Lea Amalie, som nok på et eller andet tidspunkt kommer til at slå hælen i jorden og forlange, at vi holder op med at kalde hende Lulle, udvider stille og roligt sit ordforråd. Hun er kommet til NEJ!
Nej! Nej! NEJ! Og så det lange: NAAAAAAAJ!
Indtil videre er det underholdende, for hun siger nej til alt. Også når hun mener ja. Til gengæld er det før så høflige tak erstattet af MER’!
Lea Amalie: MER!
Den tålmodige mor: Vil du ha’ mere mælk?
Lea Amalie: NEJ!
Den tålmodige mor: Så sætter vi det ind i køleskabet igen.
Lea Amalie: NEJ!
Den tålmodige mor: Ok, så hælder jeg lige lidt i dit glas, så kan du drikke det, hvis du vil.
Lea Amalie: NEJ! Neeeeej! NEJ! (hvorpå hun drikker det hele) MER!
Den tålmodige mor: Vil du ha’ mere mælk?
Lea Amalie: NEJ!
Okay så. Hun har grundlæggende superkompetencer når det handler om at sige fra, og en dag får hun vel et større ordforråd. Og bliver teenager. Argh!
Hendes storebror lever en niårig drengs liv og tænker niårige drengetanker, og jeg har på fornemmelsen, at det er en hel del anderledes end de niårige pigers. I fredags tømte jeg hans skoletaske, fordi den duftede lidt ubestemmeligt af banan og et eller andet andet. Det viste sig at være en god idé. Det der lugtede af banan, havde faktisk engang været en banan. Den var blevet til noget, der godt kunne have været Grauballemandens banan. Heldigvis lå den i en plastikpose (de der designere som sælger frugtposer af bomuldsstof har ikke drenge) – Inde i en nærmest usynlig lomme bag taskens rygstykke. I samme lomme lå et brev, som ikke havde været åbnet.
Et brev fra en pige. Lyserødt læbestiftkys, og min søns navn skrevet i et hjerte. En pige har lagt et brev i hans taske uden at sige noget om det og troet at han ville finde det. Ikke så underligt, at der går slinger i kommunikationen mellem kønnene relativt tidligt. Jeg fik nærmest lidt ondt af hende. Hvis det ikke havde været for stanken af banan, var hendes håbefulde forsøg komposteret på bunden af en skoletaske.
Han læste, smed kuverten væk, stak brevet i lommen og gik i krig med noget Lego.
Var det et kærestebrev? Spurgte den nysgerrige mor. Jeg kunne ikke styre mig. Men det var åbenbart ok.
Ja! Sagde han.
Sådan et med “sæt kryds?”
Ja. Sæt kryds, ja eller nej.
Var der ikke også et “måske”?
Jo? Har du kigget?
Næh.
Hvordan kunne du så vide det?
Det er bare sådan noget mødre ved!
Nah! Hvordan?
Jo, sådan var kærestebreve altså også, dengang jeg gik i 3. klasse. Sæt kryds: Ja, nej, eller måske.
o-KAY? Skrev I kærestebreve da du gik i 3. klasse? Ha! Haha!
Og så fik jeg skeptiske sideblikke ad libitum, den næste halve time. Og jeg må hellere lade være med at snage i min søns privatliv… men gad vide, om det bliver ja, nej eller måske.
Er jeg simpelthen nogens svigermor?
Hi hi hi! Klør det ikke helt vildt for at se det brev? Hvis du er heldig ligger det i lommen når bukserne skal vaskes!!Med mindre det på det tidspunkt er afkrydset og afleveret tilbage til en kommende svigerdatter…
HOV HOV!! Ja, du er nogens svigermor! Min datters! Det går virkelig ikke, det her Anne.
PS, Agnes er også med på nej-bølgen. Hun kan godt sige ja, men de få gange hun gør det, overrasker det både hende og mig.
Ai jeg ville dø for at læse det brev. Hvor er det fantastisk. Sikke en kærligheds-cliffhanger.
Ahhhhaaa, hvor er det kært! Både Lea A og JC. Det er ret morsomt, jeg ser ham for mig se skeptisk på dig og tænke sit. Tænk, man er en gammel nar langt før tid
Og mon ikke du når at blive en dels svigermor med den charmør i huset…
@ Line: Jo, det klør. Men jeg ved hvor sur og såret jeg selv ville være blevet, hvis nogen læste mine breve da jeg var 9 år. Så jeg styrer mig.
Bortset fra det, så skulle det ikke undre mig det mindste, hvis brevet stadig ligger i lommen. De gange, Jens Christian har tømt sine lommer selv, kan vist stadig tælles på én hånd.
@ Julie: Jamen for pokker da! Hvordan kunne jeg glemme det?! Må nok lige have en snak med de piger på 3. årgang.
Hvad Lea Amalie angår, så tror jeg faktisk ikke, hun overhovedet kan sige ja. Hun nikker af og til (og siger nej), men ordet JA har vi da vist egentlig ikke hørt endnu. Til gengæld siger hun kiks (bsik) og juice (bsus) – man skulle tro, vi opererede med hurtige kulhydrater her i huset…
@ Annamette Fuhrmann: Jamen jeg er også svært nysgerrig. Har formentlig tænkt mere over det brev, end ham det er skrevet til. Og hende der har skrevet det, gad vide hvor længe hun har ventet med sommerfugle i maven. Det kan jo i princippet have ligget i den lomme i tasken siden engang i august. Måske har hun allerede en anden kæreste. Går det ikke ret stærkt i den alder?
@ Signe: Jeg klynger mig jo til det håb, at han ikke sendte undrende blikke til en gammel nar, men til en mor som han pludselig så i et helt nyt lys. Ha, jeg er SÅ naiv!
Har du talt med din mand om det dér med at sige ‘nej’? Han vil ønske, at Lulles ordforråd aldrig blev større.
Kender jeg fædre ret, er det det eneste ord, de forventer, at deres døtre til enhver tid kender.
Også langt efter den ellers officielle, giftemodne alder.
INGEN skal røre en Mands datter. Aldrig.
Selv i dag kan jeg fornemme, at John har det lige så dårligt med at vide, at datter har et sexliv, som vi engang kunne fornemme, at datter havde det med at have mistanke om, at forældre kunne have et
JC er heldigvis bare en sund dreng, som er, som drenge til alle tider har været…
Nåh hvor er det sødt, Anne
Jeg havde en kæreste allerede, mens jeg gik i børnehave – så jeg synes jo næsten, Jens Christian er lidt sent ude …
Ellen, det behøver jeg slet ikke tale med ham om, det siger han gerne selv helt uopfordret. Det startede sådan set allerede, da scanningsbilledet i uge 20 viste en pige – og manden udbrød “ok, så må jeg hellere se at få taget det jagttegn”.
Og ja, Jens Christian er en dreng. Og om et par uger, når han er kommet sig helt ovenpå efterårsferien, kan vi sikkert også gå tilbage til at kalde ham en sund dreng. Lige nu vil jeg skyde på at han ligger i sukkerlage. Efterårsferien er nemlig delt ligeligt mellem bedsteforældrene, og de afholder ikke ligefrem DM i helsekost, når der er børnebørn på besøg. Jeg forsøger at fortrænge billedet af et barn der surfer på en bølge af Nutella…
Madame, jeg tror de fleste piger har kærester allerede i børnehaven. Til gengæld er der nok en hel del af drengene i samme aldersgruppe der ikke er klar over, at de er nogens kæreste. Jeg tror f.eks også at Jens Christian har haft adskillige kærester allerede. Han ved det bare ikke selv.
Og så er der selvfølgelig lige nogle få drenge, som kan det dér allerede fra de er 4-5 år. Men jeg tror de er sjældne!
Jeg noterer straks i børneparløren…skal jo til at lære, at kommunikere med de dér små mennesker – og hold da op, hvor jeg glæder mig!
Og er der mon en opdate på ungdomskæresteriet?
Hov, se nu der! Min kommentar kom på helt uden at jeg røg ud af systemet? Har du tunet og boret din blog? Føles godt, at jeg må lege med igen;o)
M, hvor er jeg glad for at det lykkedes. Jeg har ikke ændret noget. Har bare været inde og kigge i spamfilteret, for at se om du mon var havnet der med dine tidligere forsøg. Men der lå kun de sædvanlige tilbud om billig kopimedicin og større bryster. Så jeg ved stadig ikke, hvad systemet synes der har været galt med dine kommentarer (du skrev ikke noget om billig viagra og store bryster, vel?). Nå, nu kom du igennem, og det er det vigtigste!
Ingen update på Da Luvstory. Mit gæt er, at Ridder Lykke (alias min søn) allerede har glemt alt om det brev. Men det er nok også bedst, for han skal jo altså giftes med Julies Klara.
Pokkers, Klara er allerede afsat? Så gider jeg da slet ikke bestræbe mig på at få en dreng i 2. omgang. Men hmm…jeg får besøg af Julie i næste weekend…hehehe…jeg manipulerer hende – gør jeg! Klara skal være MIN svigerdatter! På den anden side, hvis jeg engang får en dreng, så kommer vi jo ud i et Alexandra-Martin-aldersforskels-scenarie…Okay, så skidt da, Jens Christian må godt få hende!
Og nu du si’r det, så har jeg muligvis nævnt noget bryst-viagra-noget i tidligere kommentarer…nej, fuuii, jeg har da ikke. (Men nu gjorde jeg det og ryger så fluks i dit filter;o)
FANTASTISK! husk nu at forældre er det piiiiiinligste i verden…
Søde Anne. Hvis du de sidste par uger har mærket en kilden i øret er det bare mig der sender dig varme tanker her i din første tid med nyt job og hele roladen. Jeg savner dig og begynder nok at blogge igen lige om lidt simplethen fordi jeg ikke kan underværre dig og de andre skønne mennesker.
Min onkel og tante der har fejret sølvbryllup for mange år siden blev iøvrigt kærster i første klasse så måske er dét løb kørt nu…
Kære Marina, tusind tak – Jeg savner i dén grad også dig! Håber du har fået løst dine computerproblemer (og lusene?!), og glæder mig meget til du vender tilbage. Hvordan går det på Fejø? Kan I være der for æbler, eller er I i gang med at spise jer vej gennem landskabet? Jeg har tænkt på dig, hver gang jeg har hørt om årets rekordstore æblehøst. Og mange andre gange, også!
PÅ Fejø spiser alle enorme mængder frugt og det der ikke bliver spist eller solgt falder til jorden uden at nogen løfter et øjenbryn. Det første år vi boede her ejede jeg flere tusind økologiske frugttrær og jeg græd simpelthen af fustration over al den frugt der faldt til jorden. Man kan ikke afsætte små partier frugt (tro mig jeg har prøvet) og heller ikke frugt med den mindste lille fejl og derfor er der masser af vidunderlige sorter der ikke længere findes i handlen. Nu har jeg boet her i fem år og ejer heldigvis kun ca. 20 æbletræer så vi kan næsten følge med. Det vi ikke selv spiser giver jeg til kompostormene. De elsker mig…
Tak for dagens bedste grin. Go’ jøsses hvor det var sjovt.
[...] da jeg læste dette hos Undreland kom jeg pludselig til at tænke på [...]