14. december. Julekoncert

Var til koncert. Af den mest julede slags. Og endnu engang med en pænt stor talentmasse-tæthed pr. kvadratmenter, dér.

Nåede også at hilse på familie, at forlise min mobil og finde den igen. Og måske bedst af alt, at hilse på en, jeg ikke har set i mange år. Men som lignede sig selv på den gode måde og som, meget fortjent, har haft et vildt år. På den gode måde.

Meget dejlig dag. Meget lidt i stand til at holde øjnene åbne meget længere. Men tak, ellers!

julekoncert2014

Da jeg kom hjem, havde de tre andre lavet mad. Og Otto havde holdt sig i skindet, stort set. Og det er flot klaret af en hvalp, som ellers helst skal søndergnaske mindst én ikke søndergnaskeegnet ting om dagen, gerne flere.

13. december. Stjerneskud

12. december fandtes. Jeg var bare ikke med i den. Troede en overgang at jeg var ude i influenza-knockout nummer to, men på magisk vis (og muligvis med lidt hjælp fra det man får nu om dage, i stedet for opium) lykkedes det at sove nogenlunde fra det, så jeg i dag kunne køre på farmor-besøg med Lul og teenager.

Det er uendelig godt for halvslatne krigere at sætte sig til dækkede frokostborde og blive sørget for, så det kunne faktisk ikke være bedre. Sild, fiskefileter fra Bønnerup og tarteletter – som teenageren tilbeder under navnet jyde-cupcakes.

På vejen hjem talte vi om udsigten til stjerneskud. Teenageren og jeg kørte udenfor byen en kold vinternat for et par år siden, og så så mange stjerneskud, at vi holdt op med at tælle. Lul havde aldrig set et stjerneskud, så vi bestemte os for at benytte lejligheden til at holde ind, når vi alligevel skulle køre over Djursland, hvor der saftsusme er mørkt om natten.

Hvordan virker det med ønsker? Spurgte hun. Skal man ønske imens stjernen skyder, eller lige bagefter, eller længe bagefter? Må man kun ønske hvis man selv ser stjerneskuddet, eller må man godt ønske, hvis man bare står ved siden af den der ser det? Hvad må man ønske? Kan man ønske alt? Hvornår går det i opfyldelse? Hvad nu hvis jeg ønsker mig at få evnen til at forvandle mig til en anden?

Det kan godt være lidt svært at svare fyldestgørende på Luls spørgsmål.

Men i det mindste følte jeg mig nogenlunde rustet til at svare, da hun spurgte om vi risikerede at få en meteor i hovedet.

Vi stod der i knap et minut. Så syntes hun det var for koldt, og så satte vi os ind i bilen igen og kørte hjem. Det var fint nok, sagde hun, hun så en masse stjerneskud fra bilen, forresten. Jeg så en mus løbe over vejen. Da Otto og jeg var ude for lidt siden, så jeg to stjerneskud, på trods af gadelygter og julebelysning. Og ønskede noget som vi allesammen kan bruge.

Jeg ønsker mig forresten også en stjerne. Den her.

Herrnhuter_ds_01

11. december. Vi har for lidt opium

Jeg hoster. Om natten. Hvor jeg skulle sove. Det er en rest af den mandeinfluenza som en eller anden mand må have smittet mig med i slutningen af november, og som jeg har svært ved at komme af med.

Vi har for lidt opium, så jeg forsøger at slå den ned med calvados.

Det er sådan set alt hvad der er at sige om det. Jeg har arbejdet hjemme i dag. Blandt andet med et layout med kameler, ‘fordi de er så fotogene’, som det blev formuleret. Jamen det er de da.

the-camels-of-the-three-k_4ae81ddebf7c0-p

…jeg fandt et andet billede hvor kamelerne var noget længere væk. Nogle ting er bare pænest på afstand. Det gælder i øvrigt også overfyldte butikker, så i aften har jeg købt Lulles julegaver online. Skal man føle sig gammel, når man køber ting til sit barn, som man helt ærligt ingen idé har om, hvad er?

Og skal man have en seddel med til træneren, hvis man stadig hoster i næste uge, hvor Lulles svømmehold holder juleafslutning ved at “vi svømmer om juletræet og far og mor er velkomne i vandet”?

Vi har seriøst for lidt opium.

10. december. Hi

Er i hi.
Det giver ikke mening at være vågen længere end dagen er lys.

Sådan en dag var det i dag.
Men jeg er blevet ret god til at lade som om jeg er vågen.
Kan både køre bil, føre samtaler og huske baseline grid InDesign.
I går var jeg momentant analytisk. Et kort øjeblik.

Det er derfor pebernødder findes, og derfor jeg spiser dem, selvom jeg egentlig ikke vil:
Det er den eneste virksomme lokkemad der kan få hjernen ud af hulen efter tusmørke.
For ikke at tale om det rigtige mørke, decembermørket.

Hvad skal der til?
Lyskæder og glaskugler, knas og klip og knaldromaner,
lakrids og netflix og tid til at stå på ryggen i sofaen med hunden på maven og alle de andre i en bunke rundt om. Snart, snart.

I mellemtiden har vi Google.

Skærmbillede 2014-12-11 kl. 00.26.50

9. december. Julekuling

Det blæser. Op.
Hvorfor er det interessant?
Det er det heller ikke.

Men vi har glemt at pakke trampolinen ned.
Og det er ikke fordi jeg elsker trampolinen, men

  1. det gør Lulle
  2. hvis vi skal af med den, vil jeg foretrække at det ikke kommer til at ske på en måde, som risikerer at trække overskrifter a’la ‘bortfløjet trampolin lammer togtrafikken i Østjylland, 2000 mennesker strandet i provinsflække’.

Skærmbillede 2014-12-09 kl. 23.49.48Ikke mindst fordi vi faktisk bor så tæt på banen, at de 2000 mennesker i det holdende tog vil kunne kigge ind ad vores køkkenvindue. Vi ville blive live-unplugged udgaven af et realityshow, og de ville ikke engang have muligheden for at zappe væk. Hvad er det modsatte af en win/win-situation?

På den anden side ville vi måske kunne finde ud af det sammen, på sigt. Vi har en meget god wifi-forbindelse og et gæstenetværk uden kode. På det felt vil det faktisk være bedre for passagererne at være strandet udenfor vores hus, end at være på farten med DSB. Vi har også bedre kaffe, og vi vil stort set kunne gi’ en kop, uden at de behøver at forlade deres pladser.

Men vi har ingen gardiner i køkkenvinduet.
Jeg tror ikke vores privatliv orker at deltage i et realityshow.

Måske skal jeg forsøge at tøjre trampolinen til plankeværket.

Og så igen… ‘Bortfløjet trampolin med 18 meter plankeværk lammer flytrafikken over Østjylland’?

Jeg tror jeg bliver hvor jeg er.

 

8. december. Mandag med harpe

Jeg ved ikke hvem det er der hele tiden bliver ved med at stille mit ur frem. Det er godt jeg er kommet af med forestillingen om, at den perfekte jul er noget der kun indfinder sig, hvis man når at sylte, bage, koge, flette, smutte, rense, stryge, presse, ordne og sortere hele sit lokalområde alfabetisk inden juleklokken falder i slag.

I dag faldt jeg over den her henne i et roligt hjørne af internettet (ja, de findes. Det er der hvor søgerobotterne går hen for at powernappe uden at Google opdager det). Den siger det meget godt.

to do
I aften var jeg til koncert og på job samtidig, fordi der var en pressefotograf som ikke kunne komme. Så blev det mig på knæ med iPhone i midtergangen for at få både noget harpe og harpenist og kor med på billedet. Jeg er glad for at jeg ikke kunne se det udefra, for det har ikke været ret elegant. Men koncerten var smuk. Jeg er ret glad for det job jeg har.

mvp04

 

7. december. Har det været søndag?

otto1Otto siger hej. Og jeg siger at det går bedst med at kalenderblogge, når man ikke har en belastende krillerhoste som vækker én kort efter at man er faldet i søvn, og bliver ved og ved og ved indtil man har drukket et meget stort glas rom. Som fx. natten til i dag, søndag. Der, hvis jeg skal være helt ærlig, ikke er i dag mere. Farvel søndag. Jeg spildte dig.

Eller. Jeg fik faktisk gjort rent, også nede bagved ting og i hjørner og sådan. Noget som almindelige mennesker bare gør, på samme måde som de tømmer postkassen og fylder benzin på bilen. Her i huset løber vi rundt i selvfedme med armene over hovedet i timer, af og til endda dage, når vi har støvsuget fodlister og hvad det ellers hedder.

Så nu er vi trætte i armene.

6. december. Manden der har alt

Findes han – manden der har alt? Manden der ikke kan finde ud af at ønske sig noget som helst? Noget kunne tyde på det. Derfor – mens jeg lægger en plan med noget gran – kommer her en miniguide til dig, der kender en mand der har alt. Jeg tør vædde med at han ikke har noget af det her. Og at han bliver meget glad.

1. Sjælevarmeren til den store sjæl

knitting project
Er du typen der alligevel strikker fra morgen til aften, kan du snildt lige nå at få den her over pindene. Han vil ikke kunne fatte, hvordan han har levet så mange år uden. Desværre kan jeg kun finde billedet, ikke opskriften. Men hvis du åbner billedet i fuld størrelse, kan du nok nemt lure mønsteret tænker jeg?

2. Den erotiske karpekalender

Ga9acarp3
Ja – den findes! Kalenderen der kombinerer, hvad han drømmer om, når han virkelig drømmer: Smukke kvinder og levende karper. Køb den her – men skynd dig. Den bliver formentlig revet væk.

3. Frikadellen der varer ved

meatball-bubblegum
Det eneste dårlige der er at sige om frikadeller er, at så er de der – og så er de væk. Det går alt for hurtigt. Hvorfor skulle der gå flere hundrede år, før nogen fandt på at kombinere frikadellens fine egenskaber med tyggegummiets? Ja, man fatter det ikke. Jeg er sikker på at du får svært ved at finde en mand, der ikke vil knibe en lille glædeståre over at finde de her under juletræet.

Sådan. Nu behøver du ikke spekulere mere over det!
…jamen selv tak.

 

 

5. december. ZzzZzzZzz

Hej fredag. Undskyld jeg ikke orker at danse med dig, men jeg er stadig træt. Ja, jeg ved at jeg gentager mig selv. Nej, jeg har ikke tænkt mig at blive ved. Men efter en nat med hoste der ikke ville lægge sig, hund der pludselig mente, det var tid til at reagere på lyden af mus (klokken 3:30), og Lulle der pludselig (lidt over 4) indfandt sig med dyne og sovedyr og en indviklet historie om et mareridt, kan jeg lidt for godt huske, hvordan det var at have rigtige babyer i huset.

I morges var jeg Zombie. Gad ikke engang forsøge at komme til at ligne et menneske. Heldigvis var de andre på arbejd’ så travle med ting, at de ikke opdagede at der sad en zombie på kontoret og spiste alle de bastognekiks som nogen havde fået til overs efter et møde.

I den weekend der kommer nu, skal jeg lave en adventskrans, skære fem centimeter af et kalenderlys og finde bunden af vasketøjskurven. Hvis du spørger mig lige nu, skal jeg sove resten af tiden, kun afbrudt af ture i skoven med det lille ivrige hundedyr, som måske-måske ikke ved at han hedder Otto. Hvis han tror at han hedder Ned! Giv-Slip! eller KomSåOtto, er det ikke så mærkeligt.

Nå, men for at det hele ikke skal handle om den ikke eksisterende adventskrans og kalenderlyset som nu er fem dage bagud, spørger jeg lige: Har du købt nogle julegaver? Mangler du en idé? Vil du give noget unikt, som ikke ruinerer dig? Spørger jeg for meget?

Jeg har givet mig selv en adventsgave. Den er ikke kommet endnu, men den er på vej. Det er en lille originaltegning af Anne Juul Christophersen – den her:

Skærmbillede 2014-12-05 kl. 22.32.31

Den har kostet den sølle sum af 200 kr, og det har den, fordi det er en Artmoney. Hvis du ikke ved hvad det er: Artmoney er kunst, der også kan fungere som betalingsmiddel. Selvfølgelig kun, hvis modtageren har valgt at anerkende den som valuta. Det vil sige, at hvis man er kunstner, kan man lave sine egne penge. Lyder det indviklet, så gå på artmoney.org, og læs en præsentation af konceptet, som ikke er skrevet af en zombie.

Og kig i galleriet. Der er mange fine ting. Jeg har altså ikke tænkt mig at købe for min tegning, jeg har tænkt mig at hænge den op og føle mig heldig. Men hvis du gider bladre mellem enormt mange Artmoney (og der er virkelig lidt af hvert, og det er ikke kurateret af en elitær type, det må man sige), så er der perler at finde. Og at give væk i julegave. Og falder de ikke i modtagerens smag, så er der på hjemmesiden en lang liste over steder der modtager Artmoney som betalingsmiddel, og så kan vedkommende jo bare handle den videre.

Jeg synes det er et interessant koncept på mange måder. Her er en lille flok billeder jeg faldt over derinde, som jeg fx ikke ville have spor imod at få i julegave.

4. december. Lyshuse

Springer let hen over det der med dagens status på adventskrans og kalenderlys. Mon ikke man simpelthen kan skære de øverste dage af kalenderlyset før man tænder det?

Fordelen er, at vi får færre dage med partikelforurening – for nu kan man åbenbart også nærmest dø af at have stearinlys indendøre. Tarveligt. Men svært at ignorere tal der siger, at to lys på et bord svarer til at have en lastbil i tomgang i stuen. Jeg synes ikke jeg er gammel, men jeg er åbenbart blevet så meget ældre end jeg var, da jeg var tyve, at jeg er holdt op med at sige haha, døden skal jo ha’ en årsag.

Jeg har købt soyalys. De skulle reducere lastbilen i tomgang til en lille scooter, og det er ligesom mere til at overskue. Og vi får brug for lys, for Lulle og jeg har endelig fået hentet de huse, vi lavede på familiekursus med Ginette Wien på Aarhus Billed- og Medieskole. Huse til at sætte lys i.

Ikke et ondt ord om de fine hvide fajance-lyshuse som står alle steder rundt omkring. Men de her passer bare temmelig meget bedre til, hvordan vi i øvrigt bor og hvor skævt hele huset er.

lyslys

Det er Otto på taget af det røde hus, og en kejserpingvin på Lulles blå hus til venstre. I forgrunden sidder en lille drage som jeg også nåede at lave. Det var simpelthen sådan en hyggelig dag.