19. september 2012 af Anne
… jo jeg er.
Selvfølgelig er jeg det.
Jeg er bange for alverdens ting.
Men det her er en anmeldelse, så titlen er til låns.
Den er lånt fra fra Gruppe 38, Jens Christians og mit yndlingsteater i hele verden. Jeg har lige talt op og opdaget, at det på en måde var et lille jubilæum, da vi var inde og se deres nye forestilling forrige søndag. Det var vores Gruppe 38-forestilling nummer 10 (altså som i: Titel nummer 10, for nogle af forestillingerne har vi set flere gange. Det kan de nemlig godt tåle, og jeg er nem at overtale).
Og det er godt nok en pinligt sen anmeldelse, men jeg tog direkte hjem fra teatret og gik omkuld med den Alvorlige Mande-Influenza, som en særlig mand havde taget med hjem ugen før. Heldigvis er den ikke livsfarlig for mennesker af hunkøn, så de bivirkninger jeg sidder med nu begrænser sig til den lille stak ting som blev lagt på hylden i sidste uge og som jeg skylder verden at indhente.
Af alle hængepartier er det her det bedste. Jeg har glædet mig til det. Så her kommer det:
‘Jeg er ikke bange for noget’ hedder Gruppe 38′s nye forestilling. For alle over 8 år. Og tag det seriøst, når der står alle. Man kan roligt gå ind og blive glad og rørt på den der helt særligt fine Gruppe 38-måde, uden at have et barn at gemme sig bagved. Det kan man altid. Men denne her forestilling er én af dem, hvor det gælder i særdeleshed.
Jeg havde som sagt Jens Christian med, så jeg kan hilse og sige at den også går rent ind hos én på 12 år. Og samtidig, at det under vejs (endnu engang!) lykkes Bodil Alling at forsyne de lidt mere voksne publikummer med den der klump i halsen, som hendes fabelagtige fortællinger har det med at lokke frem hos dem der er blevet så gamle at barndommen kan forstås baglæns. Eller sanses. I glimt. For det er erindringernes sanseglimt, der især er på færde i ‘Jeg er ikke bange for noget’.
Erindringsglimtene springer ud af en dagbog. Kredsende om det man måske alligevel var bange for. Som programteksten siger: ‘Jeg er ikke bange for noget. Men jeg skal ikke være bleg for at indrømme, at jeg godt kan blive bange for noget andet’.
‘Det andet’ er variationer over det farlige, det uforståelige, det uudholdeligt sørgelige – og det værste: At blive forladt og aldrig fundet igen. Angst i børnehøjde. Og til at vokse i.
Dagbogen tilhører en pige. Måske er hun voksen nu? Måske er det hele sket for længe siden, og måske sker det alligevel stadigvæk. Med et meget lille udklædningsnummer og med sin omsorg for en elskelig og forskræmt porcelænshund manifesterer fortælleren (Bodil Alling) både det sansende barn og den reflekterende voksne. Eller den voksne, som stadig kan huske præcis hvor bange hun var, da hun var barn. Eller det reflekterende barn, som vender de voksnes logik på hovedet.
Det er det, der er det mest forunderlige. At forestillingen det ene øjeblik har fat i den umiddelbart sansede smag af gru, og i det næste øjeblik har dagbogen så langt ude i strakt arm, at der også kan smiles af dæmonerne. Der er skumle lyde og levende skygger så nakkehårene rejser sig, og der er lettede grin, ren poesi og andre forsonende elementer. Tyngde og lethed.
Og så er der – endnu engang – en magisk scenografi på den lidt skramlede og forvandlingskugleagtige måde. En samling gamle højttalere, som agerer alt fra Vigtig Teknisk Voksenverden over storby-skyline til mørk skov. Dyr med lys i, og skyggesilhouetter der flakker fra lutter idyl til skræmmende monsterverden og tilbage igen. En lydkulisse der, som det også gælder for skyggeeffekterne, etablerer stemninger og underbygger fortællingen uden at skære noget ud i pap.
Jeg kan generelt bedst lide den slags scenografiske løsninger, som inviterer modtagerens fantasi til at danse med. I lige præcis dette tilfælde er det et helt afgørende element, og en del af årsagen til at forestillingen er så helt igennem vellykket. Uden løbepas til fantasien havde der slet ikke været så mange kapitler i dagbogen. Uden barnets fortolkning af skyggerne havde der ikke været monstre til.
I slutscenen løber fantasien løbsk i meget bogstavelig forstand, og heldigvis for det. For i fantasien kan man løbe hurtigere end man kan, og måske, hvis man løber hurtigt nok, kommer man ud på den anden side af det farlige, og finder…
Nej. Det vil jeg selvfølgelig ikke skrive her. For I skal selv se det hele. Også det med den døde højttaler. Som jeg selv har oplevet i virkeligheden da jeg var barn. Det er rigtigt!
‘Jeg er ikke bange for noget’ spiller på Gruppe 38 i Mejlgade 55B i Århus d. 24. – 26. september – altså lige om lidt! SKYND JER at få fingrene i de få billetter der er tilbage. En stor oplevelse venter. Læs mere og bestil HER
