Jeg er på arbejde. Eller, jeg er på arbejde, men lige nu har jeg en lille ..æhh.. kreativ pause. Jeg tør bare ikke gå ud i fællesarealet, for hvis jeg gør det, kan jeg se sofaen. Og hvis jeg kan se sofaen, kan sofaen også se mig. Og hvis sofaen kan se mig, så tager den mig. Jeg er et nemt bytte.
Jeg er nemlig – surpriiiise – lidt træt i det. Jeg er lidt træt i det, fordi livet – endnu engang i skikkelse af et pigebarn på godt 1½ år - er i gang med at give mig et lille kursus. Kurset hedder Så-ka-du-lære-det, modul 70, og undervisningen foregår desværre på alle mulige åndssvage tider af døgnet.
Men. Skemalægningen, eller den eklatante mangel på samme, er ikke det værste. Det værste er helt klart pensum. Pensum handler nemlig om, hvem der putter hvem, og hvis ikke det er latterligt, så ved jeg ikke. Og baggrundsmaterialet går otte-ni år tilbage i tiden, og så langt orker jeg faktisk ikke at tænke. Men det skal jeg åbenbart.
Og hvis du vil med, så er det nu, for nu smutter jeg lige tibage til da Jens Christian var på Lea Amalies alder. Hvilket vil sige, at vi nu befinder os i januar 2002.
Klokken nærmer sig midnat, og jeg er lige kommet hjem efter en dejlig aften i selskab med et par gode veninder og noget rødvin. I sofaen sidder en nærmest blygrå Alfa. Legetøj, tøj, halve kiks og afgnavede pixibøger flyder over alt. Vores fælles afkom er i kredsløb i stuen, eksalteret og totalt skeløjet af træthed. Og jeg bliver ærlig talt nærmest lidt sur.
- Ejh, helt ærligt, hvorfor sover han ikke endnu? Vi skal sgu da op i morgen, alle sammen!
- Hvorfor TROR du, han ikke sover?
- Jamen hvad har du gjort for at få ham til det?
- ALT! Flere gange!
- Det lyder jo altså bare lidt mærkeligt. Så svært plejer det da heller ikke at være!
- Jamen han vil jo kun puttes af dig. Han nægter simpelthen at lægge sig ned, når det er mig.
- Hvis det er din indstilling helt fra starten, at han ikke vil puttes af dig, så er det da klart at du ikke kan få ham til at blive liggende!
- Du ved ikke hvordan det er. Han VIL ikke. Og han står bare op igen, når jeg prøver!
…og jadajadajada, op og ned ad den ufornuftige argumentations stejle stier. Og mig ind i soveværelset med skeløjet knægt på armen, og triumferende ud igen fem minutter efter, da englebarnet sover som en sten (der kan du selv se, det var da ikke spor svært). Og Alfa resigneret i sofaen (der kan du selv se, det ER kun dig der kan putte ham).
…
Nå, men velkommen tilbage til november 2009 (der i øvrigt lige nu er i gang med at slå personlig rekord i lorrrrtevejr). Velkommen til Lulles version af Fangerne på Fortet: Alt i udfordringer på tid, OG en flok sultne tigere. I én person.
Som kun
vil puttes
af
FAR!
Lulles far. Som desværre arbejder flere aftener om ugen, og hold da MUND en aften jeg havde i går. Putteforsøg nonstop fra 19.30 til 22.30, hvor Alfa så kom hjem og pustede hende ind i seng på få sekunder. Jeg ved det godt, det er en overgang, alt er en overgang. Jeg håber saftsusme bare at den her, den bliver kortere end kort. Og er der nogen der har en idé om, hvor meget et barn tager skade, hvis man nu lægger låg på tremmesengen? jeg mener, hun kan jo stadig både få luft og kigge ud, og alt det der.
Og her, her er min eksamensbesvarelse:
Jeg har lært, at så uendelig svært kan det faktisk være at putte et barn, der kun vil puttes af den anden af sine forældre. Jeg har lært at Alfa havde ret, og jeg tog fejl. Han kunne ikke putte Jens Christian i den periode. Ikke med anvendelse af lovlige midler, i hvert fald. Og o-k-a-y, jeg var sikkert en bitch dengang. Lidt.
HALLO! Var det lige en erkendelse, der slog ud på Richterskalaen? Det tror jeg nok det var! …Skulle vi så ikke sige, at det kursus var slut nu? Så var jeg hende, der gerne måtte gå ind og sove? Mm?
…
Nå, men bortset fra det, så bliver jeg nødt til at slutte af ligesom den tålmodige mor i Emil fra Lønneberg, der huskede at fortælle, at Emil er en god dreng!
Lea Amalie er en god pige! Lea Amalie er den mest fantastiske lille aktivist, min verden nogensinde har set. Bare lige for at ingen skal være i tvivl, når jeg for hundredesyttende gang trykker “udgiv”, og det handler om nye Lullologiske vildskaber. Hun er meget mere end det. Hun er totalt …Lulle!
Jeg må altså sige at hende Lulle lyder fantastisk.
Jeg husker da jeg fortalte mine omgivelser at min datter var MEGET temperamentsfuld allerede som 9 mdr. Og nu som 14 mdr. kan hun få mig til at sidde helt skeløjet på gulvet, forvirret over hvad det lige var der skete og hvorfor Trunten render rundt med bar numse, hendes æselbamse i hånden og tomatsovs fra top til tå.
Den med låget lyder da fornuftig. Det tror jeg at jeg vil overveje
VH
Problemet ved låg på tremmesengen, er at man stadig kan HØRE ungen
Det må være sådan en gang karma, du der bliver udsat for. Jeg ved ikke rigtig mht. låget på tremmesengen, et eller andet siger mig, at Lulle nok ville protestere længe nok til at moderen ville fjerne låget igen.
Har du prøvet med en gedigen gang bestikkelse?
Sæt låg på og lås på døren
For fanden hvor er det bare ikke sjovt. Sådan dage har vi også indimellem… men kun indimellem.
Hej Anne.
Hvor er det godt at komme herind og grine lidt (eller temmelig meget faktisk) af dine lullefortællinger. Vi trænger nemlig til det.
Vi er tre ud af tre syge her. Og jeg hader det. Har aldrig i mit liv været så bange. Og så er det vist bare almindelig influenza. Men hun er så lille….
Så tak for et grin der sender varme rundt i to trætte forældrekroppe.
Knus Vita
Når jeg læser om din datter, kommer jeg altid til at tænke på en bog, jeg læste for min yngste. Den handlede om Den vilde unge.” Der var engang end mor, der var så sød og mild, men hun havde en unge, der var skrækkelig vild”
Jeg er vild med at læse om dine børn!!
Jeg ææælsker dine billederige fortællinger, og hvor kan jeg godt huske det, også selvom jeg var den, der kun duede
Det med låget synes jeg er en fantastisk ide, selvom jeg levende kan forestille mig højlydte protester, selv ikke den mest hærdede kan overhøre.
Pyyyhhh… husker det godt. Ville bare aldrig kunne fortælle det så godt!
Pøj pøj med Fasen…
Åh haha, virkelig virkelig sjovt bekrevet, sikkert bare ikke SÅ sjovt i virkeligheden…
Ååårh, hvor jeg husker det fra min datter. Det var KUN mig HELE tiden, når der skulle puttes, og min mors kommentar var – selvfølgelig – bare, at det vel nok var synd for helten, og at jeg altså ikke måtte lade Laura styre det, for han skulle sandelig også ha’ lov at gælde. Nåhja, men taktakkelak, så er det da dét, der er galt, det ka’ jeg godt se
Min skyld. Of course. Så virkelig rart at læse, andre også har den erfaring.
PS: Vi kan heldigvis!!! begge putte lillebror, uanset. Det er konge!
Haha, hvis min mormor stadig havde levet, måtte du gerne låne hende – intet barn vovede ikke at sove, når mormor sagde, man skulle ;O)
Jeg er ikke stolt af at indrømme det…men…her kommer det….
Da min søn var 2 år havde vi også MANGE ‘udfordringer’(som det jo hedder i dag) med at få ham til at blive i sengen og SOVE….Vi havde på det tidspunkt allerede investeret i en fin halvhøj seng, som bare stod og ventede i kælderen, på at han blev stor nok.
Da terrorregimet havde stået på i 1½ måned fik min dejlige mand nok. Han hentede sengen frem fra kælderen, satte den op på juniors værelse, fandt et gammelt trappegitter og skruede det fast med nogle hænglser i den ene side og en krampe i den anden, så junior ikke kunne komme ned. Så der blev godt nok ikke lagt låg på barnet, tilgengæld blev han sat i bur..!!!!
Her i huset er det ikke så meget aftenen, der er udfordringen. Snarere morgnerne (eller skal vi kalde det sidst på natten). For Mindstemands indre vækkeur står på ca. 4.30. Og det er ikke sådan liiiiige at omprogrammere. Vil helt klart overveje låg på tremmeseng
Jamen du godeste…
Hvor ER det morsomt at læse.
Hvor ER man bare træt af sit barn ind imellem, men det er sikkert totalt forbudt bare at tænke på at tænke det.
Mon ikke langt de fleste forældre har været gennem en fase, hvor det er barnet, der har 100% styr på det hele og kører rundt med den/de voksne i en grad, der nærmer sig det pinlige?
Jeg havde den ‘fornøjelse’ at være den, der ikke måtte putte. Problemet var bare, at jeg var alene med hende, så der var ikke nogen til at tage over. Hun ville simpelthen ikke puttes.
Det gik over. I løbet af et års tid eller to.
Hurra.
Men jeg elskede den lille møgunge over alt på jorden. Og gør det i øvrigt stadig 30 år efter.
TAK for at give los og give os andre lov til også at være trætte af vores børn. Når man ved, alle de andre også står med klatøjne og søvnmangel og indestængt hidsighed, er det lidt nemmere at klare sin egen. Selvomviselvfølgeligelskerdesmålabaneroveraltpåjorden.
Tak for alle kommentarerne, roserne og de opmuntrende ord!
Jeg ved ikke – er det så forfærdeligt at sige, at man af og til kan blive så træt af sit barn, at man er ved at gå midt over? Man er jo netop ved at revne, fordi man SAMTIDIG elsker krapylet så himmelhøjt, at det næsten ikke er til at rumme. Jeg synes det er helt i orden. De har det jo sikkert på samme måde med os. Jeg er i hvert fald ret sikker på, at det Lea Amalie har stået og råbt inde fra soveværelset gang på gang, er noget i retningen af at “JEG VIL JO BARE VÆRE SAMMEN MED DIG, DIN STORE IDIOT!”. Og på samme måde kan mine følelser på sådan en aften sammenfattes til noget i retningen af “Så giv mig dog bare en aften HELT ALENE, dit uudholdelige lille bæst, som jeg elsker højere end livet selv!”. Sådan er det jo.