Hej fra en ferie

Så lod vi som om at ingen havde været væk mere end et øjeblik, og som om ingen havde drukket en flaske rosé (efter at børnene var gået i seng) og som om at der kun var gået fem minutter. Siden sidst og siden det åbenbart var jul. For pludselig var det sommer, og så var vi jo i sydfrankrig. Igen. For så opfindsomme er vi.

Vi er i en by der hedder Molitg les Bains. Den ligger 400 højdemeter, sytten hårnålesving og en lille sjat dødsangst vest for Prades. Indtil man har kørt turen et par gange. Så er det bare sjovt.

Byen har cirka 250 indbyggere der forstår at feste, så man tror det er løgn. Nogle mere end andre. Og nogle enkelte så meget, at de skulle have en olfert der kunne registreres på Richterskalaen. Desværre er sidstnævnte vores naboer. De er store teenagere eller intellektuelt underudviklede drenge i 20’erne, og lige meget hvad, så er de så larmende, at jeg for et par timer siden stod ude på gaden og råbte ting, som jeg først havde tjekket på google translate. Så det har sikkert lydt lidt i retningen af “Venlige naboer, I lyder som den mest retarderede sektion af abegrotten i det zoologiske have og vi har næsten midnat, vil I overveje at dæmpe jer nogenlunde?”

Men det virkede.

Ellers er alt som det plejer, når vi er på de her kanter. Vi har badet ved den samme strand som sidst, fordi den er yndings, været i spa i bjergene, fordi det er for godt, spist rilettes, galettes, crevettes og baguettes, kigget på pastelfarvede solnedgange og haft det varmt på den bedste måde der findes. Af solen og helt ind i sjælen.

Jeg har taget alt for få billeder indtil nu. Måske tager jeg nogle i morgen. Eller en anden dag.

Og indtil hvornår det end bliver, eller indtil de franske teenagere kommer tilbage efter endnu en grammatisk katastrofal henstilling, mediterer vi bare:


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *