Undreland

Uforudsete ting, der har fået køkkenprojekt til at trække ud:

Orme med meget lidt kritisk sans havde spist af de gamle gulvbrædder.
Lea Amalie fik en virus, som får børn til at tro de er koalaer – vrisne og omklamrende på samme tid.
Tømreren tog fejl af tirsdag og onsdag.
De to små rør som stak ud af væggen, stak ud lige præcis det sted, hvor der skal monteres en dims som vasken skal hvile på.
De frontplader der fulgte med skufferne har ikke de rigtige mål. Det tog lige lidt før det gik op for os, at det faktisk ikke var os der var idioter – lige på dét punkt.
I stedet for at bytte skuffefronter, har Alfa brugt dagen i dag på at bestille nye nummerplader og siderude til bilen, fordi en eller anden gigantisk KLAPHAT ville ind og konstatere, at man ikke kan flå stereoanlægget ud af en Yaris.

Ting som står stand by på grund af uforudsete ting, som har fået køkkenprojekt til at trække ud:

Vasketøjskurven.
Blogpost om 100-året for kvindernes internationale kampdag.
Noget der engang var en frisure.
Bevidsthed om varieret kost.
Alt hvad der minder om orden.
Overblik over noget som helst andet end Ikeas udvalg af ting der kan inddele skuffer og holde grydelåg på plads i et skab.

Liste over ting man kan spise, når man ikke har noget køkken:

Rugbrød.
Yoghurt
Rugbrød.
Knækbrød.
Rugbrød.
Rugbrød.
Rugbrød.
(…makes Jack a dull boy)

Ting som gør at det hele alligevel er top-dollar:

Fuglene råber at det er forår lige om et øjeblik.
Lulle siger ’sjov’, når hun har gjort noget sjovt, og ‘fajt’ (fræk) når hun løber fra os, mens hun er ved at få tøj på.
Jens Christian lever højt, højt, højt på den Nephewkoncert, som vi fik klemt ind i programmet i fredags. Et af hans hedeste ønsker siden jeg ved ikke hvornår. Og godt var det (det klæder Simon Kvam at være decideret træt af pis).
Alfa er Alfa. Nu med værktøj. Kan alt muligt med el og save og ting. Så det går faktisk fremad med vores slow kitchen from outa’ hand.
Firmaet bag malingen med den famøst dårlige hank har svaret på min fotoillustrerede henvendelse. De vil gerne forære os hvid maling og lak til 50 m2 stuegulv. Høflige klager styrer da for vildt!
Måske har dagslysets tiltagende omfang også en finger med i spillet. Jeg er nærmest tosseglad.

Over and out - og næste gang vi ses tror jeg sørme vi har monteret en køkkenvask. Så føler man sig i øjenhøjde med civilisationen.

Ejh, her sker jo ikke en skid. På bloggen altså. Jeg ved ikke om det mest er fordi der ligesom er et par andre ting der spiser min tid, eller om det mest bare er fordi det bliver sværere og sværere at klatre over bunkerne og nå hen til computeren.

For vi er ligesom ikke helt færdige endnu. Vi snubler rundt som vingeskudte kaospiloter uden retningssans i bunker af ting, som ikke kan komme på plads før noget andet og tredje er på plads, og det kan det så først komme, når der er kommet fodlister på, og fodlisterne skal så lige vente til væggene er blevet malet, og det kan vi gøre, så snart vi får det sidste sandspartel klasket op.

Og man har vel dødsforagten i behold, så i morgen kommer tømreren igen og brækker lige gulvet op. Nej, ikke det i køkkenet, det er faktisk færdigt. Næh, vi snupper da lige entreen med, nu vi er i gang. Den trænger sådan til en overhaling. Det gør jeg egentlig ikke, jeg trænger mere til ferie, men når vi bliver færdige bliver det fint (og så snupper vi badeværelset). I dag har vi hentet det meste af Ikea, og klemt det ind på de få ledige kvadratcentimeter der var i stuen. Undtagen vasken, den står midt på køkkengulvet og vejer 50 kilo plus papkasse.

Lulle har bidraget til festen ved at være syg halvdelen af tiden. Ikke på den måde, hvor man bare ligger og sover, men på den måde hvor man vil bæres hele tiden, og samtidig har brug for nogen at slå på. Når hun ikke har været arrig og stakkels på samme tid, har hun set Shrek-julefilmen. Om og om igen. Nu kan jeg den udenad, både på dansk og engelsk. Jan Gintbergs danske stemme til Æsel kan faktisk godt måle sig med Eddie Murphys i originalen.

Nå, men jeg kan ikke billeddokumentere hvor sindssygt rodet her er, for opladeren til kameraet er blevet væk. Jeg kan heller ikke rigtig tænke sammenhængende. Sammenhængen er blevet væk.

Men hvis jeg er en lille smule heldig, kan jeg finde en seng, få et par timers søvn, lave et par timers hæderligt lønarbejde, og komme hjem og fortsætte hvor jeg slap. Hvis jeg kan komme ind i huset altså. Og finde tingene. Og løfte armene. Vi ses.

I dag klokken 17.50, akkompagneret af vandplask fra tagrende.

Sang den.

Eller fløjtede.

Eller – altså - det dér den nu gør, fordi den snart skal til at afpifte sit territorium, og som er fuldstændig biologisk betinget, og ikke noget som helst andet.

Men som alligevel gør hele forskellen for, om man tror på det eller ej.

Jeg tror på det.

…må man også sige B.
Og C.
Og “se lige det her – er det ikke råddent?”
Og “ræk mig lige kobenet, stiksaven, klamphuggeren… et eller andet der kan få det her søm ud”.
Og “hold nu den dør lukket, det støver helt vildt”.
Og “De røvbananer  skide amatører  fritidshåndværkere der har lagt det her møggulv, har de haft en konkurrence om, hvem der kunne bruge flest papsøm på én kvadratmeter?”

Nå, men indtil videre har vi det faktisk sjovt, og hvem har nogensinde taget skade af at leve af rugbrød i et par uger? Og hvis vi endelig vil have varm mad, så kører vi da bare i ikea efter kötbullar og 20 kvadratmeter gulvbelægning.

Og hey, sagde jeg forleden, at nu kunne det ikke blive værre?

Ha ha…

Her går det godt – send flere penge!

Jeg har regnet. På det med sneen. Den har ligget her i over to måneder nu. Men jeg synes stadig det er en bedre løsning end våd vinterregn. Bortset fra det, så er jeg ved at være mæt af vinter. Jeg vil gerne have sol til dessert nu. Sol med vintergækker og tagdryp, tak.

Bortset fra det, så kan sneen smelte så langsomt den vil, for vinteren slipper under alle omstændigheder op lige om et øjeblik. Der er for meget lys nu. Fuglene pjatter i hækken, og jeg har det ligesom dem. Det er begyndt! Der sker ting!

Sjovt, som hver årstid og højtid har sine cravings. I december var det ting med nelliker og kanel - og gran og tingeltangel alle vegne. Nu har jeg behov for mad som aldeles ikke har simret i fire timer, at smide ting væk, og at slæbe tulipaner hjem i store bundter.

(…og også lidt for at få det køkken gjort færdigt).

Ja, for det skal jo nok blive til et køkken engang ved lejlighed, og indtil da leger vi bare, at det er fedt at have skænk, køleskab og giga-gaskomfur stående i stuen. Og hyggeligt at lave mad i baggangen.

Lulle synes vi er mærkelige. Hun trækker os ud i det tomme køkken, peger rundt og siger “I døtter! Av! Far!”  – For det er hendes far der har slået køkkenet i stykker. Og hendes mor har spildt maling over det hele. Og hvordan harmonerer det lige med reglen om, at man ikke må nærme sig æsken med farvekridt, før nogen har lagt underlag på bordet?

Jens Christian er cool midt i det lille kaos. I dag, da Alfa måtte opgive at få ham til at forstå, hvordan det nederste af et bordben kunne skrues af, mens alfaen selv (gasblå i hovedet) løftede bordet op fra gulvet, trak han på skuldrene og spurgte “nå, er der andet jeg ikke kan hjælpe med?” 
Knægte der kan svare sådan, de kan få prinsessen og det halve kongerige. Eller også er det bare noget jeg mener, fordi jeg er hans mor.

Ud over det mener jeg egentlig bare, at det er godt jeg ikke skal leve af at male lofter. Ged, et møgarbejde! Det føles jo grangiveligt som et bevidst og vedholdende forsøg på at opnå et ordentligt hold i nakken. Og lige om seks timers søvn ved jeg, om det så lykkedes.

Men hvorfor råbe Hip-hip-hurra, når man kan råbe

Pip-pip-moAAAAAR?

Og hvorfor tage skylden for, at Jens Christians klamme morgenmad
er havnet i sofaen, når man kan skyde skylden på Dåtte?

Slemme, slemme dåtte!

Jeg bandede ikke, da det viste sig, at det gamle køkkengulv ville have godt af noget nyt afstivning. Det ER nok bedst at tage en tømrer med på råd, når man sætter sin fod på en brædde, og den så nærmest knaser. Det var ikke uventet. Huset er gammelt og tidspunktet rigtigt. I det her møgvejr – både det meteorologiske og det financielle – er der masser af tømrere, der gerne vil ringes op. Den første vi talte med kunne komme tirsdag morgen og bruge de følgende par dage på at gøre det, der nu skal gøres. Fint nok. Så får vi også isoleret lidt bedre i køkkenet. Ingen grund til vrede dér.

Men.

Når man tager stille og roligt fat i hanken på en spand maling, kan man så ikke godt forvente, at spanden følger med? Eller skulle jeg have forudset det her:

FOR SATAN I HEDE HULE HELVEDE!

Nå. Men jeg har jo i flere år sukket efter et hvidmalet stuegulv. Nu sker det. Vi ER startet.

…hvad skal jeg nu spilde på badeværelset?

Går og rydder det sidste køkken sammen med Alfa, med P1 kørende i baggrunden (klap i med det mumlen om midaldrende ægtepar. Henne på den yngre kanal spiller de Rasmus Seebach hele tiden, og det kan mit blodsukker ikke holde til i længden). Under omtale af kommende program om vold i parforhold vil jeg løfte en wok ned fra hylden over komfuret. Og taber den lige ned i ansigtet på mig selv. Helt tegneserieagtigt, med BOING! lyd og det hele.

Heldigvis er vores wok en ægte blik-wok, så jeg er stadig ved fuld bevidsthed og glad oven i købet. Men den ramte rent på kindbenet, og hvis jeg er heldig, får jeg lige præcis sådan et mærke, som vil gøre det ekstra sjovt at gå i XL-byg efter maling sammen med Alfa. Eventuelt iført solbriller og håndsky adfærd.

Nå, jeg skifter kanal igen og fortsætter om et øjeblik. Vi er lige kommet dertil, hvor det er aller-aller grimmest. Billedet er fra i går aftes. Bemærk de grønne plastic-træ-paneler der er dukket frem, der hvor vi har fjernet de gamle elementer.  Og på gulvet den nederdrægtige vandhane, der satte hele køkkenlavinen i gang. Den er min helt.

Jeg har vinterferie. Pludeselig indskydelse. Men godt.

Og et kort øjeblik troede jeg faktisk, jeg skulle slappe af og bare få klaret et par hængepartier med noget oprydning. Men så gik vandhanen i køkkenet i stykker. Og så kørte jeg i Ikea efter en billig erstatning. Og kom hjem med en ikke så billig erstatning. Men rigtig pæn og med en slange der kan trækkes ud, hvis man lige har brug for at trække noget vand 30 centimeter længere hen ad køkkenbordet, eller noget. Og med porcelænshåndtag. Fin er den.

Og så lå den der på spisebordet, og Alfa sagde at det var ingen sag, og den kunne han da lige knalde op på ti minutter.

Og så tog jeg af sted i langt over 10 minutter, og da jeg kom tilbage… lå vandhanen stadig på spisebordet. Og Alfa sad lige overfor og ignorerede den.

Og jeg nåede ikke engang at sige noget, før han sagde, at han simpelthen ikke gad montere den vandhane i en bordplade der var så gammel og grim. Og måske kunne vi godt lige finde et stykke plade også, eller måske en pænere vask, den kunne integreres i. Mmmm. Og Ikea ER jo altså kun et klik væk, og man kunne jo altid lige lege med tanken om, hvad det gamle møgkøkken kunne blive til engang.

Og så legede vi rigtig meget med tanken. Og vi legede godt.

Og det er sjovt med Alfa, for enten er der titusind kilometer fra tanke til handling, eller også – smak!

Og nu har jeg lige et køkken der skal pakkes ned, så vi kan komme til at rive de gamle elementer ud. Det bliver den mest omfattende udskiftning af defekt vandhane, jeg nogensinde har været med til.

Og om 7-8 køreture til genbrugsstationens afdeling for småt brændbart, en del spartlen, pudsen og malen, en ny gulvbeklædning og en omgang byggesæt, bliver det SÅ flot.

Jeg har sommerfugle i maven. Ha!

Det passer også rigtig fint med vores sædvanlige reaktionstid. Til marts er det 10 år siden at vi flyttede ind her. Og lovede hinanden, at vi snart ville give det gamle klamphuggerkøkken en ordentlig overhaling. Tju-hej hvor det går.