Det er godt der er nogen der kan tage over, når andre tjekker ud efter en form for lang og tro tjeneste – ikke mindst, når det handler om at holde liv i traditioner.

Således løftede Lulle i weekenden den klistrede arv fra bror og fætter: Honningkagebagningen hos mormor. Hvor tween’en og teen’en kun var sporadisk motiverede for en kort bemærkning (nærmere præciseret i den tid det tog dem – under megen fnisen – at konstruere et par …veludrustede honningkagemænd), sad den treårige med tungen i kinden og udstak hjerter, stjerner, mænd, koner, grise og julebukke i bagepladevis.

Senere på dagen klistrede vi alting ind i glasur og fyldte adskillige kagedåser – og Lulles mave. Mens jeg svor at vi ville leve af broccoli resten af ugen (vi er kommet ret dårligt fra start med det projekt, vil jeg godt afsløre).

…Hvad der skete med broccolien? Jo, vi fik gæster i dag. Én til Lulle og én til mig (legeaftale + mor). Og jeg havde sagt at så gav jeg lige en kop kaffe, og pludselig virkede det sådan lidt malplaceret med broccoli. I stedet greb jeg lejligheden til at afprøve en tanke, som jeg havde gået og leget med. Juleboller af egen opfindsomhed.

Det blev svinegodt! Og det er nemt: Tag opskriften på dine yndlingsfødselsdagsboller, og erstat mælk/vand med hvidtøl. Tilsæt godt med kardemomme og vanille, og et par skefulde rørsukker. Dejen skal være klistret. Lad den hæve. Møf så hvad du har lyst til af fyld ind i bollerne – vi brugte rosiner, mandelsplitter og kanelsukker, formede bollerne, rullede dem i mere kanelsukker, og lagde dem på plader. Prikkede nogle huller i dem, fyldte abrikosmarmelade i, og trykkede dem sammen igen. Efterhævede og bagte. Og spiste skamløst mange. Og nåede først lige at snuppe et enkelt billede, før det var for sent.