23. december. Storm før stilhed

Ja, ups. 9 decemberdage uden et ord. Det er hvad der sker, når hverdagen udenom bloggen er så afsindigt fuld af ord, at det ind imellem er til at blive svimmel af. Ord der skal skrives og ord der skal læses. Ord der skal høres. Titusindvis af ord, som kommer ud af Lea Amalie, non stop, i alle vågne timer. Om monstre og ponyer og Minecraft og om hvordan ting staves og hvor sød og klog Otto er og hvor længe der nu er til jul og hvad jeg ville ønske mig, hvis jeg kunne ønske mig alt i hele verden. Hva? Hva?

Jeg lader være med at råbe FEM MINUTTERS EFFIN’ STILHED – på trods af at det er det første der dukker op. “Fred på jorden” siger jeg, selvom det er verdens mest trivielle kort at smide (og sandt). “Du skal også ønske dig en ting” siger hun. “Ok. en rumraket” siger jeg, og tænker på, hvor stille der nok egentlig også er ude i rummet. “…der skal kunne pakkes ind” siger hun. “Der findes ikke papir der er stort nok til at kunne nå rundt om en rumraket”.

Vi er på kanten af klar. Også selvom vi sprang over hist og her. Kalenderlyset bruger vi bare næste år, ingen har savnet det. Adventskransen blev minimalistisk, men til gengæld har vi bundet en bombastisk granguirlande over spisebordet, med lys og pynt. Der er stjerner i vinduerne. Vi har jul nok. Det er bare altsammen oppe i en højde hvor Otto kun kan beundre det på afstand. Det er bedst sådan, så længe han stadig er tilbøjelig til at beundre ting med tænderne.

jcoggran


Kommentarer

23. december. Storm før stilhed — 1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *