Undreland

Nå, men så fik jeg jo prøvet hvordan det er at stå derude og banke på. Det er cirka lige så trivielt som den sang, Thomas Helmig ikke kunne være bekendt at hærge hitlisterne med, dengang det var det han gjorde. Jeg fandt så ikke lige ud af, hvorfor det var at min blog ikke reagerede, da jeg sad og hamrede ‘Enter’ igen og igen, og snerrede min egen variant af “sig det’ o-kæh og luk mig ind”.

Men nu må jeg åbenbart godt komme ind, og tak for det. Har så mange sammensparede overvejelser, at jeg er blevet nødt til at efterlade nogle af dem udenfor. Ellers kommer jeg slet ikke i seng i nat, og det vil jeg egentlig godt. Lea Amalie er inde i en periode, hvor hun mener det er vigtigt at vågne flere gange i løbet af natten, og tjekke at der er nogen hjemme sammen med hende. Resten af tiden drømmer hun ting, som indbefatter råb og tumult i sengen. I går nat blev jeg vækket af noget med vov-vov og FÅJ. En fåj er en frø, hvis nogen skulle være i tvivl.

En af de ting jeg har balanceret rundt med udenfor maskinrummet, mens det blev ved med at nægte mig adgang, er (ironisk nok) hele det der cirkus med positiv psykologi, anerkendende ditten og harmonisk datten. Jeg har en grim smag i munden.

Forstå mig eventuelt ret: Jeg tror rent faktisk ikke det er spor forkert, at det man giver opmærksomhed, det vokser. Jeg tror også det er sandt, at man i høj grad kan stikke en retning ud, både for sig selv og for andre, alene med den indstilling man lægger for dagen. At hvis man er skidesur fra starten af, og fuldstændig fokuseret på hvor meget noget lort det hele er, og hvor store idioter man er omgivet af, så er chancen for at man ikke ser andet end lort og idioter hele vejen igennem nok pænt stor.

Jeg tror på at man kommer længere med et smil, end med en sur grimasse. Jeg tror på, at rigtig meget er et spørgsmål om indstilling.

Men.

Jeg får ækle knopper, når der går koncept i det lykkelige liv. Når det begynder at lugte af, at hvis man ikke er happy 24/7/365 (hele døgnet, hele ugen, hele året, ing?) handler det da simpelthen om, at man bare ikke har taget ansvar for sin egen lykke. Og om, at man ikke har lyttet nok til sig selv. Og om, at man har det forkerte fokus. Og om, at man kigger de forkerte steder hen. Og holder fast i de forkerte følelser. De grimme følelser.

Og det er muligvis mit fokus det er galt med, men jeg synes det popper op alle vegne. Positiv psykologi, hvad ER det? Jeg kørte bil og hørte P1, hvor en elskelig dame forklarede, at det altså var en reaktion på, at psykologien traditionelt er så problemorienteret, og at det nu skulle handle om at fokusere på de gode ting, så man kunne træne sig op til at være langt mere lykkelig.

Jamen fint. Count your blessings, og jeg er helt med. Jeg gør det selv. Det virker – jeg bliver faktisk gladere af det.

Det kammer bare over i lykkeindustri nu. En industri som lever af at sælge løgn med løgn på, til mennesker som ikke orker hele pakken. Den pakke, som rummer fed lykke, festlykke, hverdagslykke, men også vrede, sorg, fortvivlelse og afmagt. Den halve pakke, lykkepakken, er flad og mærkelig.

Det mest mærkelige er, at dem der sælger den flade lykke som regel selv har en historie om, hvordan en dyb personlig krise åbnede deres øjne for, hvor stor verden egentlig er. De læste det ikke i en bog. De lærte det ikke på et (pissedyrt) kursus.

Kommer der mon et tidspunkt, hvor der bliver efterspørgsel på den anden halvdel af pakken? Er det nu jeg skal gå i gang med at konceptudvikle, så jeg er klar, når det går op for den positive klasse, at der mangler noget: Min kursusrække med praktiske øvelser i retfærdig harme, vejledning i at græde snot i stænger, og målløshed for begyndere. Samt en temaaften om at råbe røv og skride.

Eller måske bare en workshop i kunsten at være modig nok til at ændre, hvad ændres bør, tålmodig nok til at rumme de ting, der ikke er til at ændre, og klog nok til at se forskel på det ene og det andet. Især det sidste.

Hvis ordene i det her i indlæg snubleroverhinanden, skyldes det, at jeg næsten ikke tør stole på at Undreland virker igen. Jeg har været smidt af i flere dage, og det har føltes lidt som at være smækket ude fra sit eget værelse. Måske har Alfa fikset det i nat – jeg har ikke haft lejlighed til at spørge, for han skal arbejde om natten i denne uge, og det var han i gang med at sove sig i form til, da jeg forlod basen i morges.

Jeg kørte hjemmefra i dagslys. På en vej der var tør og uden sne. Tænk hvor man kan komme til at sætte pris på hvidt lys og sort asfalt.

Nu skal jeg skrive ting om hverdagsæstetik og sanseoplevelser – ikke her, men på job. Spændende sager, og der er en rørledning med kaffe oven i købet. Skulle bare lige prøve, om jeg virkelig igen har adgang til Undreland. Har erfaret, at det ikke er rart at være blogger i landflygtighed.

Vi ses.

Jeg stak hovedet ud af døren
og kastede et blik på midnatten.

Den var iskold
og havde ikke noget at tilføje.

Et eller andet sted under sneen
ligger den pointe jeg leder efter.

Den dukker nok op når det bliver tøvejr?

Jeg troede, sneploven var min ven. Eller – ja, jeg havde i hvert fald ikke forestillet mig, at den skulle lave sådan en svinestreg på mig. Men det var selvfølgelig ikke den, der begyndte. Den gjorde bare sit arbejde. Eller – DE gjorde deres arbejde. Der var to. Lige efter hinanden. Og er du færdig, de kunne flytte noget sne.

Det var også nødvendigt, for det føg en lavtgående pelikan syd for Randers, så der var ikke meget vej at se. Men der kom jeg, for jeg skulle på arbejde. Nordpå. Ham i varevognen skulle sydpå, og han havde travlt. Eller også var der bare for meget is under sneen – i hvert fald var han kommet i slinger midt på vejen, og det så ikke ud til at han nødvendigvis ville få ro på geden før vi skulle passere hinanden. Det foregik helt udramatisk. Jeg nåede at tænke, at jeg hellere ville ud i rabatten med risiko for at sidde fast i en snedrive, end jeg ville risikere at kysse den varevogn. Så jeg trak ud. Der var blød sne. I rå mængder. Jeg nåede faktisk ikke at bremse ret meget, før jeg holdt pænt stille. I en lidt utilsigtet vinkel. Men uden buler. Og ikke mere fastkørt, end at det burde være muligt at komme fri ved egen hjælp.

Jeg nåede at træde sneen fast bag baghjulene. Det gav lige lidt ekstra energi at tænke på ham i varevognen. Som tydeligvis så, at jeg trak ud, da han kom slingrende, og at jeg havnede i grøften. Og som kørte videre. Den nar. Det flyttede også fokus lidt væk fra den kendsgerning at jeg også selv var et fjols, fordi jeg ikke havde taget en skovl med i bilen.

Nå, men der stod jeg så og fasttrampede den sne, som jeg skulle bakke hen over for at komme fri. Og så kom de. Sneplovene. To stykker i forlængelse af hinanden. Tordnende i en sky af fygesne. Der manglede egentlig bare noget larmende valkyriemusik af Wagner. Jeg kunne godt se, at jeg vist bare skulle fjerne mig, så jeg løb om bag min bil og forsøgte at ligne en, som man kører i en stor bue udenom.

Nu har jeg så lært, at man ikke kan psyke en sneplov. Men i det mindste var de da så nådige at dreje lige præcis den anelse der skulle til, for at de ikke snuppede bagenden af Midnatsblå Sybilla. Og tak for det. Til gengæld efterlod de mig med en bil, som var så indkapslet i sne, så jeg kun med nød og næppe kunne få døren op og kante mig ind på forsædet. Og ringe til Alfa. Som kunne oplyse mig om, at vores forsikring indbefatter noget vejhjælp. Som viste sig at være både venligt og velfungerende, og som beklagede at der kunne gå helt op til en time før de ville nå frem. Jeg havde forestillet mig det der var værre på sådan en dag.

Så gik der 40 minutter - og hvis jeg havde været single, havde det været de bedste 40 minutter i 2010. SYV venlige forbikørende stoppede for at høre, om jeg havde brug for hjælp. FEM af dem var mænd på cirka min egen alder, af den slags som man godt gider at grave en bil fri af rigtig meget sne sammen med. Hvor tit sker dét?  – De to sidste var kvinder, som tilbød mig et lift. Det er opløftende at vide, at for hver idiot der presser én i grøften og kører videre, er der syv venlige mennesker.

Så kom autohjælperen og trak bilen fri på under to minutter, og SÅ kørte jeg på arbejde. Og fik verdens bedste kop kaffe.

Fantastisk at der findes nyhedsjournalister – mange, tilsynelandende – som kan blive VED med at gå i selvsving over kombinationen af frisk vind og sne. Så man, selv her på selveste kyndemisses knude, hvor vinteren ligesom ikke ligefrem er spritny, kan tænde for sin radio og høre en glad speaker oplyse os om, at Vi følger snestormen LIVE, time for time. Woo-hoo. Det er altså sjovt.

Fantastisk, at hvid sne virkelig er så pæn. Jeg glæder mig til vintergækker og erantis og til lyse aftener og lunere luft, men jeg synes stadig at sne er en langt bedre løsning end regn og rusk. Jeg kigger ud på vejret og føler mig så dejligt nordisk - selvom jeg godt ved, at vi er til grin blandt de rigtige skandinaver, der ikke udråber undtagelsestilstand, hver gang der er mere end to centimeter sne i vejrudsigten, ikke får åndenød af begejstring, når ordene ’sne’ og ‘bæltekøretøjer’ optræder i samme sætning, og som ikke har nyhedsmedier der rydder forsiden, fordi man er løbet tør for vejsalt.

Fantastisk at de skarpeste fugle i skuffen nu har opdaget, at døgnet er blevet mere dag og mindre nat. De har lavet en sang om det, og den synger de hver morgen, når jeg hyggebander mens jeg skraber is eller sne eller is og sne af bilen. Det går den rigtige vej, ja det gør så.

Øhnej? Det vidste jeg ikke. Men det ved jeg så nu.

…kan det godt være lidt svært at holde fokus.

Jeg havde aldrig tænkt over, at den børnesang kunne forstås på den måde. Men kender I ikke også løven på skrivebordet? Den der sidder midt i det hele, så man ikke kan komme i gang med det man faktisk skulle, fordi den har plantet sin røv lige oven i tastaturet?

Så prøver man at tage telefonen, fordi man måske kan starte der i stedet, men lige meget hvor meget man forsøger at koncentrere sig, kan man kun fokusere på den forbandede løve.

Nå, men hvordan er det nu lige?  – “bare klø den lidt på ryggen, så gør den ikke spor”.
Ok. Hvis den ikke kan ignoreres væk, skrider den måske, hvis den får lidt opmærksomhed.
Fx hvis den får sit eget blogindlæg?

Fair nok. Jeg har alligevel fortjent en kaffepause, og da jeg er alene på pinden, kan jeg lige så godt holde kaffepause sammen med løven.

Løven hedder mellemøre. Eller bristet trommehinde. Fårk, hvor er det irriterende!
Jeg vågnede simpelthen i morges med en fornemmelse af, at der var vand i mit højre øre. Ligesom når man har været i svømmehallen, og det bliver ved med at bloppe. Så jeg stak en af Lulles store sikkerhedsvatpinde ind for at tage det. Det var så ikke vand, men blod der kom med ud. Så vågner man lige pænt hurtigt op, selv uden kaffe. Lulle kom vappende ud i badeværelset i det samme, kiggede op og sagde adr! – og gik igen.

Jeg troede, at blod ud af øret var noget der hørte hjemme sammen med kraniebrud og den slags, men jeg følte det egentlig ikke, som om jeg havde den mindste smule kraniebrud. “Ring lige til lægen!” sagde Alfa, der ikke brød sig om blod ud af øret om morgenen. Heller ikke, selvom det bare var mit øre.

Det er åbenbart ikke altid at en mellemørebetændelse gør ondt, kan jeg så forstå. “Og nu er trommehinden jo så bristet lidt, og så løser det sig selv”, som lægen sagde. Jamen tak, så. Jeg er da glad for at være sluppet uden at mærke det.

Nu kan jeg bare ikke høre andet end underlig rumklang med det ene øre. Det er det, der er løven. Jeg kan simpelthen overhovedet ikke koncentrere mig med sådan en vindtunnel direkte ind i hovedet. Jeg har forsøgt at skrive en lillebitte artikel, men det er blevet til fire linjer siden jeg gik i gang lidt i ni.

Måske kan jeg bedre koncentrere mig om at afspadsere resten af dagen. Sammen med løven. Så kan vi gå til frisøren og blive pæne. Selvom man er halvdøv, er der jo ingen grund til at falde af på den.

Der er ikke mange skovsnegle i omløb for tiden, så det må være Lulles næse, der har kravlet på min skulder.

Det sædvanlige spørgsmål melder sig: Var det så før eller efter at jeg kørte på job?

Nå.

De småbørnsforældre, som aldrig møder på arbejde med snot, grød, smør, banan eller uspecificeret smat på tøjet, er enten:

1. i stand til at foretage usynlige tøjskift når de holder for rødt i et kryds, eller

2. de er den slags mennesker, som kun rører rigtigt ved deres børn i weekenden, og nøjes med at håndtere dem mellem tommel- og pegefinger og  i strakt arm fra mandag til fredag. Det er dem der sender fingerkys og kun vinker med fingerspidserne.

Eller hvad? Eller findes der børn der ikke snotter og smatter? Eller er jeg havnet i kategorien af forældre, der ikke har modtaget det tophemmelige brev om, hvordan man undgår at blive en af dem, der går intetanende rundt og ligner en smagsprøve på noget, ingen gider spise?

Heldigvis betød det ikke noget i dag, for i dag havde alle travlt med at flytte reoler og løbe rundt med spande og baljer og pakke computere og printere og kaffemaskinen ind i plastik, fordi det regnede omtrent lige så meget inde på kontorerne, som det gjorde udenfor. Regn og smeltevand. Våd kombi – jeg vil godt have frosten tilbage, tak!

Lea Amalies opfattelse af dyr er totalt underholdende. Samtidig giver den et meget godt indtryk af, hvordan ting organiseres i hjernen på en knap toårig: Først var der to klasser: Pip-pip og vov-vov.
Pip-pip var alt det der havde næb og vinger eller kunne flyve. Fugle og fluer, fx.
Vov-vov var stort set alt andet. Hunde, heste, katte, køer, og biller (der ikke fløj).

Efterhånden er vov-vov-klassen nu ved at blive delt op i et par mindre klasser. Fx klassen “Muh!”, som omfatter større dyr som heste, køer og det der ligner. Gris hedder “dis”, og ledsages af en våd snotlyd. Men favoritklassen hedder NIIN! – og det kan ikke siges, kun råbes. Niin er alle dem med lange ører. Kaniner, kænguruer og musene fra Cirkelinefilmene, som i løbet af få dage har opnået kultstatus. Hende den lille sorthårede i den røde kjole er ikke interessant, men Niinerne! – Uha, dem skal vi se. Syv gange i træk.

I dag var jeg så irriterende påståelig, at jeg forsøgte at få Lea Amalie til at gå med på, at Frederik og Ingolf rent faktisk er mus. Hvad gjorde Lullen? – Hun så mig lige ind i øjnene, råbte Niin! -knaldede hånden i bordet, og vendte derefter ryggen til og fortsatte med at se film. Så kunne jeg passe mig selv.

Hun slog også i bordet under aftensmaden. Jens Christian blev ved med at forsøge at få hende til at gentage et eller andet, som han synes lød sjovt. Da hun ikke gad mere, slog hun i bordet, sagde “bis så!”, greb sin gaffel og spiste uanfægtet videre.

Ind imellem forsøger jeg at forestille mig, hvordan det bliver at være forældre til Lea Amalie om et år. Og om ti år. Men hver gang lukker min hjerne ned på samme måde som et eller andet crap fra Microsoft, der popper op og siger at programmet har udført en ulovlig handling.

I bund og grund bliver vi nok bare nødt til at være nogle helt vildt seje rollemodeller. Barnet har helt klart ikke tænkt sig at gøre noget som helst af det vi siger. Måske kan vi håbe på, at hun trods alt er forudsigelig nok til at gøre lidt af det vi gør… Det ved jeg så ikke lige, hvad jeg skal mene om.

Nå, men indtil videre er hun en ufatteligt charmerende anarkist med en meget large opfattelse af, hvad der er kaniner. Det er til at overskue. Så længe det varer.

–

Nå ja, forresten - Lulles første længere sætning faldt forleden, udløst af at Jens Christian rørte ved hendes Tripp Trapp stol, helt henne i den anden ende af stuen: NEJ NEJ Dasdaj, MIN stolen, væk fy!
(Desværre er det fantastiske N’Satan blevet til Dasdaj. Intet varer ved. Sovs hedder Daus nu. Pizza udtales uden slinger i valsen. Men Baffar hedder heldigvis stadigvæk Baffar. Nok fordi ingen her i huset kalder ham Bamse længere…).

Det er ikke spor for tidligt. Og de her er gode. Sådan rigtig gode. Og ja, mængden af smør er totalt skamløs, men det må man jo så kompensere for ved at bevæge sig. Hvis man går Fyn rundt et par gange pr. spist bolle, vil jeg tro det omtrent kan gøre det (Der er et fint lille kunstmuseum i Fåborg).

Opskriften har jeg fra min mor. Det er min barndoms fastelavnsboller, det her – så hvis man vil sige noget grimt om dem, skal man gøre det et andet sted.

Vi bagte dem i dag, og fik 24 stykker ud af den portion her:

250 g. smør
2½ dl. mælk
30 g. gær
ca. 500-600 g. mel
2 æg
2 spsk. sukker
1 tsk. vanillesukker

Fyld: kagecreme eller syltetøj og marcipan

Smelt smørret i mælken i en gryde på komfuret- tag det af varmen, når smørret er i gang med at smelte, så det ikke bliver for varmt. Hæld det over i en skål, og lad det køle af til håndvarmt. Rør så gæren i, og fortsæt med sukker, vanillesukker og æg. Slå til sidst melet i dejen, og bask den godt sammen. Har man en røremaskine, bruger man selvfølgelig den. Mængden af mel afhænger af vind og vejr – dejen skal være ret lind, nærmest klistret. Den samler sig lidt under hævning.

Lad dejen hæve til dobbelt størrelse et lunt sted (man kan godt bruge mindre gær, så bliver hævetiden bare tilsvarende længere – og resultatet endnu bedre). Det tager ca. en time. Imens kan man evt. lave creme til fyld. Lav den med mindre mælk, end der står i opskriften – en fast creme er meget lettere at arbejde med, og mere tilbøjelig tilat blive inde i bollerne under bagning.

Slå dejen ned, del den i to, og rul hver del ud til et stort rektangel (ca. 30 x 40 cm.), som kan deles i 12 firkanter a ca. 10 x 10 cm. læg en klat fyld på hver firkant, og fold de fire hjørner godt ind over. Sæt bollerne på bagepapir med sammenfoldningen nedad.

Lad bollerne efterhæve ca. 20 minutter, og bag dem i ca. 15 minutter v. 200 grader (varmluft 180 grader).

Lad dem køle lidt af, og gå bananas med glasur. Den smukkeste pink farve opnås med en tsk. af eddiken fra et glas syltede rødbeder. Det kan overhovedet ikke smages, men det kan saftsusme ses.