Ikke så meget snak, bare en stak billeder som siger sommerferie.

Tirsdagsbilleder fra Les Orges d’Ille-sur-Tet.
Naturen er en fabelagtig arkitekt, og smukt og særpræget så det ud. Jeg kunne godt have ønsket at området havde været knap så velfriseret. Der var nærmest etableret en park rundt om klipperne, og det ødelagde jo lidt illusionen af at være den første opdagelsesrejsende der havde hugget sig vej gennem tæt underskov for at opdage et af verdens hemmelige vidundere.

På et eller andet tidspunkt siver det muligvis ind hos mig, at guidebøgernes billeder af uforstyrrede naturscenerier er fup og fidus. Når først det har stået i Lonely Planet at et eller andet findes, så kan man godt risikere at måtte dele det med en lille flok af andre opdagelsesrejsende. Eller 700 turister, en issælger, en P-plads for autocampere og en våd labrador ved navn Balou. Men igen: Smukt var det.

I går kørte vi til Tautavel. Naboby. Meget lille by. Kendt for en meget gammel mand, som boede i en grotte i området for …450.000 år siden? Længe siden, i hvert fald. Tautavel-manden har sit eget museum, men i går var det så varmt at vi valgte museet fra til fordel for en tur ud af byen. For når man går denne fine vej…

Finder man det her:

En naturlig dæmning i floden har dannet en lille sø med det reneste, klareste vand. Jeg tror nok lige vi skal tilbage dertil og bade sammen med aborrerne igen.

Flodbreddens strandløve ville kun fotograferes i skjorte. Jeg tror måske også, de lokale badegæster åndede lettet op bag deres solbriller, da vi forlod stedet. Det kan ikke være hver dag, så blege mennesker kommer og hopper i deres flod.

…Nå, men hej-hej. Nu kører vi til Perpignan og køber ind til noget, vi har planlagt i næste uge. Hvor vi skal være endnu mere turister og nyde endnu mere sydfransk landliv. Åh, det er godt!