Postkort om Le Grand Finale

Om et døgn ved denne tid kører vi (skrev jeg i nat), et eller andet sted mellem Marseilles og Lyon. I nordlig retning. Med blandede følelser.

Man ville være et lille skarn, hvis man beklagede sig over at være på vej nordpå efter tre uger med sol, varme og alt godt i generøse mængder. Ikke mindst fordi vi godt ved, hvordan vejret har været i Danmark. Men det er altså en lille smule svært at give slip.

IMG_5957

I år har vi ellers givet slip med manér. Og jeg mangler billeder af den gastronomiske del af festen, for jeg kunne simpelthen ikke nænne at gøre teenageren mere pinligt berørt end det allerede var tilfældet, fordi jeg er så plat og for meget med min uimodståelige trang til at tage billeder, når jeg er på restaurant og nogen stiller noget pænt på en tallerken foran mig. Heldigvis var det ikke for pinligt at tage billeder af landskabet, så det måtte jeg godt.

IMG_6047

Men. Onsdag bestemte vi os for at prøve en restaurant lidt længere nede ad bjerget, selvom – eller måske fordi – den var lige et par streger højere oppe ad fancy-skalaen end de gennemsnitlige, aldeles hæderlige bistroer, vi har frekventeret i år. Vi har boet højt i bjergene og noget afsondret i forhold til sidste år, og ikke gjort voldsomt indhug i budgettet. Ikke så mange muligheder for impuls-frokoster på små listige steder, og vi er ikke gode til at planlægge den slags i forvejen. På tide altså, at gi’ den gas på et sted med flere knive og gafler i borddækningen. Og et gjorde vi så.

Og nu er det, jeg ville ønske at jeg havde gjort teenageren flov og sneget mig til at tage et par billeder. For det var mad af den slags, som flirter med alle sanser. Katalansk haute cuisine med blomster og safran, rejer skåret så tyndt som silkepapir, bittesmå kantareller, baby-vildsvin tilberedt sous vide og skyer af ting, som smagte af alt fra kirsebær over karamel og brændt peber til barndomsminder og essensen af en sommeraften med dørene på vid gab ud til en regnbyge over en have med pinjer. Passioneret omgang med alt godt fra egnen. Lykkeligt samlet på få, omhyggelige tallerkner. Vi svævede hjem. Og det siger ikke så lidt, når hjem er en god kilometer stejlt op ad bjerg.

I går var vores sidste hele feriedag her i Molitg-les-Bains. Og den blev helt speciel.

For det første gik det i år op for os, at vi de seneste fire somre har befundet os tæt på en af Frankrigs største grotter. For et par år siden blev vi gjort opmærksomme på, at grotten ved siden af landsbyen Villefranche de Conflent var noget værre fup tilsat dinosaurer af plastik. Måske derfor var det indtil nu lykkedes os at overse, at der også er grotter heromkring, som aldeles ikke er fup. Fx sølle 400 meter fra Villefranche og fup-grotten, hvor man finder les Grandes Canalettes. Det gik op for mig for få dage siden, og i dag vandt nysgerrigheden over muligheden for årets sidste middelhavsstranddag. Og det var mere end ok.

IMG_6013

“Det underjordiske Versailles” stod der i en omtale. Ja ja tænkte jeg. Men det var faktisk ikke nogen dårlig beskrivelse. Det var gigantisk. Jeg mangler stadig det danske ord for mind blowing. Det lyder så tamt at sige, at det var vildt. Men det var det. At stå inde i et bjerg og se 50 meter ned. Eller flere hundrede meter længere ind. Millionvis af stalak… dem der vokser opad og dem der vokser nedad (og dem der ligner noget, som får teenagere til at fnise). Drypstenssøjler så tykke som egetræer. En grøn sø med mineralske aflejringer, som lignede overdimensionerede blomkålshoveder. Sære formationer så langt øjet rakte ind i bjerget – med hjælp fra spredte, godt skjulte lamper. Fuldkommen magisk.

IMG_6024

Og så det bedste af det bedste.
I går aftes. En køretur til landsbyen Latour de France, hvor vores forelskelse i det her hjørne af verden startede for tre år siden. Turen var en indskydelse, fordi jeg i tirsdags faldt i snak med Manuel og Paola Giocanti, søskende, i en vinbod på markedet i Prades. Om deres familiefirma, som dyrkede sine vinmarker ved Latour de France økologisk og kun solgte vinen på de regionale markeder samt direkte fra eget hus til private og til enkelte udvalgte restauranter i Europa. Jeg købte en enkelt flaske rødvin af dem, og den viste sig at være så svimlende god, at det slog alt hvad vi ellers har fundet indtil nu.

Jeg havde fået deres adresse. Latour er under en times kørsel herfra og vinen trak, så vi tog af sted med en idé om at kigge forbi Domaine Giocanti og købe et par kasser af deres rødvin, og så runde af med aftensmad i en bistro, få hundrede meter derfra.

Vi kom ikke på bistro. Vi kom i den syvende himmel af vinsmagning, tapas, gæstfrihed, og historier om vin og store drømme.
Efter at have fundet huset, gået lidt frem og tilbage og banket på, blev vi lukket ind og præsenteret for det kaos der hersker, når 30 flasker vin er væltet og smadret på et betongulv. Et uheld – men jo, vi skulle bare komme indenfor. Jeg forklarede om vinen jeg havde købt, og at vi gerne ville købe 12 flasker mere af den. Men sådan handler man ikke med sande vignerons – og heldigvis for det.

2015-07-23 19.53.10

Kort efter var vi bænket på husets balkon sammen med Paola, Manuel, Veronica – deres chilenske mor – og en ven, Jerome. Samt seks flasker vin, to store fade med tapas, og udsigt over bjerge og vinmarker.

2015-07-23 19.54.11

Stakkels mig, som skulle køre hjem, ærligt talt! Det føltes alt andet end rigtigt at tømme sit glas i en spand, for hver fantastisk vin vi havde smagt. Men ellers var det bare helt rigtigt. Alt sammen. Manuels fortælling om, hvordan de i sin tid var overgået til økologisk produktion, fordi det virkede helt forkert at alt dyreliv var sprøjtet væk. Nu er de på vej tilbage til biotoper hvor mange arter trives igen – han hentede iPaden og viste billeder af en sort-gul salamander, som var et særlig godt tegn. Og skorpioner, som jeg ikke var klar over at man overhovedet kan møde på de her kanter.

2015-07-23 19.53.07Visionen er at overgå til ren biodynamisk produktion, hvilket er en endnu længere proces. Men her var brændende engagement og ærbødighed overfor naturen, og hvis ikke Veronica, Pierre-Paul, Manuel og Paola kan lykkes med det, så ved jeg ikke hvem der kan.

Det stod ret hurtigt klart, at vi ikke kunne nøjes med 12 flasker af én slags, så mens himlen blev rød og vi fik rosmarinstegte lammekoteletter og salat på balkonen, blandede vores værter nogle kasser med lidt af det hele for det beløb vi havde taget med, og lagde en gaveflaske oven i, fordi vi havde haft sådan en god aften. Nogle af vinene blev tappet på stedet, og Lulle hjalp til med etiketter og banderoler.

IMG_6050

IMG_6052

Da vi kørte, havde vi snakket fransk/engelsk, gestikuleret, grinet, spist, snuset til og smagt på vin i fem timer. Jeg ville ønske, vi også havde haft en gave med. Taknemmeligheden var gensidig, og jeg håber, vi kommer tilbage snart.

Nu er det fredag, og foran os ligger et hus der skal ryddes op, en kuffert der skal pakkes og 2000 kilometer der skal køres. Men hold nu op altså, en ferie. Af hjertet tak for den.

 

Postkort fra rigtige turister

I går var vi rigtige turister. Af den slags som opsøger seværdigheder, læser på plancher og køber souvenirs og spilder is ned ad sig selv. Vi klarede det hele i fin stil.

Det var stadig tordenlummert og med skyer, som lavede tunge draperinger rundt om bjergtoppene. Perfekt dag til, langt om længe, at kigge indenfor i Villefranche de Conflent. Byen er en meget lille middelalderlandsby inde i en – efter datidens standarder – uindtagelig borgfæstning, komplet med brusende flod/stejle mure/voldgrav/vindebro/skydeskår og hele middelalderbaduljen.

IMG_5889I

I dag bor der knap 200 mennesker inde i landsbyen. En del af dem lever selvsagt af den turisme, som opstår omkring sådan et sted. Af samme grund har vi kørt forbi Villefranche uden at stoppe de foregående tre år vi har været hernede. For sådan en turistfælde skulle vi i hvert fald ikke ind i.

Heldigvis kan fine fornemmelser ikke altid modstå nysgerrighed i længden, og i går gav vi det så et skud. Og det var fint og kan godt anbefales. Både til dem der synes middelalder er the shizzle, og til dem der bare gerne vil spise hjemmelavet is og små fine kager og shoppe i sjove butikker – hvor tingene vel at mærke ikke kun er af plastik og importeret fra fjerne samlebånd. Det er stadig turisthejs, men det er i den sjove ende, og nogle dage er det bare helt ok at ose i en butik som forhandler alt hvad sørøvere M/K har brug for. Specielt når det tordner udenfor.

IMG_5919

Hvis du har set eller læst Harry Potter, så tænk Hogsmeade eller Diagon Alley eller begge dele. Godt nok uden Gringotts og Ollivanders, men alligevel. Og hvis du nogensinde kommer forbi, så gå udenom de isboder der sælger metervare-is, og find den lille butik der, foruden hjemmelavede kager, trøfler og nougat sælger frisklavet is med figner, kandiserede lavendler, abrikoser og whatnot. Dér vil jeg godt hen igen!

IMG_5920

Senere, i går aftes, var vi nede på torvet i Prades, hvor der var træf for castelleros. Det er en udpræget katalansk ting, som går ud på at bygge menneske-tårne, og det er lige dele nervepirrende og fascinerende at se på. Træffet i går var med deltagelse af grupper fra både fransk og spansk Catalonien, men vi nåede kun at se ét større tårn, før vi måtte køre hjem med en syvårig, der havde fået for mange churros, og bare – nok. Sådan er det også nogle gange. Men her er nogle katalanere, som ikke er kede af det:

IMG_5931

 

 

Postkort om ingenting

Så skete der – ingenting. Teenagerne inde ved siden af holdt op med at larme (næsten) for et par dage siden, gætter på at deres voksne kom hjem. I dag mødte jeg en af dem, da jeg stod og låste vores hoveddør op, og han var på vej ud. Han hilste så høfligt og smilende, at jeg blev i tvivl om, om min udtale af gorilles retardés havde været helt ude i skoven. Men hvad, hovedsagen er at det har virket. Eller at forældrene kom hjem. Eller at les garçons terribles pønser på en syg, syg hævn.

Under alle omstændigheder ånder den lille landsby lige nu fred og idyl.
Og en luftfugtighed på 99,5 %

Der ligger en dyne af fugt over bjergene – en varm dyne. Sigtbarheden er blevet erstattet med et eventyrlandskab af damp over alt det grønne. I aften, under opkørsel fra dagens strandtur, blev vi enige om at det ville være usandsynligt hvis ikke der boede nogle drager i den dis, som lå over det hele. Det er smukt, men det er rent ud sagt pissevarmt på den dér onde måde, hvor man ikke kan svede, fordi luften selv sveder.

IMG_5880

Det gode er så, at bjergene har mikroklima. Og uden at være klimatolog har jeg regnet ud, at det må være noget med at man har helt sit eget vejr lige der hvor man er. I hvert fald har vi lige nu i Molitg en lokal vejrudsigt med fem dages torden – men nede ved kysten lover de fem dage med sol, sol og sol.

Vi konkluderer at mikroklima er praktisk. Og I kan finde os ved stranden. I hvert fald de tre af os, som ikke hader sand og mange mennesker der ligger i sand, og hvad der ellers er galt med stranden, hvis man spørger Alfaen. Heldigvis kan han godt finde ud af at være alene hjemme, mens vi andre stresser fiskene.

Og jamen ellers, så sker der som sagt ikke andet end at vi suger al den varme til os, som vi godt kan se på vejrudsigten at Danmark ikke har i øjebilkket. Lulle tegner. Teenageren dyrker, at vi har internet i huset – og sov fast på stranden i eftermiddag, fordi han havde chattet med Amerika hele natten. Alfahannen lytter sig igennem en lydbog som tilsyneladende aldrig stopper – eller læser TinTin med Lulle. Og jeg går amok i råmælksoste og tegner ponyer. Også til Lulle.

Og sveder.

Men klager ikke.
Overhovedet.
Er akklimatiseret så fint nu, at jeg i formiddags tog mig i at tænke, at vi måske skulle finde på et alternativ til stranden, når de nu kun lovede 29 grader – mod de 32 vi ellers har haft.

Det er fjerde år i træk, vi holder ferie på de her kanter. I en ny landsby hvert år indtil videre, men indenfor en radius af under 100 km. Jeg falder stadig i svime over bjerge og pænhed og skyer, der lægger sig dekorativt over Canigu og friskplukkede sydfrugter og vinmarker og det hele. Men jeg taber ikke længere underkæben flere gange dagligt. Jeg flipper ikke ud over en palme i baghaven, og bliver ikke længere nødt til at fotografere, at der hænger en fersken på et træ.

Jeg dør heller ikke af skræk over at køre i bjergene. Faktisk er jeg ved at være skrap nok til, at der bliver længere og længere imellem, at jeg må holde ind til siden for at lukke en utålmodig franskmand forbi. Jeg kender de større veje. Byernes navne, og hvad der er op og ned på området. Mit franske ordforråd bliver lidt større hele tiden. Tilfredsstillende.

Den begyndende fortrolighed med området betyder så også, at vi ikke længere har helt så travlt med at karte rundt og lave æselører i Lonely Planet. I år har jeg taget flere fotos af mine børn og af mad, end af seværdigheder. For vi er ikke længere i helt ukendt land, og vi bruger det meste af tiden på at nyde klimaet, hinanden, og bare dét at være så langt nede i gear, at vi ville rulle baglæns ned ad bjerget, hvis vil slækkede yderligere på noget som helst andet end moralen.

IMG_5879

Postkort om franske teenagedrenge og sproglige landvindinger

Godt så. Horisontudvidelser kan komme i mange former. De franske teenagedrenge som er alene hjemme på slap line i nabohuset er en kilde til udvidelse af mine rudimentære franskkundskaber.

Ikke fordi de udvider nogens ordforråd. De kommunikerer stort set udelukkende ved hjælp af meget høje, langtrukne uartikuerede brøl samt lyden af inventar som bliver testet for brudstyrke. Men de inspirerer til selvstudie i sommervarmen, fordi det eneste der hjælper på trangen til at kaste ting efter dem, er at finpudse gangbare verbale udfald.

“Garçons, enfermés! Vous rugir comme une bande de gorilles retardés” er fx bedre end første impuls, som mere var noget i retningen af “Merde, connards, taire!”. Og sådan kan man blive klogere i sin sommerferie. Selvom man faktisk helst var fri.

Men nu kører vi til stranden. Så kan de brøle til de forhåbentlig mister stemmerne. Det er ikke sådan at de får lov til at ødelægge ferien. La corne de brume français.

monkey

 

Hej fra en ferie

Så lod vi som om at ingen havde været væk mere end et øjeblik, og som om ingen havde drukket en flaske rosé (efter at børnene var gået i seng) og som om at der kun var gået fem minutter. Siden sidst og siden det åbenbart var jul. For pludselig var det sommer, og så var vi jo i sydfrankrig. Igen. For så opfindsomme er vi.

Vi er i en by der hedder Molitg les Bains. Den ligger 400 højdemeter, sytten hårnålesving og en lille sjat dødsangst vest for Prades. Indtil man har kørt turen et par gange. Så er det bare sjovt.

Byen har cirka 250 indbyggere der forstår at feste, så man tror det er løgn. Nogle mere end andre. Og nogle enkelte så meget, at de skulle have en olfert der kunne registreres på Richterskalaen. Desværre er sidstnævnte vores naboer. De er store teenagere eller intellektuelt underudviklede drenge i 20’erne, og lige meget hvad, så er de så larmende, at jeg for et par timer siden stod ude på gaden og råbte ting, som jeg først havde tjekket på google translate. Så det har sikkert lydt lidt i retningen af “Venlige naboer, I lyder som den mest retarderede sektion af abegrotten i det zoologiske have og vi har næsten midnat, vil I overveje at dæmpe jer nogenlunde?”

Men det virkede.

Ellers er alt som det plejer, når vi er på de her kanter. Vi har badet ved den samme strand som sidst, fordi den er yndings, været i spa i bjergene, fordi det er for godt, spist rilettes, galettes, crevettes og baguettes, kigget på pastelfarvede solnedgange og haft det varmt på den bedste måde der findes. Af solen og helt ind i sjælen.

Jeg har taget alt for få billeder indtil nu. Måske tager jeg nogle i morgen. Eller en anden dag.

Og indtil hvornår det end bliver, eller indtil de franske teenagere kommer tilbage efter endnu en grammatisk katastrofal henstilling, mediterer vi bare:

23. december. Storm før stilhed

Ja, ups. 9 decemberdage uden et ord. Det er hvad der sker, når hverdagen udenom bloggen er så afsindigt fuld af ord, at det ind imellem er til at blive svimmel af. Ord der skal skrives og ord der skal læses. Ord der skal høres. Titusindvis af ord, som kommer ud af Lea Amalie, non stop, i alle vågne timer. Om monstre og ponyer og Minecraft og om hvordan ting staves og hvor sød og klog Otto er og hvor længe der nu er til jul og hvad jeg ville ønske mig, hvis jeg kunne ønske mig alt i hele verden. Hva? Hva?

Jeg lader være med at råbe FEM MINUTTERS EFFIN’ STILHED – på trods af at det er det første der dukker op. “Fred på jorden” siger jeg, selvom det er verdens mest trivielle kort at smide (og sandt). “Du skal også ønske dig en ting” siger hun. “Ok. en rumraket” siger jeg, og tænker på, hvor stille der nok egentlig også er ude i rummet. “…der skal kunne pakkes ind” siger hun. “Der findes ikke papir der er stort nok til at kunne nå rundt om en rumraket”.

Vi er på kanten af klar. Også selvom vi sprang over hist og her. Kalenderlyset bruger vi bare næste år, ingen har savnet det. Adventskransen blev minimalistisk, men til gengæld har vi bundet en bombastisk granguirlande over spisebordet, med lys og pynt. Der er stjerner i vinduerne. Vi har jul nok. Det er bare altsammen oppe i en højde hvor Otto kun kan beundre det på afstand. Det er bedst sådan, så længe han stadig er tilbøjelig til at beundre ting med tænderne.

jcoggran

14. december. Julekoncert

Var til koncert. Af den mest julede slags. Og endnu engang med en pænt stor talentmasse-tæthed pr. kvadratmenter, dér.

Nåede også at hilse på familie, at forlise min mobil og finde den igen. Og måske bedst af alt, at hilse på en, jeg ikke har set i mange år. Men som lignede sig selv på den gode måde og som, meget fortjent, har haft et vildt år. På den gode måde.

Meget dejlig dag. Meget lidt i stand til at holde øjnene åbne meget længere. Men tak, ellers!

julekoncert2014

Da jeg kom hjem, havde de tre andre lavet mad. Og Otto havde holdt sig i skindet, stort set. Og det er flot klaret af en hvalp, som ellers helst skal søndergnaske mindst én ikke søndergnaskeegnet ting om dagen, gerne flere.

13. december. Stjerneskud

12. december fandtes. Jeg var bare ikke med i den. Troede en overgang at jeg var ude i influenza-knockout nummer to, men på magisk vis (og muligvis med lidt hjælp fra det man får nu om dage, i stedet for opium) lykkedes det at sove nogenlunde fra det, så jeg i dag kunne køre på farmor-besøg med Lul og teenager.

Det er uendelig godt for halvslatne krigere at sætte sig til dækkede frokostborde og blive sørget for, så det kunne faktisk ikke være bedre. Sild, fiskefileter fra Bønnerup og tarteletter – som teenageren tilbeder under navnet jyde-cupcakes.

På vejen hjem talte vi om udsigten til stjerneskud. Teenageren og jeg kørte udenfor byen en kold vinternat for et par år siden, og så så mange stjerneskud, at vi holdt op med at tælle. Lul havde aldrig set et stjerneskud, så vi bestemte os for at benytte lejligheden til at holde ind, når vi alligevel skulle køre over Djursland, hvor der saftsusme er mørkt om natten.

Hvordan virker det med ønsker? Spurgte hun. Skal man ønske imens stjernen skyder, eller lige bagefter, eller længe bagefter? Må man kun ønske hvis man selv ser stjerneskuddet, eller må man godt ønske, hvis man bare står ved siden af den der ser det? Hvad må man ønske? Kan man ønske alt? Hvornår går det i opfyldelse? Hvad nu hvis jeg ønsker mig at få evnen til at forvandle mig til en anden?

Det kan godt være lidt svært at svare fyldestgørende på Luls spørgsmål.

Men i det mindste følte jeg mig nogenlunde rustet til at svare, da hun spurgte om vi risikerede at få en meteor i hovedet.

Vi stod der i knap et minut. Så syntes hun det var for koldt, og så satte vi os ind i bilen igen og kørte hjem. Det var fint nok, sagde hun, hun så en masse stjerneskud fra bilen, forresten. Jeg så en mus løbe over vejen. Da Otto og jeg var ude for lidt siden, så jeg to stjerneskud, på trods af gadelygter og julebelysning. Og ønskede noget som vi allesammen kan bruge.

Jeg ønsker mig forresten også en stjerne. Den her.

Herrnhuter_ds_01

11. december. Vi har for lidt opium

Jeg hoster. Om natten. Hvor jeg skulle sove. Det er en rest af den mandeinfluenza som en eller anden mand må have smittet mig med i slutningen af november, og som jeg har svært ved at komme af med.

Vi har for lidt opium, så jeg forsøger at slå den ned med calvados.

Det er sådan set alt hvad der er at sige om det. Jeg har arbejdet hjemme i dag. Blandt andet med et layout med kameler, ‘fordi de er så fotogene’, som det blev formuleret. Jamen det er de da.

the-camels-of-the-three-k_4ae81ddebf7c0-p

…jeg fandt et andet billede hvor kamelerne var noget længere væk. Nogle ting er bare pænest på afstand. Det gælder i øvrigt også overfyldte butikker, så i aften har jeg købt Lulles julegaver online. Skal man føle sig gammel, når man køber ting til sit barn, som man helt ærligt ingen idé har om, hvad er?

Og skal man have en seddel med til træneren, hvis man stadig hoster i næste uge, hvor Lulles svømmehold holder juleafslutning ved at “vi svømmer om juletræet og far og mor er velkomne i vandet”?

Vi har seriøst for lidt opium.

10. december. Hi

Er i hi.
Det giver ikke mening at være vågen længere end dagen er lys.

Sådan en dag var det i dag.
Men jeg er blevet ret god til at lade som om jeg er vågen.
Kan både køre bil, føre samtaler og huske baseline grid InDesign.
I går var jeg momentant analytisk. Et kort øjeblik.

Det er derfor pebernødder findes, og derfor jeg spiser dem, selvom jeg egentlig ikke vil:
Det er den eneste virksomme lokkemad der kan få hjernen ud af hulen efter tusmørke.
For ikke at tale om det rigtige mørke, decembermørket.

Hvad skal der til?
Lyskæder og glaskugler, knas og klip og knaldromaner,
lakrids og netflix og tid til at stå på ryggen i sofaen med hunden på maven og alle de andre i en bunke rundt om. Snart, snart.

I mellemtiden har vi Google.

Skærmbillede 2014-12-11 kl. 00.26.50