Langkawi uden mig

Jeg er på vej til Hadsten for at købe en træliste i et byggemarked.
Teenageren er på vej til Langkawi for at snorkle med babyhajer.
Jeg ved godt hvem jeg synes har trukket det længste strå lige der.

I torsdags fulgte jeg ham og hans fætter til Kastrup Lufthavn. Helt hen til der hvor jeg ikke kunne følge med længere, fordi jeg ikke var en af dem der skulle flyve. Det vil være løgn at sige, at jeg var totalt cool med det. Der er langt til Singapore, og fætrene er 28 år gamle – tilsammen.

Men i Singapore stod min bror og ventede som aftalt.
Selvfølgelig.
Selvfølgelig kan man rejse sammen, når man er 13 og 15 år og hinandens bedste fætre.

flyappOg selvfølgelig havde jeg sommerfugle i maven hele torsdag. Og selvfølgelig findes der en app til den slags. Så hele dagen og aftenen fulgte jeg en lille rød flyver på min telefon. Da jeg sad i metroen på vej fra Kastrup, var de allerede over Warszawa. Da jeg forlod Vesterbro med kurs mod Vanløse sidst på eftermiddagen, var de lidt sydvest for Himalaya. Og lidt over midnat fulgte jeg indflyvningen til Singapore, mens min bror stod i Singapore lufthavn og kiggede skiftevis på den samme lille røde flyver på den samme app, og på den rigtige himmel. Og så landede de.

Siden min bror inviterede drengene (hans og min) til Malaysia, har jeg ventet på at finde ud af, hvordan jeg reagerer på at have et barn rendende rundt nede omkring Ækvator uden mig. Det har vist sig, at jeg faktisk er helt ok med det. Jeg er ikke nervøs. Til gengæld er jeg rastløs. Smittet med et alvorligt tilfælde af tropisk rejsefeber.

Jeg er ikke misundelig i ordets bogstavelige forstand; Jeg under i den grad teenageren det eventyr, han er på lige nu. I går kørte de på firhjulede minicrossere gennem en jungle, op på et bjerg. Og i dag stod jeg op til den her mail:

“Hejsa, blot til info, jeg tager drengene med paa en smuttur til Langkawi.  Vi tager afsted imorgen tidlig, tilbage i KL onsdag aften.  Saa der staar snorkling, strand og vand paa programmet i et par dage.”

Jeg er ikke misundelig. Jeg er bare den der også vil til Langkawi. Nu. Lad være med at billedgoogle det, hvis I ikke gider at se på hvide sandstrande, turkisgrønt vand og fisk i farver.

Lulle vil ikke til Langkawi:
“Jeg TØR ikke store oplevelser. Jeg vil hellere have små oplevelser. Jeg vil ikke flyve. Jeg har højdeskræk. Det tager for lang tid. Og jeg kan ikke se Lego-Ninjago-film, hvis jeg er ude i en jungle”.

Nå. Men jeg vil godt til Langkawi. Skal bare først lige i Silvan efter en træliste.
Er I klar over, at der er babyhajer og havskildpadder og alt muligt andet, der hvor de skal snorkle? Det er faktisk løgn at jeg ikke er misundelig.


Kommentarer

Langkawi uden mig — 2 kommentarer

  1. Sikken et eventyr og så næsten på egen hånd. Fantastisk. Jeg kan næsten ikke vente på at skubbe mine ud i verden. Ikke fordi jeg ikke er vild med at have dem inden for krammeafstand, men bare fordi jeg sådan under dem den verden der ligger derude og blinker.

    • Det er jo lige det, Marina. Som en eller anden engang sagde, er skibe ikke bygget til at blive liggende trygt i havnen. Mennesker heller ikke 🙂
      Da jeg var 17, fløj jeg alene til Nairobi. Det var mit første store alene-eventyr, og det var fantastisk!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *