Postkort fra sydfrankrig

(Old news. Dette skrev jeg for flere dage siden, men sådan er det med netforbindelsen og med tempoet i det hele taget, her i de orientale Pyrenæer. Vi når det når vi når det…)

Prøv lige at sige falsk varebetegnelse. Jeg tror aldrig at jeg skriver så mange ord ad gangen her på bloggen, som når jeg er på sommerferie. Så postkort? Nah…

Men postkort alligevel: Feriehilsen, skrevet i sommervarme ved et bord der vipper så kold drik skvulper over, totalt uden nogen overordnet plan, ud over det som postkort nu er til for: At tidoble ferievidunderligheden ved at prale hæmningsløst med hvor lækkert alting er. Lige nu. Lige her.

sydfrank1

For eksempel at sidde på en terrasse i skyggen under et levende tag af blomstrende grønt vokseværk som summer af bier, og forsøge at ignorere at ham den anden synes vi skal snakke. I selskab med et virkelig stort tykt palmetræ, et appelsintræ som bærer frugt fra sidste år, et firben på en mur, en kværnende cikade og et halvspist stykke med rillettes de canard på en tallerken.

sydfrank4

Det er den 14. juli. Bastilledag (Persilledag? – Lulle) og byen er afspærret alle vegne så folk kan defilere patriotiske rundt i gaderne med vin i glas og små flag, og jeg er nogenlunde kommet mig over ydmygelsen ved at måtte forlade vores overophedede bil et håbløst sted, fordi jeg var blevet så kæk at jeg troede jeg kunne alt – alt – hvad man kan lave af kunster med en lille bil i en sydfransk landsby. Såsom at bakke nedad og rundt i et sving i en stejt skrånende og smal og ujævn og kroget lille møggade. Dumt. Fandme ikke mit livs stolteste øjeblik da jeg trak håndbremsen og rodede rundt i mit sparsomme franske vokabular efter ord til at sige ”nej, den skal bare stå her i to minutter mens jeg henter min mand”. Heldigvis var han enig i at det var en sygt svær gade at bakke nedad i. Eller også var han bare rar, fordi jeg havde taget indkøbsturen.

sydfrank6

Vi er i Laroque des Albères eller La Roca d’Albere, fransk/katalansk. Øst-Pyrenæerne. Igen. Og det ender nok med at vi en dag bliver hængende. Her er godt. Her er helt vildt smukt. Her er 300 solskinsdage om året. Middelhav som vil svømmes i. Bjerge som vil besøges. Langsomhed som vil respekteres. Mad som bare vil spises. En halv milliard slags oste. Venlighed. De berygtede arrogante franskmænd må bo et andet sted (og jeg vælger at holde ferie fra det faktum at det skræmmende nationalistiske højreparti har stor tilslutning her nede omkring Perpignan).

sydfrank5

Byen Laroque er snoet som en høj snegl rundt om et lille bjerg med en meget lille borgruin på toppen. Huset vi bor i ligger meget højt oppe i sneglen. Hvis vi havde været parkour-typer havde vi kunnet hoppe fra vores tagterrasse over en smal gyde og lande lige for foden af borgtårnet. Det er ikke nogen imponerende ruin, men udsigten er enorm. Middelhavet, Albère-bjergene tæt på og længere væk Mont Canigou med skyer på toppen. Smukt med smukt på.

sydfrank2

Byen er, som små sydfranske byer, fyldt med smalle og steje gader, hvoraf nogle faktisk fører bestemte steder hen, mens andre kun eksisterer, for at man skal kunne gå så længe rundt og rundt og hilse på små grå katte og fortabe sig i detaljer, at man totalt mister stedsansen. Men så har man altid en lille flaske kølig Muscat at styrke sig på, når man finder hjem, og sådan hænger alting bare så smukt sammen.

sydfrank3

Vi har været her i lidt over en uge. Vi har dasket rundt og genset Cerét og besøgt Banyuls ved kysten, og Lulle og jeg har badet. Vi har haft tordenvejr og solskin og lune aftner og siddet på terrassen og udspioneret de gekkoer der bor på muren overfor. Vi har læst højt og spist pandekager og jeg har slugt en roman så hurtigt at den nær havde sat sig på tværs.

Vi har ikke wifi i huset, så de elektroniske postkort er afhængige af forbindelsen på den lokale Bar des Artistes, og den forbindelse er afhængig af antallet af gæster der hænger ud og ser VM-slutrunde eller Tour de France. Det bliver noget med at tage le MacBook under armen og væbne sig med cafékaffe og tålmodighed.

Kaffe er nemt nok. Tålmodighed kan være lidt af en udfordring for nogle af os.

Man kan sige det sådan at det ikke er teenageren der opererer i det røde felt her i ferien. Han er snarere garant for, at der altid er sjælefred i et eller andet omfang, mens andre lige får styr på deres blodtryk. Seksåringen derimod. Hun hader både ditten og datten af et ærligt hjerte. For eksempel, i denne uge: Bjerge. Udsigt. Mad, som ikke kommer fra restauranter. Forkert mad fra restauranter. Fransk yoghurt. Museer. Varme. Huse uden internet. Biller og andre meget uhyggelige dyr, som man kan møde på terrassen. Forkerte æbler. Forkerte underbukser. At være udendørs. At skulle sove. At skulle vågne. Det er godt at seksåringen også er uimodståelig på sin egen grundsure facon.

sydfrank7

Nå, men der kommer mere senere, hvis wifi-guderne tillader det. Ikke nødvendigvis kronologisk og aktuelt, bare flere ord og flere billeder. Fordi – ja, det er lettere at holde skrivehjernen kørende i frigear, når man sidder på en terrasse under sydens sol og vokseværk og er så inderligt ok med hele og ikke har produceret tekst hele dagen på arbejde. Lige nu skal vi ud og finde den der bil, som vi fik parkeret lidt kreativt et eller andet sted. Og ind til Perpignan og se på persilledag og hente et yndlingsmenneske, som kommer på besøg. Alt er godt.


Kommentarer

Postkort fra sydfrankrig — 3 kommentarer

  1. Tusind tak for herlige billeder og beretning. Lyder rigtig dejligt. Vi er nu tilbage i KL og fredag går turen hjem til DK 🙂 Hils Karen. Kærlig hilsen til jer framos alle 4.

  2. Vi er to her, som ikke har mulighed for at holde sommerferie, men vi kommer lidt afsted, sammen med jer.
    Vi ser hvert år frem til dine postkort og nyder dine fortællinger fra det franske.
    Bliv endelig ved, vi kan slet ikke undvære det!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *