Sommerpostkort

Kan I huske den? – Udsendelsen altså. I radioen. For hundrede år siden. Eller i hvert fald uden overdrivelse i forrige århundrede årtusinde. Udsendelsen der hed Sommerpostkort (ja, jeg ved godt det her allerede er totalt rodet, men når I hører hvor lidt jeg har sovet og hvor langt vi har kørt, så vil I være imponerede over at jeg overhovedet holde mig en slags oprejst over et tastatur).

Jeg kan faktisk kun huske den udsendelse for én ting: En drømmende, pulserende, svævende og fuldstændig vidunderlig titelmelodi, som nærmest blev synonym med sommerstemning. Den hedder Last Train Home, er af og med Pat Metheny, og den er stadig et af mine absolutte yndlingsnumre.

Nu ved I så det. Og det var overhovedet ikke det jeg ville skrive, men sådan går det jo ligesom ret tit.

Jeg ville bare skrive et sommerpostkort. Her. Håber det bliver det første af mange, men er holdt op med at love den slags, for hver gang jeg lover at blogge i vildskab, går jeg kold, eller livet giver mig en spand travlhed lige i nakken. Men nu er det altså sommer og jeg har ferie fra al travlhed (som ikke er Lulle-genereret), og her hvor jeg er med min lille familie, skal der en ordentlig møghund af en air condition til for at få nogen til at gå kold. Hold nu kæft, her er varmt.

Hvor vi er? Vi er halvvejs. Halvvejs mellem den synkende hverdagsskude, som vi har overladt til naboer (og havemænd, hurra!) – og det sted hvor vi skal dase og flanere de næste fjorten dage. Vi er i pit. I Strasbourg. På hotel. Med aircon, og tak for den. Udenfor er der 34 grader møgvarmt og fugtigt oven i købet.

Og vi burde helt sikkert bruge vores pitstop på at få set nogle EU-kulisser og noget Unesco-kulturarvsliste-bycentrum, som skulle være totalt seværdigt. Men udsigten til at forlade behageligt nedkølet hotel i udkanten af byen, til fordel for at blive dampkogt sammen med to trætte børn… Nej altså.

Vi har kørt 1090 kilometer. I en Yaris. I morgen kører vi omtrent lige så langt. Dem jeg har sagt det til inden vi tog af sted, har næsten allesammen gloet på mig, som om jeg havde sagt at vi ville ro til Påskeøerne i Lulles badekar. Men det går fint. Vi er en ret kortbenet familie, og herregud, i 70’erne kørte folk til Tunesien i en Renault 4 uden bagsæder.

Nå, men køreturen: Vi startede i går omkring midnat. I håb om at børnene ville sove, luften være sval og Autobahn’n uden Stau. Og bortset fra da vi måtte forlade motorvejen på grund af skybrud, torden og lynild, holdt det stik. Men det tordenvejr, det var vildt. Vejen lignede en flod. Vinduesviskerne kunne overhovedet ikke følge med. Og lynene blændede, så selvom vi havde kunnet se ud ad ruderne, havde vi ikke kunnet se noget alligevel (ja, jeg ved godt at det lyder som om jeg har hældt ekstra drama på, men det er slet ikke nødvendigt).

Landets mest speedsnakkende 4-årige sov i syv timer (selvom hun selv siger, at hun overhovedet ikke sov). Så vågnede hun til gengæld klokken otte i morges og indhentede det forsømte. Men alt gled stille og roligt. Lige indtil en time før Strasbourg. Hvor vi blev omdirigeret. Og omdirigeret. Og omdirigeret. Og kørte gennem den ene sydtyske Hans-og-Grete-pandekagehus-by efter den anden, mens GPS’en opdaterede og opdaterede, og Strasbourg blev ved med at være en time væk. En klistret, svedig time.

Men nu er vi her altså. Helt uden at se noget som helst andet end udsigten til noget ringvej. Mens vi tæller ned til aftensmad, og allermest til det tidspunkt, hvor Lille-Jeg-Er-IKKE-Træt lægger sig til at sove. Så vi kan gøre det samme. Jo før, jo bedre. Sydfrankrig venter. Katalanien venter. Middelhav venter.

…og måske kommer der et postkort mere (husk at høre den med Pat Metheny!)

De digitalt indfødte chiller. Men Mac’en fik de ikke!

Bum.


Kommentarer

Sommerpostkort — 5 kommentarer

  1. Dejligt postkort fra Strasbourgh! Hi, hi, hvor jeg grinte over den med din familie med de korte ben! Ti hi… Jeg er typen, der ser tegnefilm for mit indre… Og dét var bare godt! Jeg glæder mig til at læse mere om jeres ferie, og skal lige høre din dejlige musik lige om lidt. Tak for inspirationen!

  2. @Ellen: Haha, der er vist en rigtig veterantogsnørd der har kastet sin kærlighed på Pat Metheny!
    Og tak, vi glæder os til varmen. Den tog sig en meget usædvanlig pause i dag, men skulle vende tilbage i morgen. Derefter ser det ud til at temperaturkurven bare kommer til at gå opad. Og det gør bestemt ikke noget.

    @LisbethLys: Selv tak! …og så må jeg hellere se om jeg ikke for en gangs skyld kan finde ud af at skrive noget mere – inden der er gået en halv årstid…

    @Pernille: Tak – Og det samme til dig!

  3. Rigtig god ferie. Og tak – dit indlæg gav mig nyt mod til vores forestående vi-kan-sagtens-køre-til-Italien-i-et-stræk-med-to-små-børn tur… 🙂 smil fra anja

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *