Sommerpostkort 2013 #7

Det logiske at gøre når det er varmt i Frankrig, er at køre til Spanien. Så det gjorde vi i går (hvilket så allerede er i forgårs, for i går var der ingen internetforbindelse overhovedet – og nu skynder jeg mig at se om jeg kan få det her af sted, inden den forsvinder igen – uden at rette hele vejen igennem).Det tog femogtyve minutter, og så var vi i Figueres – på Dalímuseet. Hvor det viste sig at vi havde valgt rigtigt, da vi tog af sted fra morgenstunden. Vi slap nådigt i køen til billetsalget. Det samme var ikke tilfældet for de hundreder af mennesker der stod og stegte i solen, da vi kom ud igen. De må virkelig have villet se det museum, sådan for alvor, for det var saftsuseme ikke for amatører at være turist i går. Men så er de da i træning til på fredag, hvor vejrudsigten lover 37 grader…

Dalímuseet var, som husets meget informative gæstemappe havde lovet, et seværdigt og besynderligt sted. Og et helt fint sted at tage hen med børn. Stedet er lige så farverigt, excentrisk og iscenesat som Dalí efter sigende selv var (og det tror man godt på, ikke?), og egentlig var mange af hans installationer sådan lidt Shane Brox-agtige. Collagen af mannequindukke, flute, skeer og fladmaste fasaner fx, mindede ret meget om den fantastiske Shane-udstilling vi så i Den Gamle By for et par år siden. Bortset fra at Shanes udstilling nok var lidt mindre optaget af sex. Heldigvis var Dalís referencer i den retning så tilpas abstrakte, at de gik hen over hovedet på Lulle. Men teenageren fik sig et par gode fnis undervejs.

Og så var det nok nu, jeg kunne have skrevet noget mere voksent om Dalís surrealistiske univers og sådan. Men jeg ved simpelthen ikke. Han var en mærkelig kunstner, og museet afspejler det, det er vist det bedste jeg kan sige. Der er sublimt håndværk og ting som næsten tager vejret fra én, fordi de er så spektakulært lavet. Et loftsmaleri fx, i en udførelse som dengang freskomalerne åbnede himlen i hvælvingerne i de italienske renæssancekirker. Og så, side om side med de vildeste og mest sitrende surrealistiske værker, en masse ting, som på en eller anden måde bare fyldte op.

Dalí var alsidig helt ud til grænserne af, hvad ordet næsten kan gabe over. Men hvis jeg fik noget specielt med fra hans overlæssede og overgearede museum i går, så var det opdagelsen af hvad han kunne, når han arbejdede allermest enkelt. En samling af små akvareller var sublim. Og hans stregtegninger. Fint nok med regnvejr inde i en Cadillac, en dobbeltseng lavet af slanger og et rum som er et ansigt der skal ses gennem en linse oppe fra en kamel på et stativ-stakit-kasket. Akvarellerne og de små tegniger rørte mig. Resten var show og sjov og jeg skal gi’ dig skal jeg. Og underholdende som bare pokker. Men det nye var, at der var tegninger som var mere end underholdende. De var fine. Ekstraordinært.

(billedgalleriet opfører sig underligt, og hvis jeg havde haft overflod af internetforbindelse havde jeg gjort et eller andet ved det. Men det har jeg ikke, så nu må det være som det er. Serviceoplysning til bedsteforældre: Klik på billederne og se dem i stort format).

På vejen hjem holdt vi ind for at købe et eller andet til at lave nem aftensmad af. Og erfarede at Jonquera er stedet hvor franskmændene køber billig sprut (når de ikke gider køre hele vejen til Andorra, i hvert fald). Det der lignede en udvidet rasteplads viste sig ved nærmere eftersyn at være et gigantisk og temmelig grimt outlet-klondyke med nogle supermarkeder smidt ind mellem en masse butikker med franske og spanske mærkevarer. Men vi fik slæbt et lille lager af ansjoser og tun og tørrede pølser med hjem. Og lavede ingenting resten af dagen, og fortalte hinanden om hvor varmt det var. Og spiste ferskner og abrikoser og omelet med en salat af de smukkeste tomater nede fra købmanden. Og løb tør for rødvin.

I dag har vi genset Perpignan, som ligner sig selv. Lulles elskede karrusel står stadig på Place de Republique, og man kan stadig køre 7 ture for 10 € og spise is på cafeen lige ved siden af. Og man må stadig gøre vold på sig selv for ikke at bruge halvtreds procent af bruttonationalproduktet plus moms, når man går ind på det fantastiske lækkerhedsapotek, hvor alle yndlingscremer og lotions og olier og dufte koster så latterligt lidt – i hvert fald hvis man sammenligner med danske priser, og det synes jeg jo nærmest jeg har pligt til, nu hvor chancen er der.

Og der stinker stadig voldsomt af fisk, når man drejer om hjørnet til den lille passage med delikatesseforretningerne, fordi den første butik sælger tørfisk fra en bod ud til gaden. Og platantræerne står stadig flot til de gamle røde mure, og der er stadig masser af parasoller at sidde under, og en espresso koster stadig next to nothing.

Nu har vi spist hjemmelavet salade nicoise med tun som vi købte i Spanien (og jeg har på fornemmelsen, at det trækker helt vildt ned i det politisk korrekte karmaregnskab at spise hvid tun, er der ikke noget med det? Men for hunne, det var godt). Og set den fineste, dobbelte regnbue fra tagterrassen. Dvs. Lulle og jeg. Claus stak lige hovedet ud og konstaterede, at vi stod der i regnvejr, og teenageren nøjedes med at oplyse, at han ‘ikke er så interesseret i regnbuer’.

Og nu er solen gået ned i skrigende pink bag Mont Canigou. Det har været sådan en feriedag, som man ikke tør kalde perfekt, af skræk for at jinxe dagen i morgen til at blive en jammerdal af bilkøer, hedeslag og skrigende børn. Men som bare var …så fin.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *