Kollektiv trafik og grydelapper…
Jeg burde nok køre lidt mere med bus…

I dag tog jeg bussen hjem fra byen efter at have været igang hele dagen. Det plejer jeg ellers ikke – altså det med at køre med bus! Engang, tidligere i livet var det noget, der hørte hverdagen til, og da var der egentlig ikke noget hyggeligt ved det, men nu gik jeg faktisk og glædede mig hele vejen op til busterminalen. Jeg ville nyde de ca. 10 minutter alene på et oplyst bussæde sammen med min kommende grydelap og en hæklenål…

Det kan stærkt anbefales! Det er MEGET lettere at hækle, når man kører i bus, end når man kører i bil! Det er nemlig smadder-svært, specielt, når man kommer til en rundkørsel ;O)

Politikerne har på det sidste overgået hinanden med gode idé’er til, hvordan man kan udbygge den kollektive trafik, ja ligefrem gøre den gratis. Personligt er jeg overbevist om, at det vil være et positivt boost til mange hækleres vinter-depressions-truede sind!

Tænk, at kunne kaste sig ind på sædet i en bus klokken meget tidligt om morgenen, hækle sig vågen med et krus gratis morgenkaffe serveret i en kopholder bag på sædet foran, for til sidst at blive sat af lige ved døren… Jeg ville møde på arbejde med et mildt smil og en glat pande, hver morgen!

Jeg blev bare lige grebet af at opleve, at “nogen derude” havde tænkt lidt ligesom mig :O)
Og forresten NØD jeg også dit film-liv, længere nede i teksten. Tak for nogle dejlige smil!
-LisBethLys

@ Ellen: Eller – hvis dit liv var en æske chokolade, ville du så selv gide spise den? (Det ville ikke være noget problem her i huset. Alfa ville klare det på en halv time!)

@ Annamette: Oh. Øh. Ja… Jeg vil gerne sige… Tak. Tak til wordpress, som gjorde det muligt. Og til min familie, som leverer inspiration når jeg mindst venter det. Og I, mine læsere: You rule!

@ Visitsen: Det er den rent og skært nødvendige livsholdning – og finere end en Oscar, hvis man husker at pudse den ved særlige lejligheder!

@ Line: Af hjertet tak. Og ja, jeg ved heller ikke lige hvad der sker for de smileyer. De er autonome

@ Marina: Tusind tak!
Jeg er helt enig, og det var egentlig lige præcis din pointe, der var mit udgangspunkt, selvom jeg havnede et andet sted: Jeg vil hellere ha’ et liv med fraklip og det hele, end en stramt klippet blockbuster.

@ Lotte: Tusind tak. Det er jo nok fordi jeg elsker processen – skønt at der så oven i købet er andre der har glæde af resultatet.

@ Mette: Tusind tak, og selv tak. Du må være lige præcis så fri som du selv synes

…også selvom du havde ment at det var noget makværk!

@ Madame: Tusind tak. Gentagelse eller ej, så bliver jeg jo altså glad!

@ Julie: JAAAAAA! Jubii! Selvfølgelig vil jeg da vildt gerne lige præcis det! Glæder mig!

Jeg har haft enkelte øjeblikke i mit liv hvor jeg følte at jeg var med i en film og ingen af dem var rare. Livet tror jeg bedst leves som liv med det hele fremfor forskruet film med knald på effekterne.