Asfaltmændene er her igen i dag, men de er vist færdige med den maskine der får alting til at ryste. Nu har de i stedet en med, der ligner en dinosaur, og jeg skal nok lade være med at brokke mig. Eller jeg skal prøve.

Jeg arbejder. Og drikker kaffe. Og hvis du også gør det, så kunne du måske godt lige bruge lidt sødt?

Jeg elsker den her. Sød, men ikke for sød, pop, men ikke for poppet, koket, men ikke mere end at det er helt lige tilpas. Og ja, selvfølgelig er det også en lille smule fordi jeg ikke har tid til at blogge igennem. Det kommer. Nyd nu bare Zooey Deschanel og M. Ward for lækkerhedens skyld. Og få eventuelt et lille nostalgitrip over den der glade studentertid, hvor vi allesammen dansede ironiske rundt på strømpefødder i biblioteket. Eller hvordan det nu var.

Ja. Ved godt at det bare er nogle mænd som gør deres arbejde.

Men gid dog alligevel at fanden havde den maskine, som netop nu peeler asfalten lige udenfor huset. Jeg forsøger altså også at arbejde. Ikke specielt nemt, når tonstung monstermaskine sætter hele nabolaget i svingninger med epicenter max 20 meter fra den stol jeg sidder og dirrer på. Vil helst selv bestemme, hvor og hvornår jeg ryster min røv.

Heller ikke helt nemt at abstrahere fra kopper der klirrer, kaffe der skælver, og billeder der falder ned fra væggen. Det er rystende. Jeg er sart.

opdatering:
…og hvad var det lige jeg skrev for ti timer siden? “Peeler asfalten”?! Åh nej. Den skrællede asfalten, gjorde den. Og ham der sad i den lignede ikke ligefrem Ole Henriksen, og jeg ved ikke hvad der sker med mit ordforråd. For meget hudpleje og for lidt teknik.

Hvert år når de lyse nætter pludselig bliver kørt i garagen igen, får jeg et anfald af nejnejnej, det er jeg jo slet ikke klar til.
Og det er så nu, det årlige anfald.

Ikke sådan at jeg går ned med noget som helst flag, det er bare… Mig. Lidt mere sentimental end vanligt, og det er jo ellers galt nok endda. Og det sædvanlige forsøg på at opveje det: Lidt mere kynisk end ellers.

Med andre ord:
Nu ekstra sentimental OG ekstra kynisk.

Nogen der har lyst til at komme forbi til en kop kaffe og et los i løgene?

Nåikk?

Ok så.

Men. Det er lidt ekstra farveller-lyse-sommernætter-agtigt i år. For lige om lidt udløber også min ansættelse, der hvor jeg er nu. Sammen med den sidste stump sensommer. Og det er jeg jo heller ikke klar til, vel? – Eller: Jeg skal jo lige nå at finde det næste job. Og helst nu, mens jeg stadig er på den rigtige side af dagpengelimbo.

Eller også skal jeg realisere en jævnligt tilbagevendende drøm om at producere alverdens sager og kampsælge dem som aldrig før set i det virkelige liv. Unikahejs. Men kan man leve af det?

…nok ikke, hvis man i udgangspunktet ikke engang selv tror på det.

Så hvis du nu kender nogen, der har noget af det der netværk med nogen, der kender andre, der kender alle, deriblandt en, der lige står og mangler en både sentimental og kynisk medarbejder.

Så sig til.

Til alle, der ikke allerede har set den henne hos Trine. Fordi jeg simpelthen bare bliver nødt til at dele den fantastiske kombi af to genrer, som jeg hidtil har elsket og dyrket hver for sig, uden at skænke det en eneste tanke, hvor smukt de ville klæde hinanden.

Velkommen til Jane Austen Fight Club.
- og husk nu forresten at se om du har vundet en bog.

Så er der vinderfilm. Heldigvis er billedkvaliteten præcis så god, at man kan skimte navnene på dem der har vundet, for lydkvaliteten er ikke helt i top. Men dog desværre god nok til, at dem der ikke har vundet noget i det mindste kan få sig en gratis griner over, hvor århusiansk nogen taler her på egnen. Kærlighedshiståååårie. Jeez.

Nå, men tillykke til de heldige. Og god læselyst.

Underligt. Jeg havde da nok lige regnet med en eller anden form for reaktion efter det her. Fra producenter af ting, mener jeg. Men har endnu ikke hørt fra hverken Maserati, Summerbird, Noma, Eller nogen som helst der laver Asti, silkeundertøj, eller andre basisfornødenheder. Men ok, det er selvfølgelig også sommer nu. Højsæson for ikke at læse blogs og højsæson for at lade være med at sende ting til folk. Det er nok nu jeg skal være taktisk og se at få ryddet indkørslen, så der er plads til nogle fragtmænd når ferien slutter.

Men. Der er en god undtagelse. Der er bøgerne.

God undtagelse på den måde, at dem der udgiver bøgerne godt vil sende dem til mig. Og at jeg godt vil skrive om dem. Ind imellem. Og godt på den måde, at der ikke er nogen der stiller krav om, at jeg skal skrive noget bestemt. Det er en ok deal, synes jeg.

Nu har jeg så efterhånden akkumuleret en pæn stak bøger ved siden af min seng. Læste og ulæste, og tiden går, og flere af dem er efterhånden yesterdays news. Men værd at nævne alligevel.

Skal man fx tro min sidebar, så har jeg været helt ufatteligt længe om at læse Silhuet af en synder af Leonora Christina Skov. Det var jeg også – på en måde. Jeg læste de første to sider for en evighed siden. Og resten på rekordtid, da jeg endelig fik tid. Fordi den har det der plot, som man måske/måske-ikke har regnet ud, og en besynderlig rodet fremdrift, som er både charmerende og dødirriterende.

Og jeg havde regnet den ud. Sådan i store træk. Og så alligevel ikke. Og hvis du skulle have noget sommerferie til gode, måske endda i ugen der kommer (shitty vejrudsigt, jeg siger det bare…), så er den et rigtig godt bud på en gedigen ferieknaldroman, som er uendeligt meget bedre skrevet end fx krimierne af gudsjammerlige Camilla Läckberg, der må være underholdningslitteraturens svar på negl-ned-ad-tavle. For underholdende, det er den – Silhuet af en synder. Det er det den kan, og det gør den godt. Til gengæld virker det lidt søgt med dens forsøg på at være en skæbnefortælling i Blixen-format. Men er man til forviklinger, skeletter i skabene og skygger i krogene på ‘en-mørk-og-stormfuld-nat’ -måden, så bliver man ikke skuffet.

Nu kaster jeg mig over Krystalhjertet af Josefine Ottesen. Kun lidt skeptisk, for jeg er jo ligesom ikke til fantasy, vel? …eller noget (det klinger lidt hult når det kommer fra en som, i en alder af flereogtredive år, stod i kø for at få Harry Potter på engelsk på udgivelsesdagen – både bind 6 og 7).

Og. Så sker der jo også det, at man ind imellem får en bog som man bare ved at man aldrig får læst. Eller en bog, som man egentlig godt kan se har nogle kvaliteter, men som man bare ikke kan finde ud af at skrive noget om. Eller en bog, som man af indlysende årsager ikke har brug for.

Jeg har tre bøger nu, som netop derfor bare ligger og samler støv. Og det er jo dumt, når der sikkert er andre der gerne vil læse dem – og måske endda skrive om dem på en blog. Så nu nævner jeg dem lige, og så kan man smide en kommentar, hvis man er interesseret. Man må gerne være interesseret i flere af titlerne, og man behøver ikke at have en blog for at deltage. Jeg trækker lod næste weekend. Og det drejer sig om:

Bogen som jeg ved at jeg aldrig får læst
er den her. Af Sofia Manning

Jamen hun er helt sikkert drønhamrende dygtig. Jeg har bare læst mit livs sidste selvhjælpsbog, and that’s a fact Jack. Har stadig masser af frygt, men også pænt meget personlig styrke. Og venter egentlig ikke på noget, som jeg ikke ved hvad er. Woot!

Bogen som jeg må anerkende for at være velskrevet, men som jeg slet ikke ved hvad jeg skal skrive om
er den her. En kærlighedshistorie af Kamilla Hega Holst

Av. Jeg er langt fra kun til feelgood og happy endings. Men der er ting, som bare gør for grumt ondt. Kuldslået, trøstesløs skildring af opløsning og omsorgssvigt, fx. Alt for godt skrevet, af en der virkelig kan sit kram. Desværre i en grad, så mine arme blev for korte undervejs. Kunne simpelthen ikke få det langt nok ud i strakt afstand. Av, av, av. Selv fiktive børn kan græde for længe bag lukkede døre, og jeg er vildt tyndhudet overfor den slags. Indrømmer det blankt. Er man mere hårdfør, så er der en læseoplevelse at hente her, helt sikkert. Om fødselsdepression og en underlig …’kærlighedshistorie’.

Bogen som jeg af indlysende årsager ikke har brug for
Priapus af Mathilde Walter Clark

Den indlysende årsag til at jeg ikke har brug for denne her er, at de rare mennesker på Samlerens Forlag kom til at sende mig to eksemplarer!
Det ene er signeret, og det beholder jeg selv. Det andet venter på en læser, der har lyst (!) til en voldsomt fabulerende forførerhistorie, som er velskrevet, overdrevet, ordrig og saftig. Den er ikke ædt på en dag (ikke af mig, i hvert fald), men er stadig et godt bud på sommerlæsning af den ikke alt for tunge og krævende slags.

Kom glad og sig haps. I grunden burde der være en bog til alle, der har læst så lang en blogpost i deres sommerferie. På den anden side var I selv ude om det!

“bare lige en hurtig postkorthilsen for at gøre jer misundelige og slå fast, at jeg er præcis så hoved over hæle vild med det store æble, som jeg altid havde forestillet mig at jeg ville være”.

Sådan skrev jeg i nat, siddende på en lille deli et sted på Manhattan, mens jeg ventede på en pastramisandwich og på min tidligere kollega Frederikke, som lige var ude og ordne et eller andet.

Vi delte en lejlighed i en fantastisk lille ejendom med tre lejemål. Nedenunder boede Mr. & Mrs. Orlinsky, et ældre ægtepar som kom op og hilste på os en af de første dage vi boede der. Hun var lille og kurvet og yndig, han var høj og tynd og venligt distræt, og klædt i beige fløjlsbukser med svaj, ørkenstøvler, krøllet skjorte, og havde tyndt, gråt, krøllet hår, som var totalt imod tyngdeloven. Han mindede mig om en eller anden, men jeg er stadig ikke kommet i tanker om hvem. She did all the talking. Han smilede og nikkede til det hele, lidt fjern i blikket.

Da de ringede på var Frederikke lige gået i bad, og jeg var ved at gøre klar til at vaske op og havde fået hældt alt for meget sulfo i baljen, og blev forvirret og kunne pludselig ikke finde noget at tørre hænderne i, så jeg åbnede døren med albuen og stod der og strittede med to våde skumhænder, og Mrs. Orlinsky syntes det var umanerlig sjovt at der stod små sæbebobler omkring os, da hun rystede min hånd og hilste varmt og overstrømmende og blev ved med at kalde mig for Miss Bubbles.

Det hele var så realistisk. Jeg var også inde på Colombia universitetet for at tilmelde mig nogle classes i et eller andet. Og jeg skulle finde en postkasse og et renseri. Og jeg elskede den måde der duftede på i den gade hvor vi boede. Lidt asfalt, lidt tørretumbler, lidt bagerforretning og lidt ubestemmeligt.

Og det jeg vil frem til er egentlig bare, at hvis det havde været enhver anden drøm af den slags jeg plejer at have, så havde jeg delt lejlighed med en selvlysende alpaka-lama som studerede komposition og opdrættede vejrhaner i badeværelset, og på et tidspunkt ville huset være sunket i jorden på grund af atmosfæriske forstyrrelser, eller jeg ville have giftet mig med en alien som lignede en krydsning mellem Gordon Brown og en pakke havregryn. Den slags helt almindelige drømme, og ikke sådan en nærmest helt troværdig lille afstikker til en by, som jeg drømmer om at besøge. I virkeligheden.

…og ok, jeg aner ikke hvor realistisk det er med små gader med ejendomme med kun tre lejligheder i hver, på Manhattan. Men ellers.

Og derfor bliver jeg simpelthen nødt til at toppe op med Cat Power og verdens cooleste cover. Ikke at der er noget galt med Frankieboy, men det her passer bedre. Og jeg elsker det.

Jeg kan åbenbart ikke finde ud af at komme hjem fra sommerferie. Der er jo ting over det hele. Og vasketøj, bjerge af vasketøj. Og sand på gulvet, sand i sengene, sand mellem tænderne. Og tiden virker ikke. Det er noget rod.

Og nu har vi vasket tøj i flere dage. Alt hvad der var i huset (eller rettere: alt det der var i kufferterne, og så alt det der lå og fyldte hele bryggerset). Og det er et problem, for når det hele er rent på en gang, kan det faktisk ikke være i skabene, så nu ligger det i stakke alle vegne. Bortset fra de tre sække vi har kørt væk, og den sæk der står og venter på at komme samme vej, inden jeg får et anfald af et eller andet med sentimentalitet, og begynder at hive det hele op igen.

Og det var jo slet ikke det jeg ville skrive. Jeg ville skrive noget om elgene og myggene og den fantastiske strand og varmerekorden i Sverige. Men jeg er brændt helt sammen oppe i hovedet af al den varme og hjemkomst og alle de bunker jeg ikke gider rydde op i.

Men. Vi var jo altså i Sverige og svede hverdagen ud. Med fin søudsigt og fjorten milliarder myg – og de der små sataner der er på størrelse med knappenålshoveder og bider som piratfisk på speed. Havde den lammende fornøjelse at opleve den varmeste svenske dag i seksten år. 31,5 grader. Men da vi lige havde vænnet os til at være i nærheden af kogepunktet og affundet os med at insekterne holdt buffet i os, var det fint, ellers.

Melby Strand reddede os totalt. Under alle andre omstændigheder ville jeg have grinet min myggestukne mås i laser over “Sveriges længste sandstrand”, men den havde alt hvad man kunne ønske sig: myggefri brise, vand med perfekt temperatur, sandbund uden sten. Vi skvulpede rundt i dovne bølger ved Melby Strand halvdelen af tiden, og det var faktisk det bedste vi foretog os. Helt nede i tempo. Med Jens Christian, som øvede sig i at have hovedet under vand længst muligt, og Lulle, som råbte “Hej Mååååner” efter mågerne.

Det dummeste vi gjorde var at køre i flere timer, for at komme i noget Western World aka High Chapparel. Cowboyland på Svensk (JC er for gammel til Astrid Lindgrens verden, som vistnok skulle være godt). I stedet betalte vi en kvart arm for at komme ind i Vilda Västern, for så at konstatere at forlystelserne stadig kostede bobs oven i hatten. Til gengæld havde vi lige præcis valgt den ene dag, hvor tropisk varme var afløst af tropiske regnbyger. Er der nogen der har en metafor jeg må låne? “Himlen åbnede sine sluser” er i underkanten.

Det korte af det lange er, at vi lige så godt kunne have fået en middelstor svensk skovsø i hovedet. Det ironiske af det lange er, at det skete lige da vi havde sat os på en tætpakket tribune under åben himmel for at se et indianershow. Ye-i-yah-ha og tre slag på trommen, og så sad vi midt i syndfloden og fattede at regndans findes. Det fede af det lange er, at Lulle syntes det var fan-tas-tisk med sådan en skylle. Mens alle andre løb forvirrede rundt med paraplyerne strittende til alle sider, sad hun midt i regnen og grinede sin hjerteligste lullelatter. Og det var faktisk det hele værd.

Det mest letkøbte vi gjorde var at se elge på den nemme måde. I en elgpark. Lidt snyd at køre ind et sted hvor man ligesom på forhånd ved at der bor godt tredive elge på få tønder land, men for en gangs skyld til at komme på skudhold. Med kameraet. Et par af elgene var nærmest linselus, og blev stående og poserede og gad ikke flytte sig, selvom der holdt tre biler.

Den ondeste souvenir vi tog med hjem var Alfas underarme, ankler og ansigt i ny udgave. Hans ret bredspektrede allergi omfatter åbenbart også insektbid, så hvor vi andre nøjedes med almindelige myggestik… ligner han faktisk stadig mest af alt en af den slags narkomaner som er løbet tør for intakte vener at stikke i. Den værste bivirkning er dog den afsindige hævntørst det har ført med sig. Alle insekter skal dø! Så nu har han beriget den lille husstand med en stor, grim elektrisk insektfanger med blåt lys og strømførende net. Jeg gider ikke gå i detaljer, men den er så effektiv, at der formentlig allerede er dømt sindssvagt dårlig karma over hele nabolaget.

Hvad den sære sommer angår, så er redaktionen hastigt på vej tilbage med flere tåbeligheder. Og efterhånden som min hjerne begynder at fungere igen, kommer der nok også nogle billeder. Eller noget. Foreløbig arbejdes der på at få fikset de løse forbindelser, så jeg igen bliver i stand til at skrive sammenhægende. Eller også drikker jeg mig bare fuld når børnene er gået i seng. Det er sommer, og så må man godt. So long sweethearts.