Sommerpostkort 2013 #2

Jamen der er ikke sket noget endnu. ikke en fløjtende katalansk fis. Men vi har netforbindelse. Og i betragtning af hvor sjældent den virker, så bliver jeg jo simpelthen nødt til at skrive et eller andet. Selvom jeg allerede fornemmer at jeg kommer til at gentage mig selv big time, når jeg falder i svime over hvor fint huset er, og hvor højt frøerne kvækker når mørket falder på.

Vi har intet foretaget os, ud over at vænne os til varmen, som gik helt amok her i dag omkring middag. Jeg skal være den sidste til at klage, jeg har gladeligt tilbragt to døgn i en for varm og for lille bil, og udsat mine børn for det samme, bare for at være sikker på at få et ordentligt skud middelhavsklima. Og jeg er lykkelig for det. Men lige i dag ved middagstid blev det næsten ondskabsfuldt varmt. Vi gik en tur i byen og blev nærmest trykket helt flade af varme. Lulles humør blev også trykket ret fladt.

En time efter var det overskyet, og så begyndte det at lyne og tordne. Sådan lidt frem og tilbage hen over bjergene, og med regn der tog til og tog af og tog til igen. Og luften blev – ja, ikke sval, men temperaturen faldt helt ned omkring 25 grader, og det føltes som en venlig gestus.

Vi brugte dagen til at lægge planer og hente is nede hos købmanden og senere pizzaer henne hos pizzamanden, og jeg drak cirka fire liter vand og svedte cirka det samme, og hver gang jeg gik forbi et spejl tænkte jeg, at jeg ikke gider gå op i at mit hår er fladt i varmen, og hvorfor i alverden er der egentlig også så mange spejle i det her hus.

Og det er så det. Varme, torden, fladt hår og virkelig meget væske. Jeg tør ikke skrive om hvordan børnene har været indtil nu, er simpelthen bange for at jinxe det.

Og planer, ja: Ikke sikkert at vi holder dem, men som det ser ud lige nu, bliver det Céret i morgen, bjergspa på torsdag, og Figueres på fredag.

Céret er hovedbyen i Vallespir, som er det område vi befinder os i. Berømt blandt andet fordi kubisterne hang ud der, da kubismen var the shit, og Picasso boede der i en periode. Og så er der noget med en bro, og den vender jeg tilbage til, fordi det er sådan en fin historie (skriver den på listen over må-se-og-blogge-om, sammen med museet for kork…).
Spa’en i bjergene er en gentagelse af sidste års fuldkommen fantastiske opdagelse af de varme kilder ved St. Thomas. Vi glæder os om kap.
Figueres ligger 20 minutters kørsel herfra – i Spanien. Og har et stort og efter sigende totalt seværdigt museum for Salvador Dalí. Og et lige så seværdigt landskab på halvøen ved Roses.

Her er et rigtigt sommerpostkortbillede: Vi bor i huset til venstre med de blå skodder. Ja, jeg burde have sat et kryds, men det var så varmt at jeg ikke gad.

Vejen udenfor huset er vist omtrent den eneste brede gade i Maureillas. Alle de andre gader ser omtrent sådan her ud – bortset fra dem der er endnu smallere…

Og det her er til salg. Place de la République nummer 17 (alle franske byer har tilsyneladende enten en Place de la République eller en Place Victor Hugo. Bortset fra dem der har en af hver). Jeg synes det ligner et godt tilbud, selvom jeg ikke ved hvad det koster. Der ligger en god og en virkelig god restaurant på samme plads. Og jeg skal gerne hjælpe med at vande blomster og sådan, hvis det bliver nødvendigt.

 

Til sidst: Her er Lulles nye bedste ven. Og det kan jeg godt forstå. Hej for nu.
(note til udvalgte bedsteforældre: Nej, hun får ikke håret i blæseren. Hun ved godt at man kun må stå foran den. Og der er sådan et finmasket net bagpå, så jeg tror ikke engang det kan lade sig gøre).


Kommentarer

Sommerpostkort 2013 #2 — 5 kommentarer

  1. Oh sacre bleu! Jeg vil meeeed! Ku da sagtens ha’ været på bagsædet i Yaris’en :)Det ser superskønt ud. Nyd det, I heldige asener. Kram fra Line

  2. @Line: Næste år, så tager du med! Kunne være fantastisk! Naboerne har også lige sagt noget henkastet om at tage af sted sammen. Vi kan finde et sted, der er stort nok til at teens’ene kan chille i fred. Åh, det kunne være så fedt!

  3. Jeg er vild med dine sommerferiepostkort.

    Forresten så jeg Dalimuseet for mange, mange år siden da jeg gik på HF, havde spansk og en ung entusiastisk lærer, der i løbet af et øjeblik arrangerede en tur for hele klassen til Barcelona.

    Det er et vild sjovt museum. Dele af det er kedeligt, dele af det er absolut ikke 🙂

  4. @Pernille: Tak! Var det museet i Figueres I besøgte? Der er vist flere i området. Vi regner med at tage Figueres plus det hus, han byggede til sin kone Gala. Det skulle være temmelig specielt, og man skal forhåndsbooke billet til en rundvisning, fordi gæsterne bliver ledt igennem i små hold. Jeg glæder mig til at se begge dele.

  5. Jeg er temmelig sikker på, at det var museet i Figueres. Men det er over tyve år siden og jeg fulgte bare med, så jeg er ikke hundrede procent sikker… Men jeg synes bestemt billederne på hjemmesiden for museet ligner noget jeg har set før 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *