Sommerpostkort 2013 #6

Tag et billede af fisken, sagde Lulle. Vi stod med tæerne i den lokale flod. Jeg tog et billede af fisken. Her. Jeg tror det er en ørred af en slags, uden at jeg er specielt stiv i fiskearter. Den var helt cool med at vi stod der, få meter fra den. Flyttede sig bare lige et nøk ind mod brinken på den modsatte side, da Lul begyndte at kaste sten i floden.

– Er der piratfisk i det her vand?
– Nej. Ingen piratfisk i franske floder, overhovedet.
– Men de fisk der er her, kan de godt bide?
– Nix. De vil slet ikke i nærheden af dig.
– Ok, så går jeg lidt længere ud i det, sagde hun og slap min hånd. To minutter senere lå alt hendes tøj på bredden. Hun er en vandhund. Og det er en god lille flod.

Det var ikke bare lige at få Lulle til at stige op af den flod igen. Hvis hun selv fik lov at bestemme, gætter jeg på at hun ville tilbringe alle sine vågne timer nedsænket i vand. Og i øvrigt leve på en feriediæt af lige dele chokolade og pommes frites, så vi har nogle, hm, meningsudvekslinger ind imellem.

Vi meningsudvekslede fx ret meget, da vi kørte ind til Céret i går efter flodturen. Det handlede godt nok hverken om vand kontra ikke-vand eller om chokoladepomfritter, men om et mindre nervøst sammenbrud hos femåringen, fordi det ikke var hende der var kommet først ind i bilen. Det er hårdt, brutalt hårdt, at være omgivet af ignoranter i 30 graders varme. Og det ser ikke altid sådan her ud…

Men vi kørte til Céret – igen. Der er sardane-fest her i weekenden. Sardane er en lokal dans, og festen i Céret er en af de større, som efter sigende skulle tiltrække dansere fra et stort område. Jeg ved ikke helt hvad det dækker over, og jeg blev ikke meget klogere i går, for der var ingen der dansede mens vi var der. Men der var fest. Først var der jamsession med middelalderinstrumenter og trombone. Kombinationen virkede sært logisk i situationen.

 

Det tager det meste af en dag at køre fra Alsace til Pyrenées Orientales, som vi gjorde sidste lørdag. Og afstanden er stor, ikke kun i kilometer. Vi er tæt på Spanien, og den byfest vi havnede midt i, i går i Céret, var mere Catalansk end fransk. I øvrigt er byen også Pamplonas mindre kendte franske fætter, i forhold til den bizarre tradition med at lade tyre løbe løs i gaderne.

Céret har deres eget tyreløb. Og egen tyrefægterarena. Og jeg skal ikke nyde noget af nogle af delene, heller ikke selvom Cérets tyreløb vistnok er en light-version af Pamplonas, hvor manddomsprøven ikke består i at løbe foran tyrene, men derimod er en konkurrence om, hvem der kan holde fast i halen af en løbende tyr i længst tid.

Til gengæld fik vi et andet Catalansk fænomen med. Som jeg heller ikke var klar over, at man kunne opleve udenfor Spanien. Men igen er vi helt klart mere i Catalonien end i Frankrig, hvad lokal kultur angår. Og derfor sad vi pludselig på første parket, da en større gruppe af børn og voksne gav sig til at lave menneskepyramider i gaden, lige foran den fortovscafé hvor vi havde plantet os (til teenagerens store tilfredshed, thi der var wifi).

At bygge menneskepyramider – castells – var oprindeligt en del af en lokal Catalansk dans. Men så, for omkring 200 år siden, gik der så meget sport og konkurrence i det, at byggeriet blev til en selvstændig disciplin. For nylig kom fænomenet på Unescos liste over bevaringsværdig kulturarv. Jeg er fascineret. Vildt nok i sig selv, at man gør det. Men allermest fascinerende, at det er en mænd-kvinder-børn-sammen –disciplin, som alle deltager i, på lige fod. Dem med de bredeste skuldre i bunden. Og så ellers højere op med de lettere deltagere. Børnene øverst. Den mindste deltager i går var mindre end Lulle.

Det var hverken så kostumeprangende eller så artistisk, som man kan se det i Barcelona når de vildeste castelleres laver shows. Det var lokalt, publikum ikke mindst, og entusiasmen var mindst lige så høj som pyramiderne. Og det var helt tæt på. Og dét var for fedt. Det, og så at det ikke var et eller andet turisthejs. For vi er jo stadig den (latterlige) slags turister, som synes at alting er bedst hvis det er autentisk – bare er de lokale, og så lige os. Og ingen andre. Flot tropehjelm, Doktor Jones.

Nå, men vi kørte tilbage til Maureillas og spiste på den lækreste lille lokale restaurant. Lokal sortfodsskinke, lokalt lam i citron og timian, og lokale nektariner i lokal Rivesaltes-vin med lokal abrikosmousse. Lokal vin. Lokal veltilfredshed ud over hele Place de la Republique.

’Tag et billede af mig, hvor jeg ser nuttet ud’, sagde Lulle. ’Med så store øjne som det her’.

Tag et billede af mig, sagde udsigten. Det gjorde jeg også. Endnu et. Her er så pænt. Sådan her ser det fx ud, når man går fra den lokale flod, og op til det lokale torv. Nu skal jeg nok lade være med at skrive lokal mere lige foreløbig. Måske.

…Nå, det bliver et dobbelt indlæg det her, for netforbindelsen holder åbenbart også weekend. Og imens sker der ting og billeder hober sig op.

De har noget med fester i det her hjørne af Frankrig. Helt ubegribeligt mange fester, for der er tilsyneladende altid en anledning. Sidste weekend holdt man det årlige tyreløb i Céret, som i øvrigt også har en navnkundig kirsebærfestival i foråret, hvor højdepunktet er konkurrencen i langspyt med kirsebærsten (jeg elsker den her egn højere, for hver gang jeg hører sådan noget). Og i denne weekend var der så Sardane-festivalen. Samtidig er der byfest her i Maureillas. Det startede i fredags med at den her kørte rundt i byen og lavede en allerhelvedes larm. Den har højttalere på taget, og kan både råbe og spille musik:

Der har været fest og karruseller og fællesspisning og livemusik i parken (hvor den lille flod også er), og i dag fandt jeg så endelig ud af, hvordan det ser ud når man danser sardane. For pludselig var der et lille orkester på torvet. Og i løbet af ti minutter var der et mylder af mennesker i alle aldre fra meget ung til meget gammel. Og en masse klapstole og en masse ekstra borde og vin- og vandflasker, som blev hentet frem fra baren og restauranten. Og orkestret var virkelig godt. Virtuost og meget tilbagelænet på én gang.

Få sekunder efter at de begyndte at spille, blev der danset på hele pladsen. Jeg stod sammen med Lulle og følte mig en lille smule som en partycrasher, for det var helt klart en lokal fest (undskyld, ‘lokal’ igen – men det ER simpelthen så lokalt det hele her omkring!), og ikke noget der var stablet sammen til ære for et glanende publikum.

Men vi holdt os pænt i et hjørne af pladsen, hvor jeg stod og blev sådan lidt rørt over hele situationen og lidt misundelig på den her lille by på størrelse med vores egen provinsflække derhjemme. Fordi de – ligesom med menneskepyramiderne i Céret dagen før – havde den der ting kørende, som tilsyneladende bare forenede alle. De yngste der dansede med var på alder med Lulle. Og en af de ældste havde en rollator parkeret ved siden af. Og så var der alle dem midt imellem. Og de gamle mænd der drak pastis og kiggede og vinkede ovre fra baren.

Og ja, jeg romantiserer det helt vildt, jeg ved det godt. Men jeg er åbenbart en sucker for den der samlende kulturelle identitet, eller hvad det nu er. Det der er levende her. Som folk samles om. Sidst der var byfest i den østjyske provinsflække, var der enten line- eller squaredance på programmet. Bare ikke det samme som at have sin egen ting. Som man har lært af sine bedsteforældre, og som sidder på rygraden.

I næste weekend er der …sardinfestival her i byen. Jamen selvfølgelig. Samtidig er der hestefest i Céret. Og det bliver åbenbart ved. I landsbyerne i bjergene har man også nogle pænt heftige festtraditioner. Mest berømte er bjørnefesterne, som kombinerer bjørnekostumer, gigantiske falloser og noget med at blive malet sort i hovedet. Crazy sted, de her Pyrenæer. Jeg tror jeg ville føle mig hjemme – hvis jeg havde fattet en hat af hvad der foregik. Det har jeg ikke. Jeg bliver bare så varm indeni af at være her.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *