Hundedage

Hvad er der at sige om Otto?
Der er helt vildt meget at sige om Otto. Nok til første kapitel af en meget ustruktureret men også meget sjov roman. Som nogen har gnavet i omslaget og måske også tisset lidt på. Ikke med vilje, selvfølgelig. Men Otto, åh Otto!

Hvor skal vi starte?
Otto er ikke et næsehorn (hold nu OP, ikke?)
Otto er en blanding mellem dansk-svensk gårdhund og korthåret gravhund. Fra dansksvensk har han sin kropsbygning, sit veludviklede anlæg for højdespring, krumspring, sindssyge piruetter og umulig akrobatik – han står på forpoter, hvor normalt er det? – og sin villighed til at lære nye ting, så længe der er en godbid på højkant.

Fra gravhund har han sin fine farve, sin ubændige trang til at gå all in på friske muldvarpeskud, sit kønne hundehoved og sin lejlighedsvise jeg-hører-hvad-du-siger-men-jeg-gør-hvad-der-passer-mig-bitch-attitiude.
Otto er uimodståelig.

Otto er den hund jeg har ønsket mig, inden jeg vidste han fandtes. Pludselig dukkede han op på internettet og var så rigtig, at jeg næsten ikke kunne være i mig selv, før vi havde set ham og aftalt at vi var den familie der måtte hente ham fredag inden efterårsferien. Og det gjorde vi så. I Haderslev. Otto er sønderjyde.

otto2Nu har vi været Ottos familie i godt seks uger. Seks gode, travle uger. Det føles meget længere, og han vokser og har færre og færre uheld af den slags der skal tørres op efter, og flere og flere ‘uheld’ af typen “Hov, nå, er det din sko jeg har i munden, siger du? Nej jeg fatter heller ikke hvordan det er gået til da, den må være fulgt efter mig eller noget…”

Med Otto starter alle dage med en tur i skoven, og jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvem der elsker det mest – ham eller jeg. Underligt at jeg aldrig har gjort det før. Underligt at jeg aldrig, i betragtning af at vi nu har boet lige over for den skov i mere end fjorten år, nogensinde før har fået den idé at jeg da lige kunne stikke en tur derover klokken otte om morgenen. I november. I regnvejr. Ja, jeg fatter det ikke.

Men nu hvor det er, er det en lille fest. Og november er bare november. Punktum. Ikke november-november-november-november-november. For november er jo virkelig smuk, når man bare ved hvor man skal kigge. Og det er ikke der hvor man tror, med mindre man tror at det er i en skov i regnvejr klokken otte om morgenen. For enden af en hundesnor. Otto er en lille læremester.

otto4Otto er også en lille klovn, der tror at han kan snige sig op i fodenden af sengen, men i stedet kommer til at snige sig ind i dynebetrækket, hvor han farer vild og går lidt i panik, så man vågner ved at éns ansigt bliver angrebet af éns dyne, der er temmelig ophidset. Det er lidt skræmmende, indtil man vågner så meget at man fatter sammenhængen.

Det bedste af det hele er dog måske, at Otto er vores allesammens – men en lillebitte smule mest min. Det er muligt at han er lidt mere tilbøjelig til at lystre Claus, men det er alle, så det er der faktisk ikke noget særligt i.

For øvrigt er hundedagene i virkeligheden et fænomen som hører sommeren til, selvom jeg ikke ved hvorfor. Vores hundedage startede den 10. oktober. Jeg tror måske nok, jeg kommer til at skrive om Otto igen. Det kan vist ikke helt udelukkes.

 

Sådan kan man også bruge en søndag

Jeg har bestemt at det er ok at mikroblogge når jeg ikke orker at velformulere mig. Til gengæld kan andre så bestemme at det er ok ikke at gide læse det jeg bare kaster ind, fordi jeg har lyst til at skrive det, men ikke orker at male detaljer og rydde op efter mig.

Som nu fx i dag.

Vi har lavet fremtid i dag. Det plejer vi ikke at gøre på en søndag. I hvert fald ikke så åbenlyst. Men det gjorde vi i dag. Først kørte teenageren og jeg til Lunderskov og kiggede på en efterskole, og da vi kørte derfra, havde vi meldt ham til. Først i skoleåret 16/17, hvilket føles som lysår væk når jeg skriver det nu, men som vi jo godt ved er lige om lidt. For sådan er det med alt der handler om de børn: Lige om lidt. Og pludselig for længst og hold da op.

Bagefter kørte vi til Haderslev og hilste på en meget nærmere fremtid. Om 14 dage flytter ham her ind hos os. Koncentreret nuttethed i pels.

Jeg tør ikke udelukke at jeg måske kommer til at poste et par billeder med hund på ind imellem. Nu har jeg jo også omtrent fået mundkurv på af Lulle, som ikke vil have at jeg skriver ting om hende på internettet.

Gåsehudsanbefaling

I tirsdags var teenageren og jeg til koncert i Aarhus. Det var ham der havde taget initiativet, og det skal han godt nok have så mange tak for. Han havde opdaget Nils Frahm, som gav et brag af en koncert, og jeg har nærmest lidt dårlig samvittighed over at det ikke er ham det kommer til at handle om her. Han var fabelagtig. Det var vildt.

Men altså: Jens Christian havde opdaget at Nils Frahm fandtes, og øverst i hans koncertkalender stod – af alle steder – Aarhus Teater. Og der var få billetter tilbage, og det hele gik bare meget hurtigt da vi besluttede os og bestilte, og jeg så godt at det var en dobbeltkoncert, men – ja, jeg glemte simpelthen at finde ud af hvem det andet band var.

Og derfor stod jeg tirsdag aften i foyeren på Aarhus Teater, før det gik op for mig at vi også skulle høre The Cabin Projects albumdebut. Det var lidt som at stå midt i det hele og vinde en lille smule i lotto (ikke at jeg nogensinde har prøvet det).

The Cabin Project er et samarbejde mellem Marie Fisker og Kira Skov. Som har crowdfundet penge til at tage på hyttetur med Mark Howard, producerlegende, langt inde i en Canadisk Skov, og lavet et album af den slags der kryber lige ind i sjælen og lader som om det har været der altid.

The Cabin Project lyder af blygrå skyer i november. Af Twin Peaks soundtrack. Af den Leonard Cohen som skrev Famous blue raincoat. Af ‘den sene Johnny Cash’. Og af de to sangerinders stemmer, som smelter fuldstændig sammen, så det næsten lyder som én stemme, der tilfældigvis kan synge tostemmigt med sig selv. Melankoli, den udvidede pakke. Underspillet. Smukt.

Og hør lige her: Næste koncert d. 11. september i Jazzhouse er udsolgt – og det forstår man godt. Men nu er der sat en ekstra koncert på d. 12. september, og hvis man overhovedet har chancen (og er til melankoli og alt det der), så må man altså ikke snyde sig selv for den oplevelse. Skynd sig at få fingrene i en billet. Og overgiv sig så til efteråret.

 

Postkort fra sydfrankrig. Igen. Eller: Hvad man kan lave i Laroque des Albères og omegn

Tid til endnu en lang sang fra de varme lande. Vi er hoppet ind i sidste fjerdedel af ferien, og jeg fatter det ikke. Tre uger virker som en overdådighed af tid, når man står foran dem. Men hold nu op hvor kan de flyve.

Vi er rykket på Café des Artistes. Igen. Fordi de har internet. De har også ok mad til billige penge, og de har lokal afslappet stemning med unger der flintrer rundt på cykler og mursejlere der dykker mellem træerne og katte der tigger ved bordene.

Hvad laver vi så? Ikke så meget, men vi gør det godt. Og vil meget gerne dele, så her kommer en (u)fuldkommen uorganiseret liste over, hvad man kan foretage sig her i Laroque og nærmeste omegn.

Man kan slentre rundt i byen, fordi den er så fin i sig selv. Falde i svimer over smalle gyder og blomster og få sig en lille skræk i livet, når der pludselig står en vred fransk hund og skælder ud på en balkon på første sal.

IMG_3670

Man kan tage på marked og kigge på oste og krydderier og sæber og kurve og sandaler pølser og skinker og sommerkjoler og legetøj og sindssygt mange grimme øreringe. Og købe en tomat der vejer 940 gram og har så meget personlighed at Monsanto aldrig nogensinde vil kunne tage patent på den. Og tage den med hjem sammen med et hvidløg og noget olivenolie og lave bruchetta af den og ikke ønske sig mere.

IMG_3737

Man kan tage på museum. Også selvom man har en datter der hader det.

Der findes store museer med svimlende arkitektur og halve kilometres frihøjde til loftet. Og så findes der det modsatte. Ude på landet et sted i omegnen af Banyuls sur Mer findes Maillol-museet, der er så hemmeligt at man når at sige ”nej, vi er altså kørt for langt, vi må have overset et skilt” tre gange undervejs, før man når derud. Ad krogede veje langs klippevægge og med udsigt til vin- og abrikostræbevoksede bjergterrasseskråninger og skrænter med vilde kaktus og geder uden respekt for tyngdeloven.

franc2

Bum, så er man der. Når man altså også lige er gået en halv støvet og meget varm kilometer fra parkeringspladsen, uden at møde andet end en flok røde høns i en indhegning og flere kaktus.

Maillol var Frankrigs anden store billedhugger. Altså ham som ville have været Frankrigs store billedhugger, hvis der ikke havde været en Rodin. Maillol blev født i Banyuls, tog den obligatoriske tur omkring Paris-i-dyb-fattigdom-som-ung-kunstner-i-slutningen-af-1800tallet, og vendte senere tilbage til Banyuls og omegn, blandt andet til det hus som nu er næsten-hemmeligt museum for ham.

maillol Collage

De fleste af Maillols større og vigtigste værker befinder sig i Paris. Det man kan se i det lille museum er nogle enkelte fine værker, en samling skitser og to rum med skiftende udstillinger af andre kunstnere. Og så ligger han begravet under den smukkeste skulptur i forhaven, på det sted hvor han næsten hver dag mediterede under træerne. Fredfyldt.

Maillol Collage2

Sjovt nok var den skiftende udstilling en samling fine originaltegninger af serietegneren Margerin. Noget af en kontrast, men den fungerede overraskende fint. Og på den måde var der både noget for mig og noget for drengene. Og selv Lulle glemte et kort øjeblik at hade det hele, fordi hun syntes Maillols kvindeskulpturer havde nogle ret flotte numser. Altså: Noget for enhver smag. Margerin havde i øvrigt tegnet noget, som virkede sært bekendt…

IMG_3580

Man kan også, når man nu er på kør-selv-ferie, have det sjovt med sin GPS. Det er ellers mest oplagt at hade den, når den får primadonnanykker midt i Perpignan og pludselig alligevel ikke er helt sikker på hvor man egentlig er, mener man skal dreje til højre mod ensretningen på en cykelsti, eller opfinder en rundkørsel bare fordi. Men i bund og grund skal man sætte pris på at have en GPS, der ikke kan udtale franske stednavne, men sætter ekstra kulør på turen ved at insistere på at Perpignan udtales Per-Banan, Le Boulou hedder “Blupblup” og, åh fryd, Argelès Sur Mer hedder “Arveløs sur mær”.

IMG_3680

Selvfølgelig kan man også bade. Vores favoritstrand er Le Racou, som ikke er skæmmet af en masse hoteller. Den er ikke specielt stor, men den er fin og hyggelig og har en lille tilhørende gade med små strandbarer som strandbarer ville se ud, hvis Christiania havde ligget ved Middelhavet.

IMG_3744

Man kan få besøg. Af et menneske som man har glædet sig til at dele det hele med. Min veninde Karen har lige været her i en uge, og det har været en fest at dele lidt af forelskelsen i det her lille hjørne af verden. For eksempel blev vi nødt til at gentage sidste års tur til Spanien, fordi Dalí’s og Galas hus i Port Lligat ville vises frem. Efter min mening en større oplevelse end det store museum i Figueres. Og derfor genså vi i fredags både soveværelset med det udstoppede gedekid og de matchende træsko…

IMG_3693

Og den lange mand med brystkasse af en gammel robåd ude i olivenlunden:

IMG_3699

Og Lulle kom ud af ægget én gang til.

IMG_3695

Nå, men man kan også bare gå på restaurant og tro at man har fod på det, og bestille nogle muslinger. Som viser sig at være noget andet end det man troede. Og dermed konstatere at havsnegle smager virkelig godt, selvom det kræver lidt overvindelse med den første. Fordi den virkelig ligner det den er, når man fisker den ud af huset.

IMG_3681

Man kan køre op i bjergene til Saint Laurent de Cerdans og blive fristet over evne, fordi der ligger et væveri som kan noget med striber i overdrevet lækker kvalitet. Jeg har lyst til bare at tage hele den væg med hjem…

IMG_3685

Og så kan man i øvrigt altid bare hænge ud sammen med sin lille flok og læse højt og spise pandekager. Og komme til at give teenageren lov til at købe den største isdessert på kortet, så kokken kommer ud og spørger ‘om det er til én person’?

Og så kan man glæde sig over, at ferien slet ikke er slut endnu…

Postkort fra sydfrankrig

(Old news. Dette skrev jeg for flere dage siden, men sådan er det med netforbindelsen og med tempoet i det hele taget, her i de orientale Pyrenæer. Vi når det når vi når det…)

Prøv lige at sige falsk varebetegnelse. Jeg tror aldrig at jeg skriver så mange ord ad gangen her på bloggen, som når jeg er på sommerferie. Så postkort? Nah…

Men postkort alligevel: Feriehilsen, skrevet i sommervarme ved et bord der vipper så kold drik skvulper over, totalt uden nogen overordnet plan, ud over det som postkort nu er til for: At tidoble ferievidunderligheden ved at prale hæmningsløst med hvor lækkert alting er. Lige nu. Lige her.

sydfrank1

For eksempel at sidde på en terrasse i skyggen under et levende tag af blomstrende grønt vokseværk som summer af bier, og forsøge at ignorere at ham den anden synes vi skal snakke. I selskab med et virkelig stort tykt palmetræ, et appelsintræ som bærer frugt fra sidste år, et firben på en mur, en kværnende cikade og et halvspist stykke med rillettes de canard på en tallerken.

sydfrank4

Det er den 14. juli. Bastilledag (Persilledag? – Lulle) og byen er afspærret alle vegne så folk kan defilere patriotiske rundt i gaderne med vin i glas og små flag, og jeg er nogenlunde kommet mig over ydmygelsen ved at måtte forlade vores overophedede bil et håbløst sted, fordi jeg var blevet så kæk at jeg troede jeg kunne alt – alt – hvad man kan lave af kunster med en lille bil i en sydfransk landsby. Såsom at bakke nedad og rundt i et sving i en stejt skrånende og smal og ujævn og kroget lille møggade. Dumt. Fandme ikke mit livs stolteste øjeblik da jeg trak håndbremsen og rodede rundt i mit sparsomme franske vokabular efter ord til at sige ”nej, den skal bare stå her i to minutter mens jeg henter min mand”. Heldigvis var han enig i at det var en sygt svær gade at bakke nedad i. Eller også var han bare rar, fordi jeg havde taget indkøbsturen.

sydfrank6

Vi er i Laroque des Albères eller La Roca d’Albere, fransk/katalansk. Øst-Pyrenæerne. Igen. Og det ender nok med at vi en dag bliver hængende. Her er godt. Her er helt vildt smukt. Her er 300 solskinsdage om året. Middelhav som vil svømmes i. Bjerge som vil besøges. Langsomhed som vil respekteres. Mad som bare vil spises. En halv milliard slags oste. Venlighed. De berygtede arrogante franskmænd må bo et andet sted (og jeg vælger at holde ferie fra det faktum at det skræmmende nationalistiske højreparti har stor tilslutning her nede omkring Perpignan).

sydfrank5

Byen Laroque er snoet som en høj snegl rundt om et lille bjerg med en meget lille borgruin på toppen. Huset vi bor i ligger meget højt oppe i sneglen. Hvis vi havde været parkour-typer havde vi kunnet hoppe fra vores tagterrasse over en smal gyde og lande lige for foden af borgtårnet. Det er ikke nogen imponerende ruin, men udsigten er enorm. Middelhavet, Albère-bjergene tæt på og længere væk Mont Canigou med skyer på toppen. Smukt med smukt på.

sydfrank2

Byen er, som små sydfranske byer, fyldt med smalle og steje gader, hvoraf nogle faktisk fører bestemte steder hen, mens andre kun eksisterer, for at man skal kunne gå så længe rundt og rundt og hilse på små grå katte og fortabe sig i detaljer, at man totalt mister stedsansen. Men så har man altid en lille flaske kølig Muscat at styrke sig på, når man finder hjem, og sådan hænger alting bare så smukt sammen.

sydfrank3

Vi har været her i lidt over en uge. Vi har dasket rundt og genset Cerét og besøgt Banyuls ved kysten, og Lulle og jeg har badet. Vi har haft tordenvejr og solskin og lune aftner og siddet på terrassen og udspioneret de gekkoer der bor på muren overfor. Vi har læst højt og spist pandekager og jeg har slugt en roman så hurtigt at den nær havde sat sig på tværs.

Vi har ikke wifi i huset, så de elektroniske postkort er afhængige af forbindelsen på den lokale Bar des Artistes, og den forbindelse er afhængig af antallet af gæster der hænger ud og ser VM-slutrunde eller Tour de France. Det bliver noget med at tage le MacBook under armen og væbne sig med cafékaffe og tålmodighed.

Kaffe er nemt nok. Tålmodighed kan være lidt af en udfordring for nogle af os.

Man kan sige det sådan at det ikke er teenageren der opererer i det røde felt her i ferien. Han er snarere garant for, at der altid er sjælefred i et eller andet omfang, mens andre lige får styr på deres blodtryk. Seksåringen derimod. Hun hader både ditten og datten af et ærligt hjerte. For eksempel, i denne uge: Bjerge. Udsigt. Mad, som ikke kommer fra restauranter. Forkert mad fra restauranter. Fransk yoghurt. Museer. Varme. Huse uden internet. Biller og andre meget uhyggelige dyr, som man kan møde på terrassen. Forkerte æbler. Forkerte underbukser. At være udendørs. At skulle sove. At skulle vågne. Det er godt at seksåringen også er uimodståelig på sin egen grundsure facon.

sydfrank7

Nå, men der kommer mere senere, hvis wifi-guderne tillader det. Ikke nødvendigvis kronologisk og aktuelt, bare flere ord og flere billeder. Fordi – ja, det er lettere at holde skrivehjernen kørende i frigear, når man sidder på en terrasse under sydens sol og vokseværk og er så inderligt ok med hele og ikke har produceret tekst hele dagen på arbejde. Lige nu skal vi ud og finde den der bil, som vi fik parkeret lidt kreativt et eller andet sted. Og ind til Perpignan og se på persilledag og hente et yndlingsmenneske, som kommer på besøg. Alt er godt.

Lindetræerne og alt det andet

Hvorfor gør jeg det ikke bare – skriver her, når nu jeg hele tiden siger at jeg savner det? Tiden går. Foråret har været travlt og propfyldt, men ikke forsømt. Travlt på den gode måde. Travlt, så tanken om den sommerferie der kommer lige straks er så meningsfyldt at der næsten er ærefrygt med i spillet.

…hvordan tænker I egentlig tid? Er det sommerferien der kommer til jer lige om lidt, eller er det jer der kommer til sommerferien? Det gik op for mig lige nu, mens jeg skrev det, at der er forskel. Mentalt, mener jeg. Er godt klar over at det bliver sommer uanset.

Jeg har halset af sted i et forår fyldt med projekter. Jeg har skullet nå frem til det ene og frem til det andet. Nu er jeg træt som bare fanden, men på den tilfredse måde, for ting lykkedes, og jeg var med til at få dem til det.

Til gengæld skal jeg overhovedet ikke nå frem til sommerferien. Den kommer bare, og den er vidunderligt pisseligeglad med om der er en projektleder. Det er som at have løbet på et af de der rullende fortove som er en af de ting jeg elsker ved lufthavne. Og så standse op. Og se sommeren komme glidende, stille og roligt.

Vores lindetræer er sprunget ud. Tidligere end sædvanligt, som resten af planteriget i år. Jeg elsker dem. De dufter som summen af alle somre, både dem der har været og dem der kommer, og tiltrækker tusind humlebier, som får hele kronen til at stå og summe som noget der er landet fra en anden galakse.

I sidste uge var jeg selv i en anden galakse. På Bornholm. På arbejde. På Folkemøde. En af de ting som har gjort at jeg har løbet stærkere end normalt her i foråret. Jeg blev forkølet og mistede stemmen. Blev klogere. Blev skældt ud af en måge og trådt over tæerne af en Rottweiler som hed Rosalinda, hvilket kun er sært på grund af navnet.

Jeg talte med et hav af mennesker og drak kaffe med nogle virkelig fine af slagsen på havnen i Gudhjem. Gik tur i Ekkodalen mutters alene bortset fra ret mange fugle, spiste de bedste karameller nogensinde, og tilbragte tid med gode kolleger. Kørte over Øresundsbroen i bil for første gang. Og for anden gang, og det var endnu bedre, for det var i solnedgang.

Er stadig i gang med at blive færdig med forkølelse og binde de sidste løse ender på job, og går samtidig og forsøger at lade være med at være sentimental over at Lulle lige om et øjeblik har sidste dag i verdens bedste børnehave. Efter sommerferien har jeg to skolebørn. Det skal nok blive sjovt. Især fordi 6-åringen er mere b-menneske end resten af husstanden tilsammen. Og det siger i sandhed ikke så lidt.

IMG_1218

…men lige om lidt kører vi ned til varmen. Alt det andet tager vi senere.

Næste år ved denne tid

Næste år, præcis ved denne tid, kan det være vi står sammen på toppen af et bjerg, sagde jeg.
Næste år ved denne tid kan det være vi er døde, sagde han.

Det var vel i bund og grund derfor det ikke gik. Det er svært at drømme sammen med folk, der har et så udtalt behov for at tage alle muligheder i betragtning.

Det var ikke fordi han var sortsynet, ikke fordi han regnede mere med den ene mulighed end med den anden. Det var fordi det var forrædderi mod nuet at surfe på næste år og måske og engang.

Jo flere drømme, desto flere skuffelser, sagde han. Jeg kunne ikke forklare det. Det virkede på en helt anden måde hos ham. Fundamentalt.

Logisk set havde han vel ret. Men jeg ville hellere have det længste strå. Det vil jeg stadig. Nærvær og nu og dagdrøm og forventningsglæde. Hele pakken. Ligesom kniv, gaffel og ske: der er sgu da ikke nogen der mener at man nyder sit måltid bedst, hvis man griber det an, kun med en af delene.

At kunne synke helt ind i duften af kaffe og støvfnuggenes svæv i sollyset. Men også at kunne beslutte, undersøge muligheder og planlægge så det bobler i maven. At have begge muligheder på sin palet er den største gave, synes jeg.

Om fire måneder, præcis ved denne tid, er jeg i Sydfrankrig. I et hus med en palme i haven og en tagterrasse med en udsigt der slår det meste, hvis billederne taler sandt.

21866c12-fa1a-4a1e-81c0-4d9f7bcf7e99.1.10

Og måske taler billederne ikke sandt, måske er huset et hul i jorden, eller det viser sig slet ikke at eksistere eller vi bliver stoppet af landevejsrøvere allerede på vej derned og snydt og solgt til hvid slavehandel eller hvad i alverden ved jeg. Det er ikke pointen.

Pointen er, at et eller andet sted er den sommerferie allerede begyndt. Den begyndte da vi fik en mail fra udlejeren om at huset var ledigt i den periode vil ønskede det. Og den vokser stille og roligt.

Og man kan blive sindssvagt skuffet når drømme ikke går i opfyldelse.
Men man kan ikke blive ked af det med tilbagevirkende kraft.

Alt er vel

Jeg lægger mærke til noten om dagslængden, første dag efter forårsjævndøgn; dagen er længere end natten nu. Vi har foråret til gode, hele sommeren til gode, alle de lyse nætter. Lige klar til at rulle ind. Som en festmiddag, parat til sultne, forventningsfulde gæster rundt om et bord.

Jeg lægger mærke til solsorten på gavlen. Den lægger også mærke til mig. Den er pissesur over at jeg kommer og parkerer på dens territorium. Den gider ikke være mit symbol på lysere tider. Den vil vist helst bare være en fugl på en gavl.

Jeg lægger mærke til disen der retoucherer fredagen mens den bliver blå i kanten. Stjernen der lige prikker sig igennem i det eneste hul mellem skyerne.

Alt i alt er det lidt som at være gået ind i et digt af Tomas Tranströmer. Et af dem hvor vinduerne står på vid gab ud til en skov, og lyset risler ned mellem bladene.

Alt er vel.

 

Krukkeri

En af de gode ting ved at være blogbestyrer er, at man selv bestemmer hvad man vil være. I dag vil jeg være sådan en der anmelder en app. Det er nyt. Altså for mig, ikke for menneskeheden, det er jeg helt klar over.

Det er også tilfældigt. Jeg er en travl koordinator for tiden – på arbejde altså, tæller ned til ting og holder styr på ting og ignorerer alle de ting som jeg ikke kan holde styr på. Sikkert derfor at mit hoved lagde mig ned i går og krævede stikket ud og genstart.

Det var faktisk rart, da tågerne først lettede igen. Også selvom de lettede på den der lidt kemiske måde fordi det var en af de situationer, hvor man bare ikke er for fin til kodimagnyl.

pottery4Og så var det at Lul indfandt sig på sofaen med en app under armen. Som jeg under normale omstændigheder ville have disset langt ud på fjernlageret, fordi jeg er så old school på nogle områder. Men fordi jeg havde paraderne nede i min kodimagnylrus, nåede jeg slet ikke at tænke over hvor u-sanseligt og u-taktilt og u-alt muligt det måske nok er at lave keramikkrukker på sin tablet eller iPhone. Så jeg faldt i med begge ben.

Let’s create! Pottery HD fra Infinite Dreams Inc – er navnet. Helt enkelt: man leger keramiker og drejer krukker, brænder, farver og udsmykker dem, og sælger dem på auktion, hvor man tjener penge til flere funktioner og mønstre og så videre. Og det fungerer bare så gennemført lækkert, at det er helt meditativt. Grafikken er superb, og måden man styrer og former leret på, måden man kan blande farverne på, måden baggrunden reagerer på bevægelser, det hele, er faktisk overraskende sanseligt. I hvert fald af en app at være.

pottery3Jeg blev bidt. Startede med lite-udgaven som er gratis, men blev ret hurtigt nødt til at opgradere, fordi det er begrænset hvor mange farver og mønstre man kan opnå uden at gå hele vejen.

Lulle og jeg krukker om kap nu. Sammenligner og udveksler ideer og hygger os. Det kan aldrig erstatte det man laver med sine hænder, selvfølgelig kan det ikke det, men det kan noget andet. Det er først og fremmest afslappende og sjovt. Og man får lyst til at fortsætte i et rigtigt værksted.

Og. Så har appen en mulighed, som jeg ikke har prøvet endnu, men som jeg er ganske fascineret af. Man kan bestille 3D-print af sine krukker! Og det er sikkert noget plastikjuks, og jeg tror jeg klarer mig uden, men tanken. Vi er lige et skridt længere fremme nu…

pottery1

85,2 km

Det er hvad jeg kører for at komme på arbejde. Eller hjem fra arbejde. Det er langt. Men det er turen værd. CO2-mæssigt er det noget skidt, men offentlig transport er ikke en mulighed, med mindre jeg vil bruge over 2 timer hver vej. Det vil jeg ikke. Dårlig karma og alting, men sådan er det altså.

Det tager en time og fem minutter. I begyndelsen hørte jeg altid radio når jeg kørte. Nu hører jeg lige så tit bare den udsendelse min hjerne selv laver mens jeg passer trafikken. Det er en underlig form for underholdning, og den kommer nok aldrig til at slå igennem på en public service kanal.

Det er fascinerende, fordi det kommer bag på mig hvad der dukker op. I betragtning af at det er min egen hjerne. Den kører faktisk helt sit eget show mens jeg kører.

Af at køre 85,2 km ud og hjem – 170,4 km på en arbejdsdag, hvor jeg ikke arbejder hjemme – har jeg lært noget jeg ikke vidste om min hjerne. Jeg har lært at den er ret kold overfor min forestilling om, at jeg har styr på min hjerne. At det er mig der er arbejdsgiveren.

Eller. Jeg ved jo godt at den styrer en stor del af butikken selv. Heldigvis. Det ville så meget være noget rod, hvis jeg selv skulle huske at trække vejret, blinke, fordøje, alt det der som autopiloten klarer. I betragtning af at jeg ikke engang kan huske at starte opvaskemaskinen før jeg kører hjemmefra, eller holde styr på hvor jeg har lagt mine nøgler.

Men. At studieværten i min mentale trafikradio er omtrent lige så autonom som centret for temperaturregulering og hjerterytme, det havde jeg – ja, ha ha – aldrig tænkt over. Før efter tilpas mange gange 85,2 km.

Studieværten er ligeglad med research og pålidelige kilder. Hun henter stof til sine indslag ved at rage tilfældigt ned af hylderne på den mest ustrukturerede del af lageret. Madopskrifter, en artikel om superstrengsteorien som jeg ikke forstod, men som jeg heller ikke kan glemme, et tørklæde jeg engang havde og hvad der mon egentlig blev af det, klimadata fra der hvor vi skal hen på sommerferie, spørgsmålet om, hvordan man egentlig ville have transporteret Marius, hvis der nu var en anden zoo der ville have haft ham, mental note om støvler der skal til skomager og sys i den ene side, Mozart og Beyonce, en idé til en perle til når jeg får startet værkstedet op igen, et åndssvagt rim, en stump af noget der burde skrives ned og engang blive til en tekst der måske kunne vokse. En død grævling (virkelig) i vejkanten trækker en hel hale af erindringer om dyr i trafik; om den anden grævling der løb lige ud foran bilen uden at blive ramt, om rådyrene på marken langs vejen en tidlig morgen, om ræven der løb på motorvejen en mørk vinteraften, og den ræv min mor engang ramte. Erindringen om at køre gennem Polen til Warszawa i februar 1985, københavnerlamperne og om man mon stadig kan nå at købe en, antallet af stavelser i haiku og hvorfor den sidste banan altid ligger på bordet og bliver brun.