Postkort om ingenting

Så skete der – ingenting. Teenagerne inde ved siden af holdt op med at larme (næsten) for et par dage siden, gætter på at deres voksne kom hjem. I dag mødte jeg en af dem, da jeg stod og låste vores hoveddør op, og han var på vej ud. Han hilste så høfligt og smilende, at jeg blev i tvivl om, om min udtale af gorilles retardés havde været helt ude i skoven. Men hvad, hovedsagen er at det har virket. Eller at forældrene kom hjem. Eller at les garçons terribles pønser på en syg, syg hævn.

Under alle omstændigheder ånder den lille landsby lige nu fred og idyl.
Og en luftfugtighed på 99,5 %

Der ligger en dyne af fugt over bjergene – en varm dyne. Sigtbarheden er blevet erstattet med et eventyrlandskab af damp over alt det grønne. I aften, under opkørsel fra dagens strandtur, blev vi enige om at det ville være usandsynligt hvis ikke der boede nogle drager i den dis, som lå over det hele. Det er smukt, men det er rent ud sagt pissevarmt på den dér onde måde, hvor man ikke kan svede, fordi luften selv sveder.

IMG_5880

Det gode er så, at bjergene har mikroklima. Og uden at være klimatolog har jeg regnet ud, at det må være noget med at man har helt sit eget vejr lige der hvor man er. I hvert fald har vi lige nu i Molitg en lokal vejrudsigt med fem dages torden – men nede ved kysten lover de fem dage med sol, sol og sol.

Vi konkluderer at mikroklima er praktisk. Og I kan finde os ved stranden. I hvert fald de tre af os, som ikke hader sand og mange mennesker der ligger i sand, og hvad der ellers er galt med stranden, hvis man spørger Alfaen. Heldigvis kan han godt finde ud af at være alene hjemme, mens vi andre stresser fiskene.

Og jamen ellers, så sker der som sagt ikke andet end at vi suger al den varme til os, som vi godt kan se på vejrudsigten at Danmark ikke har i øjebilkket. Lulle tegner. Teenageren dyrker, at vi har internet i huset – og sov fast på stranden i eftermiddag, fordi han havde chattet med Amerika hele natten. Alfahannen lytter sig igennem en lydbog som tilsyneladende aldrig stopper – eller læser TinTin med Lulle. Og jeg går amok i råmælksoste og tegner ponyer. Også til Lulle.

Og sveder.

Men klager ikke.
Overhovedet.
Er akklimatiseret så fint nu, at jeg i formiddags tog mig i at tænke, at vi måske skulle finde på et alternativ til stranden, når de nu kun lovede 29 grader – mod de 32 vi ellers har haft.

Det er fjerde år i træk, vi holder ferie på de her kanter. I en ny landsby hvert år indtil videre, men indenfor en radius af under 100 km. Jeg falder stadig i svime over bjerge og pænhed og skyer, der lægger sig dekorativt over Canigu og friskplukkede sydfrugter og vinmarker og det hele. Men jeg taber ikke længere underkæben flere gange dagligt. Jeg flipper ikke ud over en palme i baghaven, og bliver ikke længere nødt til at fotografere, at der hænger en fersken på et træ.

Jeg dør heller ikke af skræk over at køre i bjergene. Faktisk er jeg ved at være skrap nok til, at der bliver længere og længere imellem, at jeg må holde ind til siden for at lukke en utålmodig franskmand forbi. Jeg kender de større veje. Byernes navne, og hvad der er op og ned på området. Mit franske ordforråd bliver lidt større hele tiden. Tilfredsstillende.

Den begyndende fortrolighed med området betyder så også, at vi ikke længere har helt så travlt med at karte rundt og lave æselører i Lonely Planet. I år har jeg taget flere fotos af mine børn og af mad, end af seværdigheder. For vi er ikke længere i helt ukendt land, og vi bruger det meste af tiden på at nyde klimaet, hinanden, og bare dét at være så langt nede i gear, at vi ville rulle baglæns ned ad bjerget, hvis vil slækkede yderligere på noget som helst andet end moralen.

IMG_5879


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *