantastisk så hvor kan man stemme på dig til den der Emmy?
Jeg har haft enkelte øjeblikke i mit liv hvor jeg følte at jeg var med i en film og ingen af dem var rare. Livet tror jeg bedst leves som liv med det hele fremfor forskruet film med knald på effekterne.
Jeg ved godt, jeg vistnok gentager mig selv nu og har sagt det før: Du skriver helt og aldeles vidunderligt! Tak!
Et superdejligt indlæg, du skriver helt og aldeles fantastisk. Din hverdagsrealisme og dit sprog er fuldstændigt fænomenalt, hvis jeg må være så fri;-)
Tak for det.
Åh, nu bliver det bare en gentagelse, Anne, men du skriver altså helt vidunderligt!
Åhh Anne, jeg elsker dig mand! Det gør jeg fandme! Vil du sove i min kælder til januar?
Hold da ellers lige helt op nord på, sikke et kommentarfelt. Jeg har verdens sødeste læsere. Og rødmer helt op i hårrødderne. Tak.
@ Ellen: Eller – hvis dit liv var en æske chokolade, ville du så selv gide spise den? (Det ville ikke være noget problem her i huset. Alfa ville klare det på en halv time!)
@ Annamette: Oh. Øh. Ja… Jeg vil gerne sige… Tak. Tak til wordpress, som gjorde det muligt. Og til min familie, som leverer inspiration når jeg mindst venter det. Og I, mine læsere: You rule!
@ Visitsen: Det er den rent og skært nødvendige livsholdning – og finere end en Oscar, hvis man husker at pudse den ved særlige lejligheder!
@ Line: Af hjertet tak. Og ja, jeg ved heller ikke lige hvad der sker for de smileyer. De er autonome
@ Marina: Tusind tak!
Jeg er helt enig, og det var egentlig lige præcis din pointe, der var mit udgangspunkt, selvom jeg havnede et andet sted: Jeg vil hellere ha’ et liv med fraklip og det hele, end en stramt klippet blockbuster.
@ Lotte: Tusind tak. Det er jo nok fordi jeg elsker processen – skønt at der så oven i købet er andre der har glæde af resultatet.
@ Mette: Tusind tak, og selv tak. Du må være lige præcis så fri som du selv synes
…også selvom du havde ment at det var noget makværk!
@ Madame: Tusind tak. Gentagelse eller ej, så bliver jeg jo altså glad!
@ Julie: JAAAAAA! Jubii! Selvfølgelig vil jeg da vildt gerne lige præcis det! Glæder mig!
Hej Anne! Jeg læste det første af dit indlæg… det med “Nu-sidder-jeg-her-og-kan-ikke-andet…fred”. Og så fik jeg lyst til at dele noget med dig… På min blog skrev jeg den anden dag følgende:
Kollektiv trafik og grydelapper…
Jeg burde nok køre lidt mere med bus…
I dag tog jeg bussen hjem fra byen efter at have været igang hele dagen. Det plejer jeg ellers ikke – altså det med at køre med bus! Engang, tidligere i livet var det noget, der hørte hverdagen til, og da var der egentlig ikke noget hyggeligt ved det, men nu gik jeg faktisk og glædede mig hele vejen op til busterminalen. Jeg ville nyde de ca. 10 minutter alene på et oplyst bussæde sammen med min kommende grydelap og en hæklenål…
Det kan stærkt anbefales! Det er MEGET lettere at hækle, når man kører i bus, end når man kører i bil! Det er nemlig smadder-svært, specielt, når man kommer til en rundkørsel ;O)
Politikerne har på det sidste overgået hinanden med gode idé’er til, hvordan man kan udbygge den kollektive trafik, ja ligefrem gøre den gratis. Personligt er jeg overbevist om, at det vil være et positivt boost til mange hækleres vinter-depressions-truede sind!
Tænk, at kunne kaste sig ind på sædet i en bus klokken meget tidligt om morgenen, hækle sig vågen med et krus gratis morgenkaffe serveret i en kopholder bag på sædet foran, for til sidst at blive sat af lige ved døren… Jeg ville møde på arbejde med et mildt smil og en glat pande, hver morgen!
Jeg blev bare lige grebet af at opleve, at “nogen derude” havde tænkt lidt ligesom mig :O)
Og forresten NØD jeg også dit film-liv, længere nede i teksten. Tak for nogle dejlige smil!
-LisBethLys
Kære LisBethLys, tak for din dejlige kommentar! Det er måske på grund af min debut som privatbilist, at jeg ikke har fået lært at hækle ret meget andet end luftmasker endnu. Dit drømmescenarium om at blive kørt til døren med gratis kaffe undervejs kan jeg helt klart tilslutte mig – men det kræver vist mere end én overbudsrunde i det politiske cirkus, før den bliver virkelighed.