Sommerpostkort 2013 #4

Spa. Midt i Pyrenæerne. En af sidste sommers yndlingsoplevelser, og nu var vi jo sjovt nok lige i nabolaget, så i går kørte vi op til St. Thomas igen. Der er termiske kilder flere steder i bjergene, men det her er lidt specielt. Det ligger på en bjergside, delvis omkranset af en amfi-trappe (eller hvad det hedder, når der er amfi, men ikke noget teater). Vandet er nogleoghalvfjerds grader varmt, når det kommer op fra undergrunden. For at gøre oplevelsen lidt mere behagelig, har man været så venlig at blande noget koldt vand i. Resultatet er forskellige bassiner med og uden luft og bobler og plaskende fontæner, alle med temperaturer omkring 34 grader. Oven i det, er vandet fyldt med nogle mineraler, som man bliver babyblød af. Og bjergluften er helt klart også fyldt med et eller andet, som man bliver helt lykkelig af.

Stedet er åbent året rundt. Om vinteren kan man stå på ski lige i nabolaget, og så hoppe i de varme, udendørs bassiner bagefter. Midt i snelandskabet! Det er fuldkommen genialt, hvis I spørger mig. I går var der ikke meget sne i Fontpedrouse. Men på et tidspunkt tordnede det, og så begyndte det at øsregne. Ganske specielt og meget dejligt at sidde i varmt vand med kølig regn silende gennem håret. Også selvom jeg er en kylling, der syntes det var lidt skræmmende at sidde i en pool i tordenvejr. Selvom vi var omgivet af høje bjerge med alle mulige høje ting på, træer og master og bjergbestigere fx, og selvom opsynsfyren tog situationen med knusende ro, føltes det lidt hen i retningen ad at løbe med en saks. Altså i forbudt-hed. Bare meget mere afslappende.

Men altså – noget af det mest perfekte ved det her sted er, at børn er velkomne. Og det ER en spa, og der er ro og fred, og det er overhovedet ikke noget problem, børnene bliver lige så spa-agtige som de voksne, så snart de kommer ind. Hygger og flyder rundt og slapper af. Intet skrigeri, ingen idiotiske oppustelige krokodiller, bare peace, love and happiness. Så det er rent faktisk muligt at tilbringe en hel dag her med sine børn, fuldkommen ustresset. Se lige Lulle her. Sådan flød hun rundt hele eftermiddagen. Barnet, der var en duracellkanin hele dagen før – gik totalt zen. Måske er der naturligt forekommende valium i vandet, jeg ved det ikke. Jeg ved bare at det virker!

Ikke så meget mere at sige om det. Jeg mener det er hele køreturen værd – fra Danmark. Og nu hvor vi er her og har god tid, har vi allerede aftalt at vi tager en tur mere i næste uge. Her er udsigten fra omklædningsrummet:

Og de tre andre…

Og nu er det fredag, klokken nærmer sig 10, og børnene sover endnu. Måske ikke så underligt for teenageren, men Lulle er stået tidligt op de andre morgener (altså tidligt for hende, hvilket vil sige inden 9). Claus og jeg drikker kaffe og venter på netforbindelse. Der er et mønster, tilsynelandende, så teorien om atmosfæren er aflyst for denne gang. Internettet i Maureillas virker en time hver formiddag fra klokken 10.10. Og igen fra 22.10 om aftenen. På klokkeslet – hvor mærkeligt er det ikke?

Nå, men vi mangler bare at finde ud af, hvad den ufatteligt rene, bløde og velplejede familie skal foretage sig i dag. Spanien må vente. Man skal stå tidligt op hvis man vil besøge Dalí uden at skulle stå rigtig meget i kø. Og det vil man, når man rejser med en femårig. Bortset fra det, kunne man selvfølgelig godt lige lægge vejen over grænsen – det er ti minutters kørsel. Det er jo ikke hver dag, man kan sige ‘hva’ så unger, skal vi lige luske til Spanien og spise en is?’


Kommentarer

Sommerpostkort 2013 #4 — 5 kommentarer

Skriv et svar