Kommentarer til: Ufrivillig aftenskole

Af: Anne

Anne — Mon, 23 Nov 2009 12:16:56 +0000

Tak for alle kommentarerne, roserne og de opmuntrende ord!

Jeg ved ikke – er det så forfærdeligt at sige, at man af og til kan blive så træt af sit barn, at man er ved at gå midt over? Man er jo netop ved at revne, fordi man SAMTIDIG elsker krapylet så himmelhøjt, at det næsten ikke er til at rumme. Jeg synes det er helt i orden. De har det jo sikkert på samme måde med os. Jeg er i hvert fald ret sikker på, at det Lea Amalie har stået og råbt inde fra soveværelset gang på gang, er noget i retningen af at “JEG VIL JO BARE VÆRE SAMMEN MED DIG, DIN STORE IDIOT!”. Og på samme måde kan mine følelser på sådan en aften sammenfattes til noget i retningen af “Så giv mig dog bare en aften HELT ALENE, dit uudholdelige lille bæst, som jeg elsker højere end livet selv!”. Sådan er det jo.

Af: Fie

Fie — Fri, 20 Nov 2009 06:57:10 +0000

TAK for at give los og give os andre lov til også at være trætte af vores børn. Når man ved, alle de andre også står med klatøjne og søvnmangel og indestængt hidsighed, er det lidt nemmere at klare sin egen. Selvomviselvfølgeligelskerdesmålabaneroveraltpåjorden.

Af: Ellen

Ellen — Thu, 19 Nov 2009 20:40:09 +0000

Jamen du godeste…
Hvor ER det morsomt at læse.
Hvor ER man bare træt af sit barn ind imellem, men det er sikkert totalt forbudt bare at tænke på at tænke det.
Mon ikke langt de fleste forældre har været gennem en fase, hvor det er barnet, der har 100% styr på det hele og kører rundt med den/de voksne i en grad, der nærmer sig det pinlige?

Jeg havde den ‘fornøjelse’ at være den, der ikke måtte putte. Problemet var bare, at jeg var alene med hende, så der var ikke nogen til at tage over. Hun ville simpelthen ikke puttes.
Det gik over. I løbet af et års tid eller to.
Hurra.
Men jeg elskede den lille møgunge over alt på jorden. Og gør det i øvrigt stadig 30 år efter.

Af: Frk. Vestergaard

Frk. Vestergaard — Thu, 19 Nov 2009 19:04:21 +0000

Her i huset er det ikke så meget aftenen, der er udfordringen. Snarere morgnerne (eller skal vi kalde det sidst på natten). For Mindstemands indre vækkeur står på ca. 4.30. Og det er ikke sådan liiiiige at omprogrammere. Vil helt klart overveje låg på tremmeseng

Af: Mette

Mette — Thu, 19 Nov 2009 10:56:51 +0000

Jeg er ikke stolt af at indrømme det…men…her kommer det….
Da min søn var 2 år havde vi også MANGE ‘udfordringer’(som det jo hedder i dag) med at få ham til at blive i sengen og SOVE….Vi havde på det tidspunkt allerede investeret i en fin halvhøj seng, som bare stod og ventede i kælderen, på at han blev stor nok.
Da terrorregimet havde stået på i 1½ måned fik min dejlige mand nok. Han hentede sengen frem fra kælderen, satte den op på juniors værelse, fandt et gammelt trappegitter og skruede det fast med nogle hænglser i den ene side og en krampe i den anden, så junior ikke kunne komme ned. Så der blev godt nok ikke lagt låg på barnet, tilgengæld blev han sat i bur..!!!!

Af: Madame

Madame — Thu, 19 Nov 2009 09:17:50 +0000

Haha, hvis min mormor stadig havde levet, måtte du gerne låne hende – intet barn vovede ikke at sove, når mormor sagde, man skulle ;O)

Af: Signe

Signe — Wed, 18 Nov 2009 19:28:26 +0000

Ååårh, hvor jeg husker det fra min datter. Det var KUN mig HELE tiden, når der skulle puttes, og min mors kommentar var – selvfølgelig – bare, at det vel nok var synd for helten, og at jeg altså ikke måtte lade Laura styre det, for han skulle sandelig også ha’ lov at gælde. Nåhja, men taktakkelak, så er det da dét, der er galt, det ka’ jeg godt se Min skyld. Of course. Så virkelig rart at læse, andre også har den erfaring.
PS: Vi kan heldigvis!!! begge putte lillebror, uanset. Det er konge!

Af: Line

Line — Wed, 18 Nov 2009 19:25:54 +0000

Åh haha, virkelig virkelig sjovt bekrevet, sikkert bare ikke SÅ sjovt i virkeligheden…

Af: Lotte

Lotte — Wed, 18 Nov 2009 18:48:10 +0000

Pyyyhhh… husker det godt. Ville bare aldrig kunne fortælle det så godt!
Pøj pøj med Fasen…

Af: Pernille

Pernille — Wed, 18 Nov 2009 17:44:14 +0000

Jeg ææælsker dine billederige fortællinger, og hvor kan jeg godt huske det, også selvom jeg var den, der kun duede
Det med låget synes jeg er en fantastisk ide, selvom jeg levende kan forestille mig højlydte protester, selv ikke den mest hærdede kan overhøre.