Baf!

– så gik der lige… lang tid.

Og så gik der endnu mere tid. Med at stå som en anden idiot og forsøge at gabe over alt det der er sket siden sidst. Fordi jeg lider af en eller anden vildfarelse om, at det hele skal med:

Historien om at køre fjortenhundrede kilometer sydpå i bil med børn, der stille og roligt omdannede bagsæde og omegn til en transportabel køkkenmødding, som selv fyrene fra Ertebølle ville have ment var lige i overkanten.

Og om absurditeten i at tumle ud af svedig bil efter fjortenhundrede kilometer – og direkte ind på Cern, hvor kernefysiker med speciale i antipartikler viste rundt i… noget med en accelerator, virkelig meget flydende kvælstof, nogle pænt voldsomme magneter og en ubegribelig masse sølvpapir, teorier og forskere. Og partikler. Og så Lulle, som skulle tisse og egentlig bare gerne ville ha’ en is.

Men helt ærligt, det kan jo ikke være Eurodisney det hele, vel? Og siden vi bor på Århusegnen og dermed bare er alt for langt væk fra eliteskolerne og det internationale miljø og alt det der, må vi jo sørge for at vores børn får indhentet det forsømte i sommerferien …eller også har vi en god ven, som arbejder på Cern, og som syntes vi skulle benytte lejligheden til at stikke næsen indenfor og møde manden med antipartiklerne, og det kunne så kun blive dén dag. Og dem der ikke havde travlt med at sørge for, at Lul ikke pillede (ret meget) ved noget, syntes det var rigtig spændende. Og jeg hørte også et par spændende brudstykker, ind imellem toiletbesøg med treårig, is-forhandlinger og ‘kan du så lade være med at pille ved den magnet’.

Og om endelig at lande i verdens hyggeligste hus på et bjerg i Jura, med udsigt over Genevesøen, bjerge og bjerggeder, og med den slags bjergluft som får voksne mennesker til at sove som spædbørn – og vågne op med en appetit, der er ligefrem proportional med antallet af croissanter, oste, pølser, pateer og friske abrikoser indenfor rækkevidde. Og midt i saligheden falde for fristelsen til at tjekke nyhederne, og få Norge lige i synet. Og gå helt, helt i stå, lige dér.

Og om at stå op næste morgen med en hjerne der kører i to parallelle spor. Ét hvor verden er propfuld af tragedie, og ét hvor vi er en lille feriefamilie, der skal op på et lille bjerg og nyde en udsigt. Og hvor det faktisk føles godt at gå op ad noget der er så stejlt, at det er en rød piste om vinteren, og trampe i nogle klipper og få lidt åndenød. Og finde en slags ro og nogle skovjordbær med en ivrig treårig, mens elleveåringen løber i forvejen.

Og om tusind andre ting i alle størrelser fra tissemyrer til bjergkæder.

Vi var i Frankrig. Det var godt. Udsigten var god, Vandfaldene var gode, Mont Blanc var saftsusme godt. Og når man placerer sig tilpas langt fra Paris med alle dens nipserier, kan man være heldig at finde macarons så store, at man skal spise dem indendøre, hvis man vil være helt, helt sikker på at der ikke kommer en eller anden rig fims og lander sin helikopter på en af dem.

Jeg har købt sko til groft terræn – sko af den slags der næsten går af sig selv – og fået lyst til at bestige et bjerg. Bare et lille et. Jeg har lært at se om det er en glente eller en mursejler der sejler forbi, og jeg har spist ca. 30 forskellige slags ost. Jeg har været 3842 meter over havets overflade, hvor luften var iltfattig nok til at give begyndende gummihjerne, og hvor udsigten var klipper, skyer og himmel i det samme vildt tindrende solskin, som man ellers kun ser fra et fly.

Men først og fremmest har jeg bare rå-ædt et ordenligt stykke med nærvær sammen med min familie og et meget gæstfrit menneske, og det var tiltrængt og gjorde godt helt ind til benet og ud igen på den anden side. Det var så godt at jeg ikke har noget at brokke mig over, selvom jeg godt er klar over, at den slags er svært utroværdigt.

Nå. Hvad skal vi nu lave?


Kommentarer

Baf! — 7 kommentarer

  1. Hej Anne!
    Det lyder som noget af en ferie, nu kommer lysten så til at tage til Frankrig helst lige med det samme.
    Mon ikke du finder på noget? ellers gør Lulle det 🙂
    God dag.

  2. Aaarh, brok er så old school. Last year’s high. Nu er det taknemmelighed og anerkendelse de unge vil have. Og du har lige skrevet det fedeste og mest interessante for andre end ferieafholderen selv indlæg, jeg endnu har læst på en blog. Men selvfølgelig har du det.

  3. Velkommen hjem. Bjergluft er godt når hjernen slår bak tror jeg. Jeg sad selv i 35 graders varme da Norge kæntrede ferieidylen og det var lidt ligesom der ikke var luft nok. Og så har AB ret, men sådan er det jo med alt hvad du skriver.

  4. @Margith: Tak – og jo tak, Lulle finder altid på noget!

    @AB: Tak altså. Ih. Men det er helt sikkert kun fordi det i sidste øjeblik lykkedes mig at begrænse mig voldsomt, i forhold til alle de ord der ville ud på én gang. Tror det ville have lagt internettet ned ellers.

    @Marina: Tak igen. Igen. Jeg kan næsten ikke finde ud af at komme i gang med blogland igen efter sådan en massiv pause, så jeg har først lige været turen rundt og opdaget, at du også er tilbage. Dejligt. Og ja, bjergluft er godt. Vanedannende, tror jeg. Men lige nu kunne jeg egentlig godt bruge et par dage med 35 graders varme. Eller ok, 25 så. Bare.

    @Ellen: Tak! Ingen sag, når skøn ferie var udgangspunktet 🙂

    @Maria Jensen: Tak. Og ja, mon ikke. Den bedste i mange år!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *