Sommerpostkort 2013 #5

Se. Nu er konceptet åbenbart, at temperaturen skal stige med én grad om dagen. Det betyder, at det vil være 42 grader varmt når vi kører hjem.

 Men det er ok, for vi er ved at have vænnet os til varmen. 25 grader er svalt, 30 er ok varmt, og 35 er sådan pyha, nu tror jeg lige, jeg tager noget iste. Når solen skinner, er der som regel 35 grader på balkonen ved køkkenet, så det er et godt sted at drikke iste. Det er også et godt sted at sidde og overskue tingene. Man kan se det lokale korkmuseum (hvor jeg endnu ikke har set nogen gå ind), og man kan se ned i genboernes have.

Faktisk kan man nærmest se ned i hele genboernes liv. I hvert fald den del af det, som foregår udenfor huset, og det er der en del der gør.

De passer deres barnebarn. De har bål i haven ind imellem. Og en lille pool. Og stilladser. Og nogle biler. Og julepynt. Og manden, som er både lang- og tyndhåret, spiller guitar og synger til. Især klokken syv om morgenen, og ellers når hans kone ikke er hjemme. Han spiller den samme sang hver gang, og vi kan ikke høre teksten, og hvis vi kunne, kunne vi sikkert alligevel ikke forstå den, men den er helt sikkert meget tragisk.

Genboen har tre hunde. En stor, langsom rottweiler og to små hidsige terriere, hvoraf den ene har et alvorligt autoritetsproblem, fordi den ikke kan gø rigtigt, men kun sige som et af de der gummidyr med piv i. En hund der kun kan sige som et hundelegetøj. Det er lidt skidt. Den har heller ikke ret meget pels. Måske handler den sørgelige sang, genboen synger, om hans ynkelige hund.

Vi har også fået naboer. De er ikke helt så interessante som genboerne. Nabohuset (dvs. der er hel-dig-vis et tomt hus imellem dem og os. Heldigvis) er åbenbart også et hus man kan leje, hvis man er nogle turisttyper, som vil ned og lege sydfransk livsstil i landsby. Der er rykket nogle englændere ind.

Mændene er… lad mig sige det sådan her: Alle mænd, der ikke er Johnny Depp, skal lade være med at tro, at det gør noget som helst godt for dem og deres omverden, at de tillægger sig piratadfærd. Især skal de afholde sig noget så eftertrykkeligt fra at understrege alt det sjove de selv synes de siger, med høje piratgrin a’la AwwWHarrHarrh! Det lyder dumt. Og det virker endnu dummere, når de overhovedet ikke er spor piratagtige – med mindre de selv mener, at spejlglas-solbriller og pastelfarvede poloshirts er det nye pirat.

Nå, men i det mindste gør de det let for os at få en fest ud af deres tilstedeværelse, selvom de er nogle amatørpirater. Og selvom de burde straffes for at synge med på de Elvis-numre, de spiller om aftenen. Fordi den værste måde at synge med på, er: Pivfalsk, med forloren patos og kun på hver anden linje. De gør det let for os, fordi de ikke er så smarte igen, så om ikke andet kan vi grine vores smålige turistrøve i laser, når de forlader huset hele dagen, men efterlader alle hynder, puder og madrasser ude på deres veranda. Hvorefter himlen revner i en sydfransk tordenbyge af episk tilsnit. Oh, schadenfreude! Det er hvad der sker, når man griner som forlorne pirater og synger grimt oven i Elvis. Våde hynder får man.

 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *