Jeg arbejder. Og drikker kaffe. Og hvis du også gør det, så kunne du måske godt lige bruge lidt sødt?

Jeg elsker den her. Sød, men ikke for sød, pop, men ikke for poppet, koket, men ikke mere end at det er helt lige tilpas. Og ja, selvfølgelig er det også en lille smule fordi jeg ikke har tid til at blogge igennem. Det kommer. Nyd nu bare Zooey Deschanel og M. Ward for lækkerhedens skyld. Og få eventuelt et lille nostalgitrip over den der glade studentertid, hvor vi allesammen dansede ironiske rundt på strømpefødder i biblioteket. Eller hvordan det nu var.

Men gid dog alligevel at fanden havde den maskine, som netop nu peeler asfalten lige udenfor huset. Jeg forsøger altså også at arbejde. Ikke specielt nemt, når tonstung monstermaskine sætter hele nabolaget i svingninger med epicenter max 20 meter fra den stol jeg sidder og dirrer på. Vil helst selv bestemme, hvor og hvornår jeg ryster min røv.

Heller ikke helt nemt at abstrahere fra kopper der klirrer, kaffe der skælver, og billeder der falder ned fra væggen. Det er rystende. Jeg er sart.

opdatering:
…og hvad var det lige jeg skrev for ti timer siden? “Peeler asfalten”?! Åh nej. Den skrællede asfalten, gjorde den. Og ham der sad i den lignede ikke ligefrem Ole Henriksen, og jeg ved ikke hvad der sker med mit ordforråd. For meget hudpleje og for lidt teknik.

Det holder aldrig op med at være sjovt at stikke hovedet ud i baglokalet – der hvor man kan se hvilke søgeord der har sendt sagesløse surfere en tur omkring Undreland. Men det er ikke så sjovt som det har været. Måske er de seriøst sære mennesker en uddøende race. Dem der kunne finde på at søge på ting som ’sand ud af vinduet’, ‘hummer som kæledyr’ og ‘elektrisk øko undertøj’.

Der er blevet længere mellem den slags søgeord. Og de fleste der havner her via Google vil bare have lasagne, den-bedste-lasagne, stærk-lasagne eller lasagne-i-fad. Og det kan de godt finde. Til gengæld kan jeg ikke helt greje, hvordan en eller anden er havnet her, i jagten på Emma Thompsons bryster. Men vedkommende er nok blevet skuffet. Ligesom den (ham, er jeg sikker på) der har søgt på ‘unormal diller’. Stakkels lille fyr.

Og af og til er der sket noget poetisk ude i søgemaskinerne, uden at jeg kan regne ud hvad der ligger bag. Når nogen søger på ‘Hun elsker solsort’ – hvad går det så ud på?.
En anden (fugleven?) har søgt på ‘Tukan pasning’. Fornemmer man en ledig niche? Tukanpension! En eller anden, grib chancen. Jeg gør det ikke. Jeg synes store fugle lugter.

Og jeg er træt. Og jeg skriver. Og huser en eller anden snigende semi-influenza, som nægter at give sig til kende, men nøjes med at sidde i noget der ligner ubemærkethed og spise min energi.

Og ind imellem drømmer jeg om den belønning der ligger og venter på mig i en stor, brun papkasse lige her ved siden af mig, og som jeg må pakke ud og sætte op, når jeg er færdig med at redigere manus (jeg tør ikke installere så stor en potentiel overspringshandling før da – derfor!). Mega Minor er ankommet. Den kan lave tusind grader, når den bliver fodret med ilt og gas. No kidding, det er næsten som at have fået sin helt egen drage. En ildsprudlende værkstedsven, som jeg har en legeaftale med til oktober. Så kommer der mere af det her:

Men jeg ved ikke helt hvad jeg skal skrive. Her sker næsten kun arbejde lige for tiden, og det er skrivskrivskriv, og det kan jeg jo ikke skrive om, synes jeg. Det er ligesom nok som det er. I går skrev jeg om bronzestøbning, og fik vanvittig meget lyst til at prøve at støbe noget i bronze selv. I dag har jeg skrevet om mosaikker, og nu er jeg syg efter at få fingrene i nogle marmorstifter, glasstykker, eller bare en masse gamle skår og en spand fliseklæber. Det er godt jeg ikke skal skrive om Christo. Eller Piero Manzoni. Kunne godt gå hen og blive noget rod, på to forskellige måder.

Ind imellem kommer den ydre virkelighed så og vil have noget at spise, se Barbapappa, tørre fingre i mig eller bare udveksle kram. Det er godt.

Og ind imellem kommer jeg oven i købet lidt ud. Strejfede et hjørne af festugen sammen med Lulle forleden, for at se en danseteaterforestilling for 1-4 årige. Jeg tror nok jeg synes den var fin og poetisk – det var bare lidt distraherende at have et barn med. Lea Amalie syntes den var helt vildt spændende og helt vildt kedelig, sådan lidt på skift. Ind imellem var hun lutter øjne og ører. Og ind imellem ville hun godt ud NU. På et tidspunkt åbnede hun den lille pink glimmer-selskabstaske, som hun altid vil have med i byen, tog en pixibog frem, slog op på første side og sagde meget højt “Tænd lige lyset”. Jeg kan ikke gøre for det, jeg synes den slags er helt vildt sjovt.

Nu er det lørdag aften, og Alfa er til bryllup mens jeg passer bedriften. Vi skulle have været af sted begge to, men så glippede børnepasningen. Og det er ikke så skidt som det kunne have været, for jeg er semi-influenzaagtig og har været morgengrim hele dagen. Og brugt det, at jeg blev nødt til at blive hjemme, som påskud for at spise sushi til frokost og pizza og is til aftensmad. I sofaen. Sammen med ungerne og Ratatouille-filmen. Af og til er det bare for nemt at være verdens bedste mor.

I morgen hader de mig, når jeg får dårlig samvittighed og forsøger at kompensere for skørlevneriet ved at insistere på grøntsagssuppe og lang gåtur.

Nej, ikke sådan, vel?
Det har faktisk været en fin dag.

Det er endda en underdrivelse.
Det har været en helt topdollar bonuspræmie af en dag.
Indtil filmen knækkede.

Eller -

Nej, det var ikke filmen der knækkede.
Det var den dims der holder lydpotten på plads.
En skrue, eller hvad det nu var.
Er I så færdige hvor har jeg da lige lært, hvorfor den skrue helst skal være der!
Totalt til grin hjemtur, mand.
Oh, at lyde som en formel 1-racer. Når man kører 35 km. i timen.

Nå, men hjem kom vi jo. Og sultne var vi.
Så vi smed wokken over, og gav den gas.

Eller -

Det gjorde vi jo så ikke ret længe.

Plop!
sagde det.

Ikke mere gas.

Og af en eller anden grund kunne jeg bare ikke få den “^#€@”*# regulator til at sidde fast på den &%”"€#%#” reservegasflaske. Plejer ellers ikke at volde problemer, men det skulle det selvfølgelig lige i dag, hvor Alfa ikke var hjemme til at kunne tricks.

Forhælved! sagde jeg så.
Og… RØV!

I know. Ikke specielt modent.

Men jeg havde lige et splitsekund glemt at jeg ikke var alene i huset.
Det kom jeg jo så i tanker om, da jeg blev afbrudt i mit “pispispis…”

Af en storebrors stemme:
Lulle, tager du noter?

Lige nu skriver jeg helt åndssvagt meget, på grund af noget der skal være færdigt på mit job. Når det engang er helt færdigt, kan jeg garanteret ikke understå mig i at skrive noget pral om det, men der hvor jeg er lige nu, er det ærlig talt all work and no play, for lige at male fanden på væggen.

Det skal nok blive færdigt, og det skal nok blive godt. Jeg er bare ikke ret god til at elske det der med flere gennemskrivninger. Jeg vil helst starte med begyndelsen og slutte med slutningen, og så færdig. Men fordi det jeg sidder med lige nu er lidt større end hvad jeg plejer at tumle med, besluttede jeg fra starten, at denne gang skulle det gå rigtigt til. Og så skitserede jeg, og så redigerede jeg, og så flyttede jeg rundt på, og så skrev jeg. Og så skrev jeg lidt mere. Og så skrev jeg endnu mere.

Og nu er vi så der hvor det hele skal rusteres og homogeniseres og redigeres og hvad det nu altsammen hedder. Og jeg kan simpelthen ikke få øje på fidusen i at have skrevet så meget, og så skulle igennem det hele igen. For hver gang jeg får noget til at klikke på plads, hver gang jeg lykkes med en skarp pen og får skåret ind til det væsentlige, skrumper teksten ind. Meget.

Hvis det fortsætter på den måde, ender jeg med en pixibog.

Men det var egentlig slet ikke det jeg ville skrive. Her, mener jeg. Jeg ville skrive, at når jeg er i sådan et skriveflow, hvor tyktflydende det så end er, så sker der noget underligt noget oppe i mit hoved. Jeg går i narrativ trance, gør jeg. Og det er pænt anstrengende.

Og hvis nogen undrer sig og vil vide hvad det er, så forestil jer, at alt hvad I foretager jer i løbet af en dag samtidig bliver til en roman/reportage/fagbog, som hele tiden formulerer sig selv, der hvor jeres almindelige tanker plejer at være.

Det er efter sigende hverken unormalt eller farligt.

Men hvis mit liv havde været den bog der kom ud af dét, ville jeg ikke selv gide læse den. Jeg ville skynde mig at få den redigeret ned til et eneste ord.

Nærvær.

…Det er på tide vi får ryddet ordentligt op på det her alt for lange bord, i stedet for at skubbe ting ned i den anden ende når der skal dækkes bord. Tandpasta var langt fra den eneste mulighed. Hun kunne også have valgt sig en mad med limstift, grønlænderperler, eller 4 GB ram fra en slagtet computer. Blandt meget andet.

Nu vil jeg gå i seng og få mig et mareridt om uanmeldt besøg af dem fra det der tv-program om at rydde op hos folk. Har allerede indre billeder af Ranvita La Cour der rykker ind sammen med Bubber og en flok elitesoldater.

Kunne selvfølgelig også bare åbne alle vinduer og døre, og så satse på at hele lortet er blæst væk når jeg vågner i morgen tidlig. Ulempe: Dræbersnegle og edderkopper vil ind. Det er årstiden. Der er ingen der har sagt at det skal være nemt.

Men det var det værd, for det var i godt selskab, og jeg ved ikke hvad det er med det himmelbjerg, men står det til mig, så gør vi det igen næste år. Med lige så meget sol, lige så mange kager, og gerne endnu flere bloggere. Der er plads til det. Og højt til loftet, selv der, 147 svimlende meter over havets overflade.

Og jeg glemte at fotografere, men skidt med det. Hvis I vil se hvordan det ser ud, når bloggere slænger sig i flok, så kommer I bare næste år.

Og jer der kom i år: Tak for en dejlig dag. Det var godt at se jer, alle mennesker og fine hund!

Og nu er det lige om lidt. I morgen.

Og det var egentlig bare det jeg ville sige.

Og så:
Skulle der nu være en enkelt forbitret blogger, der sidder og dunker hovedet ned i sit tastatur og mumler “det ville jeg også gerne have været”, så hold op med det. Og kom. Der er nemlig ikke noget med tilmelding eller noget som helst, så du kan nå det endnu.

Som det ses her, har vejret lovet at få regnet af i løbet af morgenen, hvorefter solen skulle dukke op og åbne ballet.
I dagens anledning.

Cool plan!

Skidt kombination at være god mod dyr og dårlig til artsbestemmelse.

Åh, jeg griner endnu. Fandt den på nettet. Den er ikke renlig. Haaahahaha!

Kære Birthe, hvis du læser det her, så for det første: Undskyld. Men det er altså sjovt. Og du er et godt menneske. Og for det andet: Håber du på nuværende tidspunkt er kommet af med den onde kat. Kender du et middel, der hedder Rodalon? Vil nok være godt. Fjerner lugt.

Opdatering: Nå. Øv. Så viser det sig, at der cirkulerer et opslag af samme slags – på engelsk. Så Birthe er nok ikke helt fin i kanten alligevel (dumme internet). Men jeg lader den hænge. Er stadig sjov. Eller også er det bare fordi jeg sidder i arbejde til langt op over næsen. Trængte til at grine, og det gør du måske også?