Næste år ved denne tid

Næste år, præcis ved denne tid, kan det være vi står sammen på toppen af et bjerg, sagde jeg.
Næste år ved denne tid kan det være vi er døde, sagde han.

Det var vel i bund og grund derfor det ikke gik. Det er svært at drømme sammen med folk, der har et så udtalt behov for at tage alle muligheder i betragtning.

Det var ikke fordi han var sortsynet, ikke fordi han regnede mere med den ene mulighed end med den anden. Det var fordi det var forrædderi mod nuet at surfe på næste år og måske og engang.

Jo flere drømme, desto flere skuffelser, sagde han. Jeg kunne ikke forklare det. Det virkede på en helt anden måde hos ham. Fundamentalt.

Logisk set havde han vel ret. Men jeg ville hellere have det længste strå. Det vil jeg stadig. Nærvær og nu og dagdrøm og forventningsglæde. Hele pakken. Ligesom kniv, gaffel og ske: der er sgu da ikke nogen der mener at man nyder sit måltid bedst, hvis man griber det an, kun med en af delene.

At kunne synke helt ind i duften af kaffe og støvfnuggenes svæv i sollyset. Men også at kunne beslutte, undersøge muligheder og planlægge så det bobler i maven. At have begge muligheder på sin palet er den største gave, synes jeg.

Om fire måneder, præcis ved denne tid, er jeg i Sydfrankrig. I et hus med en palme i haven og en tagterrasse med en udsigt der slår det meste, hvis billederne taler sandt.

21866c12-fa1a-4a1e-81c0-4d9f7bcf7e99.1.10

Og måske taler billederne ikke sandt, måske er huset et hul i jorden, eller det viser sig slet ikke at eksistere eller vi bliver stoppet af landevejsrøvere allerede på vej derned og snydt og solgt til hvid slavehandel eller hvad i alverden ved jeg. Det er ikke pointen.

Pointen er, at et eller andet sted er den sommerferie allerede begyndt. Den begyndte da vi fik en mail fra udlejeren om at huset var ledigt i den periode vil ønskede det. Og den vokser stille og roligt.

Og man kan blive sindssvagt skuffet når drømme ikke går i opfyldelse.
Men man kan ikke blive ked af det med tilbagevirkende kraft.

Alt er vel

Jeg lægger mærke til noten om dagslængden, første dag efter forårsjævndøgn; dagen er længere end natten nu. Vi har foråret til gode, hele sommeren til gode, alle de lyse nætter. Lige klar til at rulle ind. Som en festmiddag, parat til sultne, forventningsfulde gæster rundt om et bord.

Jeg lægger mærke til solsorten på gavlen. Den lægger også mærke til mig. Den er pissesur over at jeg kommer og parkerer på dens territorium. Den gider ikke være mit symbol på lysere tider. Den vil vist helst bare være en fugl på en gavl.

Jeg lægger mærke til disen der retoucherer fredagen mens den bliver blå i kanten. Stjernen der lige prikker sig igennem i det eneste hul mellem skyerne.

Alt i alt er det lidt som at være gået ind i et digt af Tomas Tranströmer. Et af dem hvor vinduerne står på vid gab ud til en skov, og lyset risler ned mellem bladene.

Alt er vel.

 

Krukkeri

En af de gode ting ved at være blogbestyrer er, at man selv bestemmer hvad man vil være. I dag vil jeg være sådan en der anmelder en app. Det er nyt. Altså for mig, ikke for menneskeheden, det er jeg helt klar over.

Det er også tilfældigt. Jeg er en travl koordinator for tiden – på arbejde altså, tæller ned til ting og holder styr på ting og ignorerer alle de ting som jeg ikke kan holde styr på. Sikkert derfor at mit hoved lagde mig ned i går og krævede stikket ud og genstart.

Det var faktisk rart, da tågerne først lettede igen. Også selvom de lettede på den der lidt kemiske måde fordi det var en af de situationer, hvor man bare ikke er for fin til kodimagnyl.

pottery4Og så var det at Lul indfandt sig på sofaen med en app under armen. Som jeg under normale omstændigheder ville have disset langt ud på fjernlageret, fordi jeg er så old school på nogle områder. Men fordi jeg havde paraderne nede i min kodimagnylrus, nåede jeg slet ikke at tænke over hvor u-sanseligt og u-taktilt og u-alt muligt det måske nok er at lave keramikkrukker på sin tablet eller iPhone. Så jeg faldt i med begge ben.

Let’s create! Pottery HD fra Infinite Dreams Inc – er navnet. Helt enkelt: man leger keramiker og drejer krukker, brænder, farver og udsmykker dem, og sælger dem på auktion, hvor man tjener penge til flere funktioner og mønstre og så videre. Og det fungerer bare så gennemført lækkert, at det er helt meditativt. Grafikken er superb, og måden man styrer og former leret på, måden man kan blande farverne på, måden baggrunden reagerer på bevægelser, det hele, er faktisk overraskende sanseligt. I hvert fald af en app at være.

pottery3Jeg blev bidt. Startede med lite-udgaven som er gratis, men blev ret hurtigt nødt til at opgradere, fordi det er begrænset hvor mange farver og mønstre man kan opnå uden at gå hele vejen.

Lulle og jeg krukker om kap nu. Sammenligner og udveksler ideer og hygger os. Det kan aldrig erstatte det man laver med sine hænder, selvfølgelig kan det ikke det, men det kan noget andet. Det er først og fremmest afslappende og sjovt. Og man får lyst til at fortsætte i et rigtigt værksted.

Og. Så har appen en mulighed, som jeg ikke har prøvet endnu, men som jeg er ganske fascineret af. Man kan bestille 3D-print af sine krukker! Og det er sikkert noget plastikjuks, og jeg tror jeg klarer mig uden, men tanken. Vi er lige et skridt længere fremme nu…

pottery1

85,2 km

Det er hvad jeg kører for at komme på arbejde. Eller hjem fra arbejde. Det er langt. Men det er turen værd. CO2-mæssigt er det noget skidt, men offentlig transport er ikke en mulighed, med mindre jeg vil bruge over 2 timer hver vej. Det vil jeg ikke. Dårlig karma og alting, men sådan er det altså.

Det tager en time og fem minutter. I begyndelsen hørte jeg altid radio når jeg kørte. Nu hører jeg lige så tit bare den udsendelse min hjerne selv laver mens jeg passer trafikken. Det er en underlig form for underholdning, og den kommer nok aldrig til at slå igennem på en public service kanal.

Det er fascinerende, fordi det kommer bag på mig hvad der dukker op. I betragtning af at det er min egen hjerne. Den kører faktisk helt sit eget show mens jeg kører.

Af at køre 85,2 km ud og hjem – 170,4 km på en arbejdsdag, hvor jeg ikke arbejder hjemme – har jeg lært noget jeg ikke vidste om min hjerne. Jeg har lært at den er ret kold overfor min forestilling om, at jeg har styr på min hjerne. At det er mig der er arbejdsgiveren.

Eller. Jeg ved jo godt at den styrer en stor del af butikken selv. Heldigvis. Det ville så meget være noget rod, hvis jeg selv skulle huske at trække vejret, blinke, fordøje, alt det der som autopiloten klarer. I betragtning af at jeg ikke engang kan huske at starte opvaskemaskinen før jeg kører hjemmefra, eller holde styr på hvor jeg har lagt mine nøgler.

Men. At studieværten i min mentale trafikradio er omtrent lige så autonom som centret for temperaturregulering og hjerterytme, det havde jeg – ja, ha ha – aldrig tænkt over. Før efter tilpas mange gange 85,2 km.

Studieværten er ligeglad med research og pålidelige kilder. Hun henter stof til sine indslag ved at rage tilfældigt ned af hylderne på den mest ustrukturerede del af lageret. Madopskrifter, en artikel om superstrengsteorien som jeg ikke forstod, men som jeg heller ikke kan glemme, et tørklæde jeg engang havde og hvad der mon egentlig blev af det, klimadata fra der hvor vi skal hen på sommerferie, spørgsmålet om, hvordan man egentlig ville have transporteret Marius, hvis der nu var en anden zoo der ville have haft ham, mental note om støvler der skal til skomager og sys i den ene side, Mozart og Beyonce, en idé til en perle til når jeg får startet værkstedet op igen, et åndssvagt rim, en stump af noget der burde skrives ned og engang blive til en tekst der måske kunne vokse. En død grævling (virkelig) i vejkanten trækker en hel hale af erindringer om dyr i trafik; om den anden grævling der løb lige ud foran bilen uden at blive ramt, om rådyrene på marken langs vejen en tidlig morgen, om ræven der løb på motorvejen en mørk vinteraften, og den ræv min mor engang ramte. Erindringen om at køre gennem Polen til Warszawa i februar 1985, københavnerlamperne og om man mon stadig kan nå at købe en, antallet af stavelser i haiku og hvorfor den sidste banan altid ligger på bordet og bliver brun.

 

En test og en curry

Søndagstest.
Jeg har lavet en Facebookside til bloggen. Fordi jeg stadig sætter en ære i at være sidst med det sidste. Skal nok lukke og slukke, lufte ud og sætte stolene op. Men mens der stadig er et lille afterparty ovre i hjørnet…

Måske giver det også meget god mening, i betragtning af at det grå guld alligevel skulle være i gang med at overtage Facebook. De unge gider ikke være der hvor deres forældre er, siger dem der sidder og forsker i det. No shit?
Jeg er godt nok ikke helt pensioneret endnu, men det er et spørgsmål om tid. Som alt andet.

Nå, men hvis du er interesseret, bor jeg på www.facebook.com/undreland.dk

curryOg det her er faktisk mest skrevet, fordi jeg skal bruge en post til at teste, om jeg kan få blog og Facebook til at tale sammen på en smart måde.

Men nu hvor jeg alligevel er her, kommer der altså lige et link til en curry oven i handelen. Fordi der var en der spurgte, henne på Instagram. Værsgo Louisa, Beef Madras! Nem og virkelig god.

Test og curry. Og god søndag, nu med sol. Samt deraf følgende udsigt til en halv meter støv. Damn.

TGIF

Det er fredag. Det er mørkt. Verden var gyldenblå da jeg kørte hjem. På en måde der giver så mange løfter om forår, at det er let at glemme at det samme, det nøjagtigt samme lys forekommer på de smukkeste dage i november. Hvis man ellers kan bruge ordet nøjagtigt om lys, når man ikke engang havde fysik på højt niveau i folkeskolen.

Det er fredag. Og tak for det.
Dybfølt: Fredag, jeg hilser dig.
Jeg døber dig i rødvin og taknemmelighed, og jeg synker saligt sammen i duften af en helt usandsynligt langsomt simrende hvidløgskylling.

Rødvinen kørte med os hjem fra Frankrig i 2012. Den lå under førersædet sammen med fem mere af samme slags, thi der var ikke plads til dem i bagagerummet. Den er fra den bittelille landsby, hvor vi havnede lidt tilfældigt – eller måske ikke – , og forelskede os uhelbredeligt i Pyrénées Orientales. Rødvinen er ældre end Lulle. Nærmere bestemt: Lulle og druerne må være undfanget nogenlunde samtidig.

Kyllingen er sjovt nok også opvokset i Østpyrenæerne (og forhåbentligt undfanget siden vi var der sidst). Det er så godt nok ikke derfor jeg har købt den. Det er kun fordi den er bedst. En fredagskylling som burde få alle producenter af slatne, saltvandspumpede genfærdskyllinger til at rødme af skam. Den koster godt og vel dobbelte af en billig kylling, men der er seriøst også dobbelt så meget mad i den.

På samme måde i øvrigt, som med den gode bacon. Hvis man vejer de ting efter tilberedning, bortfalder alle argumenter for at købe discount. Når saltvand og skidt og møg er fordampet, er prisen den samme. Man behøver med andre ord ikke engang være idealist, man kan nøjes med at være en irriterende jyde som ikke vil betale penge for saltvand, så længe hele landet er omgivet af det.

Eh…det var et sidespor.
Jeg ville egentlig bare vævle lidt om fredag.
Om TGIF: Thank God It’s Friday.
En helt autoriseret forkortelse, som jeg bruger med største selvfølgelighed.
Fandme tak for fredag, og uh, det var godt den kom.
Landingsbanen.

For på en måde er det jo absurd. Jeg er simpelthen så glad for mit arbejd’. Hvorfor er det så at jeg svæver hjem på en lyserød motorvej og hylder fredag, som om den havde reddet mit liv?

Jo. Fordi jeg er så heldig, at jeg er så glad for mit arbejd´, at jeg har brug for en fredag. Et bogmærke, en rasteplads, en pause over flere takter.
Jeg kendte en, der af uforklarlige årsager kun blev 40 år. Muligvis fordi hun glemte at holde pauser, jeg ved det ikke.
Men jeg ved at én af de mange ting der gør mig glad – af og til endda lykkelig – er, at der findes overhalingsbaner og rastepladser. Storm og stille. Hverdag og weekend.
TGIF!

Af alle overspringshandlinger elsker jeg google-poesi højest

Man kan altid drikke en kop kaffe mere, opfinde en ny håndskrift, lave en liste over steder man gerne vil rejse hen, eller sortere nogle dimser i en skuffe (med mindre selvfølgelig, at det var lige præcis det man skulle, for så kunne man jo ikke).

Men siden jeg opdagede, at Google i virkeligheden er en lille digter, der bare lader som om den er en søgemaskine, er det dér jeg er havnet, når jeg har været ude på overspring. Og det sker. Ind imellem.

Et eller andet sted (og det har formentlig været på Facebook, det er som regel der man støder på folk som bare hele tiden ved ting) så jeg en eller anden lufte en påstand om, at de ting Google gylper op når man begynder at skrive sin søgetekst, er genereret ud fra, hvad man tidligere selv har søgt på.

Med al respekt, jeg tror det er løgn. Jeg gætter på en eller anden algoritme af mest søgte eller senest søgte eller mest søgte indenfor de seneste x dage eller uger og i et eller andet afgrænset (sprog)område. Og bortset fra det er det også ligemeget i sammenhængen.

Sammenhængen er nemlig, at Google digter. Ikke så slagkraftigt og rystende som Yahya Hassan. Men underfundigt, som kun robotter kan.

Skærmbillede 2014-02-05 kl. 20.53.09 Skærmbillede 2014-02-05 kl. 20.53.39 Skærmbillede 2014-02-05 kl. 20.54.54 Skærmbillede 2014-02-05 kl. 20.51.50 Skærmbillede 2014-01-06 kl. 12.45.03

Lulle og Jesus

Så var vi i kirke i søndags. Lulle, Teenageren og jeg. Teenen, fordi han er i gang med at finde ud af om han vil konfirmeres. Jeg, fordi en konfirmand får ét kryds i præstens bog, for hver gang han går i kirke, men halvandet kryds, hvis han tager en forælder med (kommer præster egentlig på salgskurser nu om dage?). Og Lulle, fordi Hvis I skal, så vil jeg også!

Det var allehelgen. Mindegudstjeneste med stilhed og lys for de døde. Ikke en dag man lige umiddelbart tænker ‘Fedt, jeg tager lige en femårig med verbal inkontinens og autonome tilbøjeligheder med dér’, ellers.

Men Lulle med hænderne i siden. Og tidspres. Så jeg kiggede hende meget dybt i øjnene og tog hende i ed på, at hun var helt klar over hvor meget hun bare skulle holde næbbet flettet under hele seancen.
Hvorfor bliver jeg ved med at narre mig selv?

Hun fik lov til at tage iPad og Playmobil-hest med. Vi kom kun lige en lillebitte smule for sent, og klemte os ind på den bagerste bænk. Dumt, viste det sig, for den bænk var lavet til dværge eller folk uden ben. Den var lige klemt ind der hvor der egentlig ikke var plads til flere bænke, så jeg med mine 167 cm sad med knæene mast ind i den hylde der stak ud fra bænken foran.

På den anden side var det de eneste pladser der var. Allehelgen, en barnedåb og en del mutte konfirmander fyldte resten. Så vi satte os stille og roligt ned og mistede følelsen i benene. Altså Teenageren og jeg. Lulle sad fint. Og spillede iPad. I hvert fald til at begynde med. Men så…

- Hvad var det med BLOD? Hvorfor sang I om blod?
Gjorde vi det? tænkte jeg. Jeg var kirkesanger for ussel mammon i hele min konservatorietid, så jeg kan alle melodierne, stort set. Jeg sang bare med.
- Det øh… det ved jeg ikke. Det stod i teksten?
- Jeg kan ikke lide noget med blod. Det skal man altså ikke synge om. Nu vil jeg hjem!
- Det kan du ikke komme nu. Det har vi talt om.
- Så skal du ikke synge mere om blod. Det gør mig MEGA ked af det, faktisk.
- Det… nå. Vær nu stille. Spil et spil.

- UUJJJJ! jeg slog min reKOORD!
- SCHH!
- Jamen jeg fik den regnbuefarvede delfiiiin!
- Ja tillykke med det, du sidder bare ikke og snakker så højt her, vel? Hvad var det lige vi aftalte?
- Åh, jeg har bare helt vildt lyst til gifler…
- Vær. Nu. Stille.
- …gifler.

- Hvorfor går alle de mennesker der op?
- Det er altergang. De går op til alteret.
- Jamen hvad skal de?
- De får noget vin eller saft og en lille slags kiks.
- Yes! DET skal vi, mor! Kiks! Kom!
…jeg ved godt at det ikke er særlig ‘lad de små børn komme til mig’ og alt det der, men jeg kunne simpelthen ikke overskue at Lulle skulle op til alteret på en stille allehelgenssøndag og konstatere at hun ikke kunne lide alterbrød, eller at man kun kunne få én gang saft, eller hvad det nu kunne udvikle sig til…
- Det skal vi ikke i dag. Det er to dråber saft og et lillebitte stykke brød som ikke er rigtigt brød, det er ikke noget man går op og får, fordi det smager godt.
- Jamen hvorfor går de så derop?
- Det er fordi de vil tænke på Jesus der spiste sammen med sine venner. Det skal ligne at de spiser sammen, uden at de gør det.
- Jeg forstår ikke hvad du siger. Hvad er det for nogle slags kiks? Hallo?
- Vi køber gifler når vi kører hjem. Du har tabt din hest.

Frosne afrikanske dyr i november

uhelbredelig novemberSøndagsgrå er en velkendt novembernuance, fjernt men umiskendeligt beslægtet med tryghed. Klokken er femtentrediveetellerandet og det er tusmørkt, regnen siler. Det er sådan en dag der fylder sig selv op med pasning af basale behov og hvad man gør ved dem. Marinerer grønkål. Sorterer vasketøj. Glor ud i luften og hører Lou Reed. Konstaterer at der er gået uhelbredelig november i græskaret på fortrappen.

Det er også sådan en dag, åbenbart, hvor den lokale SuperBrugsen har opkøbt en zoologisk have eller noget. Der var zebra, krokodille og kamel i køledisken. But. Why? – tænkte den sure dame. Det er november. På en eller anden måde ekstra bizart med frossen afrikansk fauna i køledisken i november. Eller ironisk. Og november-ironi er for viderekommende, det ved enhver der har mødt den.

Desuden kan jeg sagtens selv finde ud af at være eksotisk.

Er fx holdt op med at spise sukker og hvede og andre ting med hurtige kulhydrater. Det er snart længe siden faktisk. Og hvis nogen vil høre om hvor fantastisk det er, kan de bare trykke på knappen og selv finde ud når de har fået nok, for jeg kan fortælle i timevis om hvor godt jeg har det. Men ellers forsøger jeg at lade være med at være et omvandrende tema.

I hvert fald når jeg er sammen med folk som ikke kan komme væk.

Det kan I godt her, så måske smider jeg en opskrift eller to på et tidspunkt. Jeg har nemlig konstateret, at jeg er ret vild med at lave mad a’la lchf. Jeg har også lyst til at dele, men er bare en elendig madblogger. Bruger sjældent opskrift, hvilket gør det pænt svært at gengive mængder. Glemmer at tage billeder. Glemmer i det hele taget. Fx. hvad jeg spiste i går.

Så jeg bliver nok ikke madblogger i den store skala, hvis jeg skal være realistisk. Og realistisk er det nye gråt. Og gråt er det gamle november, og så er vi tilbage igen.

November. Som lige nu klemmer en smal stribe lys ud af en regntung himmel. Svagt, energisparepærefarvet lys. Men den skal have et point for i det mindste at forsøge. Det kan ikke være nemt at være årstidernes svar på Æsel fra Peter Plys.

November er frosne afrikanske dyr i en køledisk.
Ironisk, realistisk, grå.

…heldigvis er den også alt det andet som vi vælger at udnævne den til, så rigtig meget god fornøjelse med det.

Oktoberfest

Det var først da jeg havde skrevet overskriften at det gik op for mig, at oktoberfest er et tysk koncept. Skulle lige til at slette den igen, for jeg har ikke været i München for nylig, og har ingen planer om at skulle det. Foretrækker at drikke øl af glas, jeg er i stand til at løfte med én arm, og er ikke specielt vild med tyrolermusik.

Men jeg lader den stå – overskriften. Fordi jeg har lavet andet i uge 42, end at pleje min  Langkawi-misundelse. Faktisk ville jeg være en røvhat, hvis jeg brokkede mig, for jeg har haft min egen fest. Lulles klaverimprovisationer, løvfald med sol på, koncert med John Mayer og chokolade med lakrids indeni kunne fint have gjort det alene.

Men så i går kørte jeg i Ree dyrepark med Lul og hendes farmor. Og helt uden at nogen har bedt mig om det, kan jeg kun anbefale det sted. I hvert fald i går gik det hele op i den allerhøjeste enhed: Solen skinnede, skoven havde en million farver, og de farver den trods alt ikke havde, gik påfuglene rundt og blærede sig med.

Fordi det var efterårsferie, var der skruet op for børneaktiviteterne – på den hyggelige måde. Man kunne lave kastanjedyr og kartoffeltryk og bage snobrød, blive ansigtsmalet og være med til at dissekere en stor antilope. Det sidste var måske ikke decideret hyggeligt, men nu ved jeg i hvert fald hvordan man hiver luftrøret ud af sådan en, hvis jeg nogensinde skulle få brug for det.

Men det helt fine var især, at der ikke var efterårsferiekaos. Der var stille og roligt, og nok skulle man stå i kø for at blive malet som en luksusleopard med guldpletter, men ikke i timevis. Og der var ikke alt muligt gøgl og gejl som stjal billedet. Bare dyr, skov, en isbod og søde ansatte der virkede, som om de virkelig elskede deres job.

zoolage

Og så en løve der lige havde født fire unger dagen før. Jeg fik ellers cute-overload allerede nede ved de dværgoddere, som jeg er sikker på at jeg er i familie med, et eller andet sted langt ude. Men en løvemor med daggamle firlinger i efterårssol. Det var altså noget.

Og i morgen kører jeg til København og overnatter, så jeg kan stå klar i lufthavnen når teenager og fætter lander lørdag morgen klokken kvart i kvalme.